Nyhed
11. jan. 2019
Danske Filmkritikere forbigår Trier og Lykke-Per
Anders Matthesen er blevet Bodil-nomineret for at lægge stemme til blandt mange andre sin elskede figur Onkel Stewart i Ternet Ninja, der er blevet en massiv succes både blandt anmeldere og biografpublikum. Foto | A. Film

Danske Filmkritikere forbigår Trier og Lykke-Per

Anmelder-darlingen Lars von Trier og biografsuccesen Lykke-Per er blevet forbigået ved Bodil-uddelingen, hvor animationshittet Ternet Ninja er i spil til bedste film.

Af Nicki Bruun

De fleste danske filmkritikere vil formentlig erklære sig enige i, at Lars von Trier er en af de største instruktører i dansk filmhistorie.

Alligevel forbigår Danske Filmkritikere – en forening bestående af 47 danske filmkritikere – Triers seriemorder-opus The House That Jack Built i kategorien bedste danske film ved den kommende Bodil-uddeling.

Den kamp skal i stedet stå mellem den danske Oscar-kandidat Den skyldige af debutanten Gustav Möller, Den tid på året af Paprika Steen, Ditte & Louise af Niclas Bendixen, Holiday af Isabella Eklöf og animationsfilmen Ternet Ninja af Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen.

Sidstnævnte kom i denne uge over en halv million solgte billetter og må dermed siges at være et hit blandt både anmeldere og publikum. Både den og The House That Jack Built var på Ekkos liste over årets bedste danske film.

Til gengæld må en anden biografbasker af et andet af dansk films koryfæer, Oscar-vinderen Bille August, dermed se sig fravalgt med Lykke-Per, der blev topscorer af Robert-nomineringerne. Her blev de kvindelige instruktører fravalgt, mens Bodil-medlemmerne slår et slag for kvindernes fortællinger.

Kun fire værdige
Flest nomineringer har Den tid på året og Ditte & Louise fået med seks af slagsen hver.

De har begge hevet godt med skuespillernomineringer til sig. Instruktør Paprika Steen er selv blevet nomineret for bedste kvindelige hovedrolle, mens både Ditte Hansen og Louise Mieritz også er i spil til prisen sammen med Victoria Carmen Sonne i Holiday.

Danske Filmkritikere sender samtidig et kraftigt signal ved kun at nominere fire præstationer i kategorien. Dermed mener kritikerne ikke, at årets andre kvindelige hovedrolleindehavere, heriblandt Birthe Neumann i Hella Joofs Happy Ending, har leveret en nomineringsværdig præstation.

På herresiden får Trier et plaster på såret, idet amerikanske Matt Dillon, der spiller seriemorder i The House That Jack Built, er nomineret.

Han skal dyste mod Jakob Cedergren, der fylder hele billedet i den minimalistiske Den skyldige, og Anders Matthesen, der har begået en kraftpræstation som stemmefører på næsten samtlige figurer i Ternet Ninja. Rasmus Bjerg er nomineret for rollen som John Mogensen i Så længe jeg lever, mens Ardalan Esmail kommer med for sin forførende præstation i Charmøren.

Roma ligner en favorit
Prisen for bedste dokumentar ligner en kamp mellem debutsensationen Skjold & Isabel af Emil Næsby Hansen og Oscar-indstillede Olegs krig – barndom i krigens skygge af Simon Lereng Wilmont.

Kategorien byder også på Hjertelandet af Janus Metz og Sine Plambech, Bobbi Jene af Elvira Lind og Fanget i de fries land af Camilla Magid.

Blandt de udenlandske film skal der deles priser ud i to kategorier: bedste amerikanske og bedste ikke-amerikanske film.

Ekkos bud på årets amerikanske film, The Florida Project, er i spil til førstnævnte, hvor modstanderne hedder A Star Is Born, Lady Bird, The Shape of Water og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri.

I kategorien ”ikke-amerikanske film” står Alfonso Cuaróns Roma formentlig stærkt, men konkurrencen er hård fra sydkoreanske Burning, japanske Shoplifters, italienske Call Me by Your Name og svensk-danske Grænse.

Bodil-priserne uddeles 2. marts ved et show, hvor Iben Hjejle og Signe Lindkvist er værter. Foruden at finde vindere i kategorierne uddeles der også en Æres- og Sær-Bodil samt priser for bedste manuskript, fotografering og scenografi.

Bodil-nomineringer 2019


Danske film
Den skyldige
Den tid på året
Ditte & Louise
Holiday
Ternet Ninja

Kvindelige hovedrolle
Ditte Hansen, Ditte & Louise
Louise Mieritz, Ditte & Louise
Paprika Steen, Den tid på året
Victoria Carmen Sonne, Holiday

Mandlige hovedrolle
Anders Matthesen, Ternet Ninja
Ardalan Esmaili, Charmøren
Jakob Cedergren, Den skyldige
Matt Dillon, The House That Jack Built
Rasmus Bjerg, Så længe jeg lever

Kvindelige birolle
Karen-Lise Mynster, Den tid på året
Katrine Greis-Rosenthal, Lykke-Per
Lotte Andersen, Ditte & Louise
Sofie Gråbøl, Den tid på året
Soho Rezanejad, Charmøren

Mandlige birolle
Anders W. Berthelsen, Ditte & Louise
Adam Brix, Ditte & Louise
Jacob Lohmann, Den tid på året
Lai Yde Holgaard, Holiday
Lars Brygmann, Den tid på året

Dokumentar
Bobbi Jene
Fanget i de fries land
Hjertelandet
Olegs krig – en barndom i krigens skygge
Skjold & Isabel

Amerikanske film
A Star Is Born
Florida Project
Lady Bird
The Shape of Water
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Ikke-amerikanske film
Burning
Call Me By Your Name
Grænse
Roma
Shoplifters

Relevante artikler

Nyhed
02. jan. 2019
Anders Matthesen sætter åbningsrekord

Anders Matthesen sætter åbningsrekord

Biografanmeldelse
19. dec. 2018
Ternet Ninja

Ternet Ninja

Biografanmeldelse
05. okt. 2018
Holiday

Holiday

Biografanmeldelse
12. sep. 2018
Ditte & Louise

Ditte & Louise

Biografanmeldelse
12. juni 2018
Den skyldige

Den skyldige

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!