Portræt: Den psykologiske sporhund

Det er en myte, at man skal starte tidligt for at blive til noget. Marianne Lentz var 37, da hun skrev sin første film, og i dag – seks år efter – står hun bag en masse succesfulde manuskripter.

Blandt andet den Robert- og Ekko Shortlist Awards-vindende kortfilm En flirt og det nye års hyldede debutspillefilm: Den store stilhed.

Men vejen dertil var lang.

Alligevel fik den unge skribent gang i en lille journalistisk freelancevirksomhed, hvor hun leverede artikler til diverse blade om alt fra musik og film til køn og identitet. Desuden blev det til en bog om terrorangrebet 9/11 og et par filmanmeldelser til herværende magasin.

Men efter mange års flittigt skriveri kørte hun træt i arbejdet.

”Hver gang jeg interviewede kunstnere, boblede misundelsen op i mig. Så til sidst lukkede jeg min biks og gik i gang,” siger forfatteren.

Desperat efter at lave noget kreativt startede hun på Fotoskolen Fatamorgana og den nye manuskriptuddannelse på Syddansk Universitet samtidig.

Overgangen fra artikler til manuskripter var svær, men med inspiration fra amerikanske Kelly Reichardt og catalanske Carla Simón udviklede hun sin egen karakterdrevne stil og søgte ind på filmuddannelsen Super16.

”Det var nu eller aldrig. Hvis jeg ikke var kommet ind, var jeg nok aldrig blevet manuskriptforfatter. Jeg var virkelig heldig.”

På Super16 endte hun på årgang med instruktøren Kristian Håskjold.

”Hun var en af de ældste på årgangen og havde et meget modent blik på verden. Hun kunne skildre sine karakterer på en helt særligt nuanceret og objektiv måde. Det kommer nok fra hendes journalistbaggrund,” siger instruktøren, der lavede kortfilmen En værdig mand – om en deprimeret bager – med Marianne Lentz.

Generelt lader det til, at journalisterfaringen har givet hende et forspring. Instruktøren Zinnini Elkington fortæller, at Lentz aldrig misser en deadline.

En fordel i filmverdenen, hvor mange har et mere ”kunstnerisk” forhold til den slags.

Elkington og Lentz lavede sammen den knivskarpe En flirt, der foregår på en avisredaktion og herhjemme står som #MeToo-værket par excellence. Lentz’ talent for nuancer var afgørende for succesen.

”Marianne forstår, at ofre jo ikke bare sætter sig ned og græder. De gør alt, hvad de kan for at holde fast i deres selvbillede. Marianne er en psykologisk sporhund, der sultent jagter sandheden i sine manuskripter,” siger Zinnini Elkington.

Alle Marianne Lentz’ film handler om komplicerede, nære relationer. Om det er journalisten og hendes chef, bageren og hans familie, eller en ustabil kvinde og hendes datter, som er hovedpersoner i kortfilmen Uden at blinke.

”Jeg er meget fascineret af de roller, man har i en familie eller på en arbejdsplads. De kan være svære at undslippe og er interessante at sætte under pres,” forklarer forfatteren.

Uden at blinke blev instrueret af Katrine Brocks, som senere fik idéen til en spillefilm om en nonne, der møder sin alkoholiserede bror efter mange års adskillelse. Resultatet blev Den store stilhed.

”Det var oplagt, at Marianne skulle skrive den med mig, for hun mestrer virkelig balancen mellem det dramatiske og intime,” siger Katrine Brocks.

Lige nu arbejder Marianne Lentz på en film om en ung, tyk pige, der forsøger at leve op til samfundets seksualiserende blik, samt en film om en ptsd-ramt soldat.

”Det kan ikke udelukkes, at jeg en dag laver en komedie eller måske noget mere genreagtigt. Så længe der er plads til, at karaktererne kan være ægte, komplicerede mennesker.”