Nyhed
19. okt. 2020
Danmark skærper Oscar-konkurrencen
Gymnasielæreren Peter (Lars Ranthe) kommer op og flyve i Druk, som er populær blandt både anmeldere og publikum. Nu er filmen også i spil til at blive det danske Oscar-bud. Foto | Henrik Ohsten

Danmark skærper Oscar-konkurrencen

Tre vidt forskellige film er blevet udvalgt som kandidater til at blive det danske bud på en nomineret til en af filmverdenens mest eftertragtede priser.

Af Nicki Bruun

Det bliver enten alkoholdramaet Druk, politi-thrilleren Shorta eller familiedramaet En helt almindelig familie, der bliver Danmarks bud på en Oscar-vinder til næste år.

Den danske Oscar-komité bestående af medlemmer fra filmbranchens førende organisationer har i dag valgt de tre film som mulige kandidater i det store spil om at blive nomineret til en af filmverdenens mest eftertragtede priser.

Her ligner Druk med sine stærke navne – inklusive den internationalt berømte hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen – og imponerende billetsalg umiddelbart det bedste bud. Ekkos chefredaktør kvitterede med sjældne seks stjerner og kaldte filmen Vinterbergs bedste siden Festen.

Thomas Vinterberg blev nomineret med Jagten i 2014, så han er et velkendt navn i Oscar-akademiet. Men der er også argumenter for at gå i en anden retning.

Eksempelvis valgte Frankrig sidste år at nominere Les Misérables, der ligner Shorta – som Ekko har givet fem stjerner – ved at handle om eksplosive opgør mellem politi og demonstranter.

Landets Oscar-komité vurderede, at den barske actionfilm havde bedre chancer end det ellers voldsomt kritikerroste, lesbiske periodedrama Portræt af en kvinde i flammer.

Mon den danske komité kan have samme overvejelser og vælger at give chancen til debutspillefilm af Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid?

Sværere er det at forestille sig, at Malou Reymanns debutfilm En helt almindelig familie går hele vejen. Med en historie baseret på autentiske begivenheder om instruktørens far, der i en sen alder sprang ud som transkvinde, er det ellers en indfølt film til tiden, men den er formentlig lige smal nok til Oscar-akademiet.

Stolte traditioner
Sidste år var det noget skuffende, at May el-Toukhys Dronningen ikke klarede cuttet og blev en af de fem nominerede.

Men 2019 var også et i særklasse stærkt filmår på den internationale scene. Sydkoreanske Parasite vandt ikke bare prisen i kategorien for bedste udenlandske film, men blev også kåret til den bedste film overhovedet.

Danmark har ellers stolte Oscar-traditioner, landets lille størrelse taget i betragtning.

De sidste ti år er danske film som Under sandet, Krigen og En kongelig affære blevet nomineret i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film.

Susanne Bier vandt Oscar-prisen for Hævnen i 2010, mens Danmark sejrede to år i træk i 1988 og 1989 med først Gabriel Axels Babettes gæstebud og dernæst Bille Augusts Pelle Erobreren.

Om Druk, Shorta eller En helt almindelig familie bliver Danmarks Oscar-bud i 2021, afgøres den 18. november. På grund af coronakrisen er de forskellige deadlines rykket i forbindelse med Oscar-showet, der finder sted nogle måneder senere end normalt.

Den 93. Oscar-prisuddeling afholdes således den 25. april i Los Angeles. Forhåbentlig med dansk deltagelse!

Relevante artikler

Biografanmeldelse
03. okt. 2020
Shorta

Shorta

Nyhed
28. sep. 2020
Druk går sejrsgang

Druk går sejrsgang

Biografanmeldelse
18. sep. 2020
Druk

Druk

Biografanmeldelse
15. feb. 2020
En helt almindelig familie

En helt almindelig familie

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!