Danske film kanoniseret
Kanonudvalg har offentliggjort sit arbejde. Filmkanon forskellig fra EKKOs egen.
Otte kanoner blev i dag offentliggjort af kulturministerens kanonudvalg. Udvalget for film har valgt to Carl Th. Dreyer-film, Du skal ære din Hustru (1925) og Vredens dag (1943) samt Bjarne Henning-Jensens Ditte Menneskebarn (1946), Johan Jacobsens Soldaten og Jenny (1947), Henning Carlsens Sult (1966) og Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers Bennys badekar (1971).
Kanonudvalget for film har også taget en tv-serie med, Erik Ballings Matador (1978-1982), og af nyere film har det fundet plads til Nils Malmros' Kundskabens træ (1981), Gabriel Axels Babettes Gæstebud (1987) og Bille Augusts Pelle Erobreren (1987) samt to dogmefilm, Thomas Vinterbergs Festen (1998) og Lars von Triers Idioterne (1998).
De syv kanonudvalg har i fællesskab taget initiativ til en ottende kanon — for børnekultur. Også her er film og tv med. Blandt de tolv børnekulturværker er Astrid Henning-Jensens Palle alene i verden (1949), Katrine Hauch-Fausbølls Kaj og Andrea (1971) og Søren Kragh-Jacobsens Gummi-Tarzan (1981).
Filmkanon forskellig fra EKKOs
Ud over Matador rummer udvalgets kanon udelukkende lange fiktionsfilm. Af de elleve film indgår ni i den kanon på 44 film, som EKKO præsenterede i november 2004.
De to film, kanonudvalget har med, som EKKO valgte fra, er Babettes Gæstebud af Gabriel Axel og Idioterne af Lars von Trier, som EKKO i stedet lod repræsentere ved Breaking the Waves (1996). Den har udvalget muligvis har set bort fra, fordi den er på engelsk.
"Filmkanon spejler dansk virkelighed"
Kanonudvalget for film delte nogle af dets overvejelser med offentligheden: "Vores vigtigste omdrejningspunkt har været, at filmene konkret skulle spejle en dansk virkelighed med danske skuespillere og referencer," fortæller udvalget, der har filminstruktør Susanne Bier som formand.
Udvalget, der indledte sit arbejde i april sidste år, fortalte også, at det har valgt de film, der er bedst "med nutidens øjne", og at film efter 1998 er udeladt, fordi udvalget ikke mener at have den distance, der er nødvendig for at kunne bedømme dem.
Alle værkerne skal nu formidles, og med i kampen om den opgave er fire forlag, Aschehoug, Gyldendal, JP/Politiken og Lindhardt og Ringhof, samt — i fællesskab — de to journalistiske produktionsselskaber, Substanz og Kontrabande.
