Cannekdote: Den mystiske Raoul

Mørket falder på i Salle Debussy – Cannes næststørste biograf med plads til 1065 gæster. 

Der er stille i salen. Festivalens officielle vignet projekteres på lærredet. Det er en trappe, der stiger fra havet op i himlen til tonerne af Camille Saint-Saëns’ Dyrenes karneval. 

Så sker det. Råbet bryder tavsheden – Raoul! Salen bryder ud i latter. Det sker forestilling efter forestilling, år efter år, i hovedkonkurrencen. 

Én råber det spanske herrenavn, og de øvrige pressefolk klasker sig på lårene af grin. Andre fører nogle gange stafetten videre, så Raoul runger i kor i Salle Debussy. 

Men kun her lever traditionen. Der sker nemlig ikke i festivalens største biograf The Grand Théâtre Lumière, der rummer imponerende 2400 biografstole.

Men hvor stammer det her fænomen egentlig fra?

En skinger kvindestemme
Ifølge vores franske kritiker i stjernebarometeret, Ariane Allard fra Positif, er det angivelig en tradition, der kommer i kølvandet på en række episoder engang i 1980’erne.

Inden lyset blev slukket i salen før forestillingerne i Salle Debussy, begyndte en kvinde med skinger stemme og armene fægtende i vejret at skrige efter hendes ven Raoul. 

Man kan egentlig lige se det for sig, hvor komisk det må virke.

Den mystiske Raoul havde åbenbart en tendens til altid at dukke op i sidste øjeblik, så den unavngivne kvinde måtte skrige efter den spanske herre, så de kunne sidde ved siden af hinanden. Sådan er det jo som bekendt så yndigt at følges ad – til stor morskab for de øvrige kritikere.

Om det vitterligt passer, kan vi kun gisne om. Men Raouls ånd lever i hvert fald videre i bedste velgående i den berømte biografsal. 

Velkommen til Cannes, hvor sort, fransk humor hersker!