Coke-vrag, gal eller blot besværlig?
Da filminstruktøren Jørgen Leth mødte Dennis Hopper under optagelserne til Nye scener fra Amerika, fik han et helt andet indtryk af manden.
Én ting stod klart for mig med Nye scener fra Amerika: Jeg havde brug for nogle ikon-figurer, der kunne matche Andy Warhol i 66 scener fra Amerika.
Det skulle være nogle, jeg beundrer. 9. september 2001 var vores sidste optagedag i New York, og vi havde stadig ingen fundet. To dage senere blev World Trade Center angrebet. Min fotograf Dan Holmberg og jeg var chokerede. Jeg tænkte: ”Skal vi stoppe filmen her?”
Dan insisterede på, at vi skulle fortsætte, og han mente ikke, at vi skulle inddrage det, der netop var sket, i filmen. Så vi kørte videre, og jeg prøvede at finde nogle af de største ikoner fra filmens verden. Martin Scorsese, Woody Allen, Dustin Hoffman og Gena Rowlands blev prøvet, men alle glippede. Til sidst prøvede jeg Dennis Hopper. Vi sendte 66 scener fra Amerika til ham. Kort efter fik vi at vide, at vi bare kunne komme.
Han boede i Venice Beach i Californien, det tidligere hippiekvarter, som i dag er mere mondænt, men stadig adskiller sig fra dér, hvor de andre stjerner bor. Der var noget poetisk over kvarteret. Ligesom hans karriere. Han boede som en excentrisk skikkelse uden for filmmiljøet. Huset var tegnet af den verdensberømte arkitekt Frank Gehry, det så vi straks. Den ene mur ud mod haven var lavet af bølget, gråt metal. Den ville vi bruge som baggrund.
”Han kommer lige om lidt,” fik vi at vide. Der var en jovial atmosfære i huset. På væggene hang en masse af Hoppers egne malerier. Der var ikke noget prætentiøst eller småborgerligt over det. Det var råt. En kunstners hjem.
Så kom han ned. Jeg behøvede ikke at diskutere hans påklædning. Han havde valgt. Han havde taget en sort blazer på. Jeg sagde til ham, at det jo var forfærdeligt, hvad der var sket i New York.
”Vi tænker meget på det, men vi har besluttet ikke at kommentere det direkte i filmen.”
Det forstod han udmærket. Men han havde lavet sin egen lille kommentar. Han pegede på flappen på sit jakkesæt, hvor han havde fastgjort et lille flag. Et Stars and Stripes. Det var meget diskret, men jeg kunne godt lide, at det var der. Som de små, amerikanske flag på diner-bordene i sydveststaterne var det en diskret, subtil markering af, at der var sket noget i Amerika.
Dennis Hopper var veloplagt. Det var enkeltheden, han var faldet for i 66 scener fra Amerika. Jeg sagde til ham: ”Du skal bare sige dit navn, stedet hvor du er, og hvad du laver.” Det var standard for alle dem, der siger noget i filmen.
”I’m an actor, a painter, a director … and occasionally I ride a motorbike,” kom det tørt fra Hopper.
Vi var ved at falde om af grin. Det var fantastisk morsomt og samtidig rørende. En sentimental hilsen til Easy Rider. Han lavede to takes, og der var forskel på dem. Kun ét af dem havde det lille grin, han laver i slutningen, og det valgte jeg. Det grin var ikke bestilt. Det er hans timing. Han tændte på den firkantede tomhed, jeg havde givet ham. Det passede til hans horisont. Hans afsluttende latter er ikke letsindig, men blot befriende. På den måde sluttede vi med et lille håb oven på filmens vemod.
Man har jo altid hørt, at han var hård ved sig selv med alkohol og stoffer. Men han virkede meget sober og klar i hovedet. Disciplineret og uden tøven. Det var et indtryk af en mand i balance.
