Nyhed
17. jan. 2014
De oversete ved Oscar-nomineringerne
Chris Hemsworth, der stod for at annoncere årets Oscar-nominerede, er ikke selv kommet i betragtning til en statuette for sin rolle i Ron Howards Formel 1-film Rush. Foto | Jaap Buitendijk

De oversete ved Oscar-nomineringerne

Kritikerroste film som Rush, The Butler og Fruitvale Station har ikke fået en eneste nominering, mens drengerøvsfænomenet Jackass kan glæde sig over sin første Oscar-nominering.

Af Jeppe Mørch

I går var en stor festdag for den danske filmbranche.

Hele tre danske film modtog en Oscar-nominering, og særligt Zentropa havde noget at fejre.

Jagten blev selskabets tredje nominering på bare fire år i ”Bedste ikke-engelsksprogede film”-kategorien, og til DR udtalte direktør Peter Aalbæk Jensen, at dronningen snart burde overveje at tildele ham Elefantordenen.

I Oscar-statuettens hjemland kunne særligt holdene bag American Hustle og Gravity tillade sig at juble, da de var topscorere med ti nomineringer hver.

Men der var også nogle, der må have siddet tilbage med en bitter smag i munden, efter Chris Hemsworth og Cheryl Boone Isaac havde udpeget de nominerede.

Coen-brødrene udeladt
I 2009 blev reglerne for ”Bedste film” ændret, og man kunne nu nominere op til ti film i kategorien i modsætning til fem de foregående år.

I år har man valgt at nominere ni film. Og i feltet finder man sikre kort som 12 Years a Slave, Gravity, The Wolf of Wall Street og American Hustle. Men der er også nogle titler, der glimrer ved deres fravær.

Coen-brødrene – der vandt for ”Bedste film” med No Country for Old Men i 2007 – er blevet forbigået. Deres nyeste film, musikerkomedien Inside Llewyn Davis, er også blevet overset i skuespiller- og manuskript-kategorierne, og må nøjes med to nomineringer for det tekniske arbejde.

Hermed scorer Coen-brødrene lige så mange nomineringer som en af filmhistoriens allerstørste salgsfiaskoer, Disneys The Lone Ranger.

Jackass slår The Butler
The Lone Ranger er nomineret for ”Bedste make-up” sammen med Dallas Buyers Club og Jackass Presents: Bad Grandpa.

Dette giver Jackass-drengene én nominering mere end Ron Howards Rush (der i øvrigt har værten for nomineringerne, Chris Hemsworth, på rollelisten), Lee Daniels The Butler og Ryan Cooglers Fruitvale Station.

De to sidstnævnte handler om sortes rettigheder i USA, et emne der ofte værdsættes af Oscar-akademiet. Men de har ikke kunnet skrabe en eneste nominering sammen, og måske skyldes det, at Steve McQueen har overtrumfet de to med sit slaveridrama.

12 Years a Slave er nomineret i ni kategorier.

Akademiets korttidshukommelse
Lee Daniels var ellers en Oscar-darling i 2010, hvor hans film Precious var nomineret i hele seks kategorier, og hvor den vandt i kategorierne ”Bedste kvindelige birolle” og ”Bedste adapterede manuskript”.

Ramin Setoodeh fra det amerikanske brancheblad Variety spekulerer i, at fravælgelsen af Daniels’ The Butler kan have at gøre med premieredatoen.

Dramaet om den sorte butler, der servicerede forskellige præsidenter op gennem det 20. århundrede, havde amerikansk premiere i august sidste år. Og det kan have været for tidligt for Akademiet, der ofte udvælger film, som er i frisk erindring.

Af de ni film, der er nomineret til ”Bedste film”, er Gravity den film med tidligst premieredato. Og det var i oktober.

Triumf for David O. Russel
I kategorien for ”Bedste mandlige skuespiller” er det en overraskelse, at Tom Hanks ikke er med. Hanks vandt i 1993 og 1994 en Oscar to år i træk for filmene Philadelphia og Forrest Gump, men er altså ikke nomineret for sin præstation som titelrollen i kapringsfilmen Captain Phillips.

Med seks nomineringer er det en film, der ellers ikke er blevet overset.

Tom Hanks præstation i Saving Mr. Banks, der har dansk premiere 13. marts, er heller ikke kommet i betragtning, ligesom det også er en overraskelse, at Robert Redford ikke er nomineret for All is Lost.

I skuespiller-kategorierne er det i øvrigt værd at bemærke, at David O. Russel igen anerkendes som en fremragende karakter-skaber.

Ligesom det var tilfældet med Silver Linnings Playbook ved sidste års Oscar-uddeling, så er den nye American Hustle repræsenteret i alle fire skuespiller-kategorier.

Christian Bale, Amy Adams, Bradley Cooper og Jennifer Lawrence har alle mulighed for at vinde en statuette, når Oscar-showet løber af staben 2. marts.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!