David Finchers gudsforladte Sverige
Stieg Larssons samleverske, Eva Gabrielsson, protesterede på sin afdøde kærestes vegne over, at dennes krimidebut Mænd der hader kvinder på engelsk blev oversat til den mere eksotiske og i hendes øjne sexistiske titel The Girl with the Dragon Tattoo.
For det flyttede fokus over på den heftigt tatoverede Lisbeth Salander og skjulte allerede fra starten romanens gennemgående tematik omkring sammenhæng mellem nazisme, kvindehad og kristendom. Samt det venstreorienterede sammenhold som værn mod den slags.
Eva vil ikke kunne lide den amerikanske instruktør David Finchers ferme filmatisering af historien om disse ækle mænd, som enten slår kvinder ihjel, slår dem til sylte eller begge dele samtidigt.
Lidt for tæt på 007
Bevares, The Girl with the Dragon Tattoo er overfladisk solidarisk mod forlægget.
Det eneste, som plotmæssigt er meget nedtonet, er Lisbeth Salanders forhistorie med den forfærdelige far, og så gør filmen hende mere til en metafysisk hævnende engel end en senmoderne udgave af Pippi Langstrømpe.
Rooney Mara leverer sin autistiske punkerpige mindre lækker og appetitlig end Noomi Rapace i Niels Arden Oplevs filmatisering. Hun er snarere en hjælpende Klokkeblomst Noir, en overlever, som selvfølgelig både kan redde sig selv og sin Peter Pan-mand, den kvindeglade Mikael Blomkvist.
Han er til gengæld mindre blød end hos Larsson og Oplev. Og han spilles glimrende af Daniel Craig, der dog ikke helt kan lægge afstand til, at han faktisk er sidste ombæring af 007. Konfrontationen mellem ham og superskurken bliver derfor ikke helt så farlig som i den svenske bog og den danske film. Snarere lidt for tæt på slutning a la James Bond.
Opportunistisk neutralitet
Men borte har ganske taget forlæggets filosofiske, ideologiske og politiske norrøne motivkreds:
At venstreorienterede bløde mænd nok kan lægge søde kvinder ned, men ikke mørkets onde mænd. At i Norden er de sidste rigtige mandfolk måske de stærke, tavse kvinder. At selvtægt engang imellem er bedre end blødsøden offermentalitet og social forståelse i det skandinaviske folkehjem (slå dog svinet ihjel!). At nationen Sverige aldrig har gjort op med sin forne nazistiske flirt.
Det sidste beholder Fincher, fordi denne nazistiske fortid er så flettet ind i plottet, at en amputering er umulig. Og i bigotte amerikanske øjne er Sverige ikke kun IKEA og Volvo, men også vendekåben Olof Palme, ateisme forklædt som protestantisme plus opportunistisk neutralitet under diverse krige.
Men der er hos Fincher intet om den særegne, venstreorienterede opfattelse af venskab på tværs af køn, alder, klasse og knepperi. Det er den ikke-kriminelle og substantielle kerne i Millennium, og det svigter Niels Arden Oplev heldigvis ikke i sin udgave.
Noget at tro på
I The Girl with the Dragon Tattoo har det specifikke forhold mellem Blomkvist og Salander været igennem Hollywoods romantiske trædemølle og kommer ud som Lisbeths ulykkelige forelskelse i Blomkvist, der selvfølgelig vender tilbage til elskerinden Erika.
Hos Larssons romanvirkelighed er det lige omvendt. Det er Erika, som har problemer med Mikaels relation til Lisbeth, hvor strikt socialisme møder autistisk anarki og sågar bliver til sød musik.
Når det er sagt, er The Girl with the Dragon Tattoo ikke desto mindre en spændende thriller med gode skuespillere, hvor nogle endog har tillagt sig svensk accent. Svensk realisme er blevet afløst af instruktørens auteur-religiøse islæt, som vi allerede mødte i hans infernalske gennembrudsfilm Se7en.
Hos Fincher får vi meget mere sex, vold og voldtægt, hvor meget lidt overlades til fantasien. Og hvor signifikante bibelcitater i den oprindelige krimi er en skjult kode til opklaring, er bibelcitaterne hos Fincher også en religiøs bogstavelighed og noget at tro på. Thi hans Sverige er nok smukt med sne fra oven, men også ganske gotisk og gudsforladt.
The Girl with the Dragon Tattoo har premiere 21. december.
