Nyhed
25. aug. 2021
Christoffer Guldbrandsen er tilbage i topform
Den politiske rådgiver Roger Stone er en farverig personlighed, der med sine hensynsløse strategier har haft stor betydning for udviklingen af amerikansk politik. Foto | Frederik Marbell

Christoffer Guldbrandsen er tilbage i topform

Dokumentaristen har haft hjertestop og været død i tre minutter, men på Copenhagen TV Festival var han tilbage og viste spændende scener fra sin kommende film, der får premiere næste år.

Af Nicki Bruun

Christoffer Guldbrandsen er en af Danmarks dygtigste dokumentarister. Han er med film som Fogh bag Facaden, Den hemmelige krig og Dagbog fra midten trængt ind bag den politiske spinmaskine.

Igennem længere tid har han arbejdet på en film om den berygtede politiske rådgiver Roger Stone, der med sine barske metoder var med til at få Donald Trump valgt som amerikansk præsident.

Trumps præsidentembede sluttede med et grimt punktum, da hans tilhængere den 6. januar demonstrerede under den såkaldte Storm på Kongressen. Den voldelige episode er blevet central for filmen, der i øjeblikket har arbejdstitlen A Storm Foretold.

Det blev afsløret, da Christoffer Guldbrandsen tirsdag eftermiddag på Copenhagen TV Festival holdt et panel om filmen, som får premiere i foråret 2022 – hvis alt går vel.

Trump som nikkedukke
Panelet havde som omdrejningspunkt en håndfuld scener fra den kommende film, der viser, at Christoffer Guldbrandsen har fået særdeles spændende optagelser i kassen.

I den mest eksplosive og afslørende ser man Roger Stone sidde i en samtale, hvor han øjensynligt ikke er klar over, at der er kamera og mikrofon på ham.

Her forklarer rådgiveren, hvordan han får Donald Trump – som han kalder ”the big guy”– til at sige, hvad Stone vil have ham til.

Man kan ikke bede ham sige noget bestemt. Det gider han ikke, lyder det fra Roger Stone. I stedet skal man minde Trump om, at han engang sagde noget, som publikum var vilde med – og så er det ikke så vigtigt, om det faktisk har fundet sted!

Det viser tydeligt, hvordan amerikansk politik under Donald Trump var præget af kaos. Roger Stone blev idømt tre år og fire måneders fængsel for at lyve over for Kongressen i forbindelse med en undersøgelse af det påståede samarbejde mellem Trump og Rusland.

Stone endte dog med at blive benådet af Trump i 2020.

På spørgsmålet om, hvorfor Roger Stone havde sagt ja til at lade en dansk filmskaber følge sig, svarer Guldbrandsen, at forfængelighed og frygten for at ryge ud af historien har spillet ind.

Den chance greb instruktøren, som har indfanget knap så flatterende sider af Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller samt hovedpersonerne bag Ny Alliance, der senere skiftede navn til Liberal Alliance.

”Roger Stone kan ikke have researchet på mig,” sagde Christoffer Guldbrandsen til stor morskab for tilhørerne i Vandsalen i Tivoli Hotel & Congress Center, hvor Copenhagen TV Festival bød velkommen til en række paneler og masterclasses med folk fra tv-branchen.

Vodka og høj cigarføring
Der gik et chok igennem filmbranchen, da i dag 50-årige Christoffer Guldbrandsen tidligere i år fortalte, at han havde fået et hjertestop og været død i tre minutter.

I samtale med moderator Anders Riis-Hansen virkede instruktøren dog til at være tilbage i topform. Han gav udtryk for, at hele situationen omkring hjertestoppet i bagklogskabens lys var lidt humoristisk.

Og så underholdt Guldbrandsen forsamlingen med at fortælle, hvordan Roger Stones meget sminkede assistent tidligere havde drevet en prostitutionsring i New York.

A Storm Foretold lader trods sit dramatiske bagtæppe også til at blive en film fuld af komik.

I en scene laver Roger Stone en særdeles vodkatung drink, som han tager med ud i bilen, der bliver kørt af Christoffer Guldbrandsen. Stone får instruktøren til at holde drinken, mens han kører, så den drevne politiker ”har noget på danskeren”.

Halvt i spøg siger amerikaneren, at Guldbrandsens navn tydeligvis er nazistisk.

I en anden scene har instruktøren lagt mafia-musik ind over billeder af Roger Stone, der har høj cigarføring, mens der krydsklippes til en tale af Donald Trump, som siger: ”Måske har Stone løjet. Men det har mange andre også.”

Det bliver uden tvivl både sjovt og seriøst, når Christoffer Guldbrandsen er klar med den endelige film.

Relevante artikler

Nyhed
01. mar. 2021
Christoffer Guldbrandsen fortæller om sin død

Christoffer Guldbrandsen fortæller om sin død

Tema
03. aug. 2010
Danmark i krig
En ubekvem sandhed

En ubekvem sandhed

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!