Nyhed
12. juli 2008
Dansk instruktør vinder filmfestival

Dansk instruktør vinder filmfestival

Henrik Ruben Genz' 'Frygtelig lykkelig' får hovedprisen på en af Europas førende filmfestivaler.

Af Claus Christensen og Sara Peuron-Berg

Den 48-årige filminstruktør Henrik Ruben Genz gik lørdag aften på scenen i Tjekkiet for at modtage hovedprisen Grand Prix på filmfestivalen i Karlovy Vary.

Han fik prisen og en præmiesum på 150.000 kroner for sin nye spillefilm, Frygtelig lykkelig. Den havde verdenspremiere på festivalen for en uge siden og blev modtaget med begejstring af både publikum og den internationale presse, der sammenligner Genz med selveste David Lynch og Coen-brødrene.

Det er første gang, at en dansk instruktør vinder Karlovy Vary International Film Festival. Festivalen startede i 1946 og er den vigtigste filmfestival i Central- og Østeuropa. I hele Europa regnes den blandt de førende efter Cannes, Berlin og Venedig, og den nyder en stor amerikansk bevågenhed.
 
Selvtægt i Sønderjylland
Frygtelig Lykkelig bygger, ligesom filmen Kunsten at græde i kor, på en roman af Erling Jepsen og siges at være baseret på virkelige hændelser.

Hovedpersonen er den unge københavnske politibetjent Robert, der forsøger at klare sig i en lille sønderjysk flække. Men landsbyen rummer alt andet end idyl, og beboerne udøver en særlig form for selvtægt, der giver Robert kam til sit hår.

Jakob Cedergren spiller hovedrollen, mens Kim Bodnia, Lene Maria Christensen, Lars Brygmann og Anders Hove ses i andre centrale roller. Kim Bodnia fik en Special Mention af juryen på Karlovy Vary.

Lokal, men universel
"Jeg har været meget spændt på, hvordan et internationalt publikum modtager en film, som mest af alt ligner en dansk western og har en meget sønderjysk humor," siger Henrik Ruben Genz til Ekko over telefonen fra Tjekkiet lørdag eftermiddag, mens han — frygtelig lykkelig — gør sig klar til aftenens prisuddeling.

"Filmen blev vist hernede i en kæmpe sal med 1200-1500 mennesker, og der blev virkelig grinet igennem - også de steder, som var vanskelige at oversætte til engelsk og tjekkisk. Publikum forstod de subtile spidsfindigheder, som ligger under filmens overflade, og de kunne sagtens relatere sig til skismaet mellem by og land."

- Har du forberedt en tale?

"Jeg kunne forestille mig, at jeg vil sige noget om, at man ikke behøver at rejse langt for at nå langt. Filmen er optaget i det lokalområde, hvor jeg selv er født og opvokset, og den her pris beviser for mig, at gode, universelle historier sagtens kan opstå i ens egen baghave."

Oscar for kortfilm
Henrik Ruben Genz er oprindelig uddannet tegner og grafiker ved Kunsthåndværkerskolen i Kolding. I 1995 afsluttede han uddannelsen som filminstruktør på Den Danske Filmskole, hvor hans afgangsfilm Omveje stadig står som en af skolens allerbedste.

I 2000 modtog Genz en Oscar for børnekortfilmen Bror min bror. Siden har han instrueret tv-serier som Krøniken og Forbrydelsen og spillefilmene En som Hodder og Kinamand, men Frygtelig lykkelig tegner til at blive hans internationale gennembrud.

Elegant genreblanding
Det førende amerikanske brancheblad Variety skriver i sin anmeldelse:

"I hans hidtil bedste værk fastholder Genz en unik tone, som elegant inddrager western, noir, horror og psykologiske thriller-elementer uden at blive til pastiche. Hans opfindsomme visuelle og lydlige motiver skaber mening på ildevarslende og komiske måder, og alle roller er perfekt samstemt med filmens æstetik."

Frygtelig lykkelig har dansk premiere den 24. oktober. Filmen er udvalgt til Biografklub Danmark og skulle dermed være sikret et bredt publikum på mindst 200.000.

Oliver Stilling tegner et portræt af Henrik Ruben Genz i Ekko #43, der udkommer i oktober.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Erfaren klipper bliver ny filmkonsulent
Nyhed
01. juli 2016

Erfaren klipper bliver ny filmkonsulent

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!