Nyhed
25. mar. 2013
Danske instruktører flopper i USA
Asger Leths Man on a Ledge – med Sam Worthington i titelrollen – vandt hverken kritikernes eller publikums hjerter i USA. Foto | James Kastner

Danske instruktører flopper i USA

Kun én af de film, danske instruktører har lavet i Hollywood, har både fået succes hos publikum og kritikere, viser opgørelse.

Af Jacob Ludvigsen

Danske instruktører på stribe rækker ud efter den amerikanske drøm.

Senest er Niels Arden Oplev Hollywood-debuteret med thrilleren Dead Man Down, der er blevet svigtet af publikum og har fået en ublid medfart af kritikerne. Og nu er også instruktører som Nikolaj Arcel, Kasper Barfoed og Ole Christian Madsen på vej med deres første forsøg på amerikansk.

Men sporene skræmmer, viser en opgørelse, som Ekkos blogger Kim Pedersen har lavet:

Af de ni Hollywood-film, som danske instruktører har stået bag siden 1998, har kun en enkelt formået at blive en succes både i billetlugerne og blandt de amerikanske anmeldere: Nicolas Winding Refns Drive, der indspillede pæne 35 millioner dollars i USA og fik 93 procent positive vurderinger blandt de anmeldelser, sitet Rotten Tomatoes samler sammen.

Susanne Biers Things We Lost in the Fire er den eneste anden film i flokken, der overvejende modtog positive anmeldelser: 64 procent på Rotten Tomatoes, hvilket dog er langt mindre end nogen af instruktørens danske film. Den indspillede desuden kun meget beskedne 3,2 millioner dollars i USA til trods for et budget på 16 millioner.

Dermed bliver den kun undergået af Ole Bornedals remake af sin egen Nattevagten, der under titlen Nightwatch blot tjente 1,1 millioner dollars.

Mikael Salomons Hard Rain, Jonas Elmers New in Town og Asger Leths Man on a Ledge gjorde det lidt bedre, men indspillede alle under 20 millioner dollars, hvilket langt fra er prangende. Hard Rain har desuden lidt det største tab – den blev produceret for hele 70 millioner dollars, mens Man on a Ledge kostede 42 millioner.

Kritikerne var heller ikke just begejstrede for nogen af de tre film. Asger Leths debut, Ghosts of Cité Soleil, nåede ellers et anmeldergennemsnit på 79 procent på Rotten Tomatoes.

Gyserne hitter
Størst kommerciel succes har to teenage-appellerende gysere haft. Ole Bornedals The Possession og Christian E. Christiansens The Roommate strøg begge ind som nummer ét på box office-listen i åbningsweekenden, og de indspillede for henholdsvis 49,1 millioner og 37,3 millioner dollars.

Til gengæld fik de hug af anmelderne, særligt The Roommate, som blot fire procent af kritikerne havde noget overvejende godt at sige om. Det danske publikum ignorerede til gengæld de to film. The Possession blev set af små 13.000 danskere, mens kun 1.500 indløste billet til The Roommate.

Dansk-amerikanske film på vej
I Danmark formår instruktører som Arcel, Madsen og Fly at forene godt billetsalg med gode anmeldelser. Deres ambitionsniveau er utvivlsomt det samme i USA, hvor en god indtjening i øvrigt er forudsætningen for, at man får et forsøg mere i filmbyen.

Og måske de kommende dansk-amerikanske projekter kan bryde den negative spiral og både opnå kommerciel og kunstnerisk succes.

Størst håb er der velsagtens til Susanne Biers Serena med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne, Nikolaj Arcels The Power of the Dog og Rebecca og Nicolas Winding Refns Logan’s Run, som efter sigende vil efterfølge den europæisk-producerede Only God Forgives, der får premiere senere på foråret.

Men også Christian E. Christiansen og Mikael Salomon er på vej med nye film, ligesom Kasper Barfoed (Tempelriddernes skat, Kandidaten) er på vej med sin amerikanske debut, action-thrilleren The Numbers Stations med John Cusack.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!