Nyhed
09. aug. 2015
David Fincher-serien Utopia er aflyst
”Den originale britiske serie blev hyldet for sin velkomponerede billedside og lagt for had i dagspressen for sine hypervoldsscener. Serien blev afsluttet i 2014 efter to sæsoner á seks episoder.” Foto | Kudos Film and Television

David Fincher-serien Utopia er aflyst

Forhandlingerne med HBO om genindspilning af kontroversiel, britisk tv-serie er brudt sammen, og skuespillerne er frigjort fra deres kontrakter.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

David Fincher-fans har ét projekt mindre at glæde sig til.

Rygterne begyndte at svirre i sidste uge, og nu rapporterer Deadline, at Fincher og HBO har opgivet at finde et kompromis om budgettet på tv-serien Utopia, der bygger på en britisk serie af samme navn.

Angiveligt krævede Fincher mere end 100 millioner dollars til projektet, og det var for dyrt for kabelnetværket. Til sammenligning koster en sæson af Game of Thrones omkring 80 millioner dollars.

Da HBO ejer rettighederne til serien, har Fincher ikke mulighed for at forsøge sig hos et andet selskab.

God, gammeldags hypervold
Planen var ellers, at David Fincher skulle instruere alle ti episoder af seriens første sæson, mens Gone Girl-forfatteren Gillian Flynn skulle levere manuskripterne. Dermed ville Fincher have været endnu tættere knyttet serien end hans seneste tv-projekt House of Cards, hvor han kun instruerede de to første episoder.

Efter sigende ville rollelisten have bestået af blandt andet Rooney Mara, som Fincher samarbejdede med på The Social Network og The Girl With the Dragon Tattoo, foruden Colm Feore, Eric McCormack, Dallas Roberts og Jason Ritter.

Den originale serie blev afrundet sidste år efter to sæsoner, og blev belønnet med den internationale Emmy-pris for bedste dramaserie.

Handlingen følger en gruppe tegneserienørder, der finder den tabte fortsættelse til en mystisk kulttegneserie, der forudså det sidste århundredes værste katastrofer. Med en skummel organisation på nakken må gruppen standse katastroferne i det nye manuskript, før de kan finde sted.

Til tidsskriftet Empire sagde Fincher sidste år om sit bud på serien: ”Der er meget af den samme lækkerhed, måske en smule mere god, gammeldags hypervold.”

Helliger sig tv-projekter
Siden sidste års Gone Girl har Fincher kun været tilknyttet tv-projekter. Det er hverken første eller sidste gang, HBO har fingrene ude efter ham.

De bød på House of Cards, før Netflix bød over, og i øjeblikket samarbejder de på serierne Shakedown, som Fincher udvikler med krimiforfatteren James Ellroy, og 80’er-komedien Videosynchrazy.

Videosynchrazy, der handler om den musikvideobranche, der gjorde Fincher berømt, er også sat i bero, mens manuskriptet gennemarbejdes. Så foreløbigt må fans krydse fingre for, at i hvert fald ét af projekterne lykkes.

I førnævnte interview forklarede han åbent om sine frustrationer som spillefilmskaber:

”Jeg tror, at når folk betaler femten dollars for at sidde i mørket i to en halv time, så vil de have noget, der har en vis handlingsmæssig fremdrift. Jeg vil ikke sige, at det udelukker karakterudvikling, for hvor der end er sprækker i historiens struktur, vil der være noget, der vokser frem og gør det virkeligt.”

”Så der er karakterudvikling i film, men det er sværere og sværere at være i stand til at tilbyde publikum karakterer, der har mange lag eller er forvirrede og komplicerede.”

Relevante artikler

Biografanmeldelse
15. okt. 2014
Kvinden der forsvandt

Kvinden der forsvandt

Top 5
09. okt. 2014
David Finchers bedste film

Top 5: David Finchers bedste film

Nyhed
13. feb. 2014
HBO hyrer David Fincher

HBO hyrer David Fincher

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!