Top 5: De bedste film fra Toronto
Der er Oscar-favoritter og anmelderroste eksperimenter af hyldede instruktører blandt filmene, der fik premiere på årets udgave af den førende festival.
De europæiske filmfestivaler i Cannes, Venedig og Berlin uddeler henholdsvis en palme, løve og bjørn i guld til vinderen.
Der er derfor god grund til at bide mærke i nogle af de film, som fik premiere på den canadiske festival til anmelderroser og publikums gunst.
Vi har samlet fem film, som vi ser mest frem til at stifte bekendtskab med herhjemme.
Green Book
Ved at vinde publikumsprisen i Toronto har periodedramaet Green Book ifølge branchemediet Variety kørt sig i stilling til mindst én nominering for bedste film ved næste års Oscar-show.
Varietys anmelder var også ganske begejstret, særligt over præstationerne af Viggo Mortensen og Mahershala Ali, der spiller en afroamerikansk musiker, som får Mortensens barske arbejdsmand til at køre sig rundt på turne.
Filmen bygger på en autentisk historie fra 60’ernes USA, hvor især Syden stadig var fyldt med racespændinger. Men instrueret af Peter Farrelly, der sammen med sin bror er kendt for komedier som Dum og dummere og Vild med Mary, er der efter alt at dømme også rigeligt at grine af i mødet mellem de to ret forskellige mennesker.
High Life
Franske Claire Denis står bag en rumfilm med Robert Pattinson som fangen, der dømmes til at udforske det store verdensrum resten af sine dage. Imens spiller Juliette Binoche en skør videnskabskvinde, der med kurs mod et sort hul onanerer voldsomt på sit rumskib.
Det lyder som en temmelig speciel film, men hvis man skal tro anmelderne, er det også en særdeles interessant af slagsen. Som de fleste andre sci-fi-film handler den om, hvad det vil sige at være menneske, men måden at behandle emnet på er vitterligt originalt.
”High Life indeholder den bedste solo-sexscene i filmhistorien,” skriver anmelderen fra The Guardian med henvisning til Binoches førnævnte scene. Filmen får fem ud af fem stjerner af avisen, der skriver, at instruktørens første engelsksprogede film er ”orgastisk brillant”.
If Beale Street Could Talk
If Beale Street Could Talk var det store scoop for årets Toronto-festival. Instruktøren er nemlig Barry Jenkins, hvis debut Moonlight vandt flere Oscars for det følsomme og skønsomme drama om en ung, homoseksuel mands livtag med andres og egne fordomme.
Jenkins filmatiserer også denne gang en anden forfatters historie. Forlægget er skrevet af James Baldwin i 1974 og foregår i 1970’ernes Harlem, hvor en afroamerikansk kvinde forsøger at få sin uskyldigt dømte mand ud af fængslet, før hun føder deres barn.
Anmelderne skriver, at filmen er både øm og barsk på samme poetiske måde som sin forgænger. ”Filmen er sublim i skildringen af en følelsesmæssig forbindelse og nuanceret i de mange lag af systematisk undertrykkelse,” skriver anmelderen fra mediet The Film Stage.
Widows
Steve McQueen har været vidt omkring i sine foreløbigt fire spillefilm. Hunger foregår i 1981, hvor et irsk IRA-medlem sultestrejker, Shame handler om en engelsk mand med sexafhængighed, og 12 Years a Slave viser en sort mands kamp for at komme ud af slaveri før den amerikanske borgerkrig.
Nu har instruktøren lavet thrilleren Widows, der foregår i nutidens Chicago, hvor fire kvinder bliver efterladt med en gæld af deres afdøde ægtemænd. Kvinderne er vidt forskellige, men de finder sammen om at tage skæbnen i egen hånd.
”Filmen byder på skarpe indspark om race, køn og klasse, men det er også en stærkt underholdende kup-thriller, der passer perfekt til en aften i biografen,” skriver anmelderen fra mediet The A.V. Club.
Fahrenheit 11/9
Ikke alle var lige begejstrede for Michael Moores Fahrenheit 9/11, da den fik premiere i 2004. Men dokumentaren vandt Guldpalmen i Cannes, og siden er instruktørens kradsbørstige angreb på George Bush og hans administration blevet en af genrens nyklassikere.
Nu er Moore tilbage med opfølgeren Fahrenheit 11/9, hvor det er den nuværende præsident i USA – Donald Trump – der kommer under kærlig behandling. Med sin sædvanlige provokerende og humoristiske tilgang spørger han: Hvordan fanden endte vi her, og hvordan fanden kommer vi ud af det?
”Det er ikke hans skarpeste film, men det er den mest omfattende og originale. Det er også hans mest presserende, hvilket ikke siger så lidt. Faktisk er det en af de mest presserende film nogensinde,” skriver anmelderen fra New York Magazine.
