Dag 6: Fransk champagnefest

Festivalen i Venedig er nået ind i sin anden uge, uden at nogen oplagt favorit til Guldløven har meldt sig på banen. 

I skuespilkategorierne er der vist ingen, der endnu har vippet Benedict Cumberbatch’ selvhadske cowboy fra Jane Campions The Power of the Dog af pinden. 

Og Kristen Stewart må stadig føre for bedste kvindelige skuespiller for sin rolle som Prinsesse Diana – men måske kun en mulespids over Anamaria Vartolomei, der spiller med hud og hår i abortdramaet L’événement. 

Instruktørfeltet er mere trængt. 

Jane Campion er et godt bud for sit strengt kontrollerede queer-drama, men det ville også være en skam at sende Paolo Sorrentino tomhændet hjem, sådan som han krænger sin sjæl ud og skruer sin stil ned i The Hand of God. 

Begge er i øvrigt Netflix-film, og et scoop for festivalen i Venedig, da de på grund af Frankrigs restriktive streaminglovgivning ikke måtte dyste i Cannes. 

Men Guldløven? Vi har set mesterlige film, men endnu ingen mesterværker, og ifølge erfarne Lido-veteraner kommer de sjældent i anden uge.

Men man skal aldrig sige aldrig. Sidste år havde Nomadland premiere dagen før, den vandt Guldløven. Man kan jo altid blive overrasket. 

Kynisk kostumedrama
Det blev jeg i hvert fald af konkurrencefilmen Illusions perdues, der på papiret lugter af biblioteksstøv og parykpudder. 

Men franske Xavier Giannoli leverer et festfyrværkeri af et kostumedrama. Det er en heftigt underholdende og ætsende vittig filmatisering af Honoré de Balzac, en af 1800-tallets skarpeste og mest lakoniske iagttagere. 

Scenen er sat i Frankrig i første halvdel af det 19. århundrede. Revolutionen ligger generationer tilbage, og både aristokrati og bourgeois forsøger at drukne mindet om Napoleonskrigene med hedonistiske champagnefester. 

Det er også et indspist sladdersamfund. Hvilket den unge digterspire Lucien får at føle, da han gør sin societé-debut til ballet med den baronesse, han har en affære med. De er begge fordrevet af skandale fra provinsbyen Angoulême. 

”Kun Lucien var bjergtaget af danserne på scenen,” lader fortælleren os forstå. ”Resten af salen sad forestillingen igennem for at nå frem til dens entr’acte, hvor den virkelige menneskelige komedie ville udspille sig.” 

En plebejer med en baronesse? Utænkeligt! 

En and som avismaskot
Lucien smides på porten, men er talentfuld og snarrådig nok til at arbejde sig op i kritikerfaget, hvor journalister lever af bestikkelse og oppustet skandale. 

På redaktionskontoret vralter ænder frit rundt som maskot for nyhedsånden: Sandheden er, hvad end der sælger aviser! 

Xavier Giannoli skildrer tidens umådelige dekadence, som stod man selv midt i de fashionable saloner, og han har samlet et stjernecast af gamle og nye talenter – Gérard Depardieu, Xavier Dolan og gennembrudsstjernen Benjamin Voisin, der også er aktuel i François Ozons Sommeren ’85. 

Man tilgiver gerne, at filmen måske er tyve minutter for lang, når den indeholder så skarpe og kyniske scener som den, hvor Lucien og redaktørvennen Lousteau diskuterer kritikerkunsten. 

”Er romanen en klassiker? Så er den akademisk. Har den stil? Så har den intet at sige. Er den intellektuel? Så er den prætentiøs. Velkonstrueret? Forudsigelig. Og man kan jo altid sige, at den er for lang ...” 

Kaster sig ud i dans
Der er en scene halvvejs inde i El Gran Movimiento, en lidt obskur titel fra Bolivia, der vises i Horizons-sideprogrammet, hvor personerne pludselig bryder ud i dans. 

Indtil da har jeg haft lidt svært ved at sætte fingeren på nøjagtigt, hvad det er for en slags film. 

Til en start ligner det en dokumentar. Billederne er grynede og observerende, der er interviews med arbejdsløse minearbejdere, og der går længe, før en hovedperson melder sig på banen. 

Efterhånden samler filmen sig om tre udsigts- og modløse daglejere. De ryger og drikker, når det ikke lykkes at finde arbejde. Det er et troværdigt portræt af hovedstaden La Paz, en kende miserabelt, men fuldt empatisk med det bundfattige samfund, hvor den udspiller sig. 

Og så kaster de sig altså ud i et dansenummer: daglejerne, gadesælgerne, den gamle gudmor og særlingen i skoven, der tilbeder La Pachamama Moder Jord. 

Det er et skægt greb. Krukket, men også en perfekt saltvandsindsprøjtning i en film, der ellers ikke gør det store indtryk.

Nådesløst tålmodige
”Humanitarian aid from the Russian Federation” står der bag på lastbilens bagklap. Den klappes langsomt ned, optagelserne i den gråkolde ukrainske konkurrencefilm Reflection er alle nådesløst langtrukne og strengt symmetriske. Og endelig ser vi, hvad bilen er lastet med.

Et krematoriekammer. Så ingen stiller spørgsmål til de gennemtæskede lig i laser, der kommer ud fra afhøringslokalerne.

I går så jeg i Giardini-salen en ung kvinde foretage en abort med strikkenål. Nu sidder jeg et par rækker længere tilbage og ser en blødende soldat hænge fra loftet, mens hans fangevogtere gennemhuller hans lår med en boremaskine.

Instruktør Valentyn Vasyanovych lægger ingen fingre imellem.

Som dokumentaren Tranchées, der er aktuel i sidekonkurrencen Horizons, dykker Reflection ned i den mangeårige krig i det østlige Ukraine. Den foregår i krigens første, kaotiske år, hvor information er altafgørende til at tegne de fronter, der dårligt nok har bevæget sig siden.

Lægen Serhiy tages til fange af russiske soldater, der tæsker ham og giver ham elektrochok – uden at stille ham nogen spørgsmål. Torturscenerne er udpenslede og grufuldt realistiske.

De føles som en anklage mod Rusland, men der bør instruktøren passe på med stenkast i et glashus. En FN-rapport fra juli i år slog nemlig fast, at den ukrainske sikkerhedstjeneste har været mindst lige så hårdhændet i sin behandling af tilfangetagne separatister.

Serhiys tilfangetagen er på sin vis også kun et mellemstykke i historien om hans familie. Han har en datter, hvis stedfar er soldat ved fronten. Men hendes famlen efter religion til at håndtere krigens andenhåndstraumer kan ikke undgå at gøre svagere indtryk end krigsscenerne.