Oscar: Dem, som døren blev lukket for

Det nærmer sig med hastige skridt. Når vi vågner på mandag – hvis man da ikke har siddet oppe hele natten i spænding – ved vi, hvem der har taget de eftertragtede Oscar-statuetter, filmverdens mest prestigefyldte pris.

Der skal ledes længe efter en Oscar-ekspert, der ikke peger på enten Boyhood eller Birdman som vinder i kategorien ”årets bedste film”. Men hvad så med årets seks andre nominerede og (må man formode) fremragende film? Er deres plads i filmhistorien allerede forduftet med den sandsynligvis manglende gyldne statuette?

Selvfølgelig ikke.

På trods af Oscar-uddelingens store magt som tidsmarkør, er der flere af historiens største film og personager, der aldrig har vundet en pris. Branchebladet Varietys ekspert Tim Gray har fremhævet nogle af de mest graverende, og vi kigger her videre tilbage på nogle af dem, som Oscar lukkede døren for.

Stakkels Scorsese
En af historiens største film, Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941, blev overset til fordel for John Fords How Green Was My Valley som bedste film. John Ford kendes i dag som en af historiens største amerikanske instruktører, men der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken af de to film der nyder højst status i filmverden her 74 år efter.

Nævnes kan også Francis Ford Coppolas Dommedag nu, der i 1980 måtte se sig slået af Kramer vs. Kramer, og Double Indemnity, der i 1945 tabte til den knapt så navnkundige Going My Way.

En hel bog kunne i den forbindelse skrives om Martin Scorseses film.

Taxi Driver blev forbigået til fordel for Rocky, mens Raging Bull trak det korte strå mod Ordinary People, og Goodfellas blev den lille over for Danser med ulve. Han fik endelig lidt oprejsning, da han i 2007 vandt bedste instruktør-prisen for The Departed, en af hans svagere film.

Endnu et kontroversielt eksempel kom i 1994, da den sympatiske ærafortælling Forrest Gump vandt over Quentin Tarantinos filmiske mavepuster Pulp Fiction. Det var endnu et eksempel på, at Akademiet ofte er temmelig konservativt og ofte hælder til det mere hyggelige og opbyggelige.

Det samme gør sig gældende, når snakken falder på instruktører.

Hvad vil blive husket?
Hvad kan ellers forklare, at visionære filmskabere som Alfred Hitchcock, Stanley Kubrick og Ingmar Bergman aldrig vandt for bedste instruktør? Både Hitchcock og Bergman blev dog senere hædret med Irving G. Thalberg-mindeprisen.

Nogle af de største europæiske auteurs i filmhistorien har aldrig vundet en Oscar. Den gruppe tæller blandt andre vores egen Carl Th. Dreyer og nybølge-instruktøren Jean-Luc Godard.

Disse visionære filmskabere fik ikke den anerkendelse i deres egen tid, og selv om Godard stadig er i live, når han næppe at vinde for bedste udenlandske film.

I år bliver det dog svært at anklage for konservatisme, hvad enten Richard Linklater og Boyhood eller Alejandro González Iñárritu og Birdman bliver de store vindere. De to koryfæer fra den nordamerikanske indie-filmscene har hver især lavet en film, der er nyskabende, og som sådan vil gå over i filmhistorien, selv hvis de må skrive sig på listen af tabere i Oscar-regi.

Og lad os samtidig huske de andre nominerede, der sandsynligvis må gå tomhændede hjem i de store kategorier. Historien har nemlig vist, at vi om 50 år måske bedre husker, hvordan blodet og sveden dansede på trommeskindet i Whiplash, eller hvordan Wes Anderson skabte et europæisk mellemkrigsland i sin fantasi i The Grand Budapest Hotel.