Den Store Danske Samtidsroman live

Det er rart omsider at have fundet eller rettere genkendt Den Store Danske Samtidsroman, for så kan alle de irriterende letvægtslitterater og kulturjournalister, som i årevis har skreget på samme, omsider holde deres mund og bakke tilbage i deres forede hundehuse. At Den Store Danske Samtidsroman så viser sig at være en tv-julekalender ved navn Jul på Vesterbro skabt til DR2 i 2003 af en flok rappere og stand-up-komikere, det må letvægtslitteraterne og kulturjournalisterne bare finde sig i, og så vilde med bøger var de jo alligevel heller ikke i første omgang.
     
Tv-julekalenderen er en helt særlig dansk genre, og snarere end mølædte, udenlandske romanformater fra 1800-tallet © Flaubert, Balzac og Zola er det klart nok den, der må danne matrice for Den Store Danske Samtidsroman. Genren blev opfundet tilbage i 70'erne af B&U-afdelingen i Danmarks Radio og har lige siden været en integreret del af dansk børnekultur og dermed også af danske barndomserindringer: Hos alle danskere under 45 år er tv-julekalenderen en primær ur-genre på lige linje med Halfdan Rasmussens børnerim og ABC.
     
De første tv-julekalendere foregik i små, flippede, kulturradikale dukke-idyller, Vinterbyøster for eksempel. Senere forsvandt dukke-idyllerne til fordel for mere renskurede og markeret julede (= nisse-befolkede), pseudo-historiske idyller, Jul i Gammelby for eksempel.

Og i de senere år har en fuldstændig hverdagsbefriet, hyper-julet, didaktisk-fabulerende type med nisser i hovedrollen domineret, Nissebanden for eksempel. Markante undtagelser var i 1980 Poul Nesgaard og Elith "Nulle" Nykjærs avantgardistiske Jul og grønne skove, der med nærmest beckettsk minimalisme udspilledes i et hul i jorden, og Bo hr. Hansens og Nikolaj Scherfigs nisse-befriede Jesus og Josefine i 2003, som vildt nok forholdt sig didaktisk-fabulerende til selveste kristendommen (Jesus og co. har ellers været bandlyst i tv-julekalendere).

I 90'erne stødte den humoristiske julekalender for voksne til, hvor et skuespiller-/komikerteam, De Nattergale for eksempel, i al godmodighed udfolder et mere eller mindre karikeret folkekomedie-univers (som i The Julekalender).
     
Fælles for julekalenderne for børn og voksne er de evige gentagelser: Et persongalleri bestående af ensporede typer med hver deres kodede diskurser og refræner (og kendingssange) gennemlever i hvert af de 24 afsnit en ny decemberdags faste ritualer. Også plottet er nøjagtig det samme simple i julekalendere for børn og voksne, nemlig at noget eller nogen lægger hindringer i vejen for julen, og disse hindringer skal kalenderens helte eliminere, så det atter kan blive jul, hvilket det naturligvis altid bliver.
     
Jul på Vesterbro lever fuldt op til genrekravene til en tv-julekalender: et fast typegalleri, pølsemanden Stewart Stardust, hans søn, junkien Danny, Dannys kæreste, luderen Randi, socialpædagogen Arne, terroristen Kefir, den russiske atomfysiker Igor og husbestyreren Greta. Blandt de faste ritualer i hvert afsnit er råbet "GÅ VÆK" fra Stewarts hustru Vivian, som holder sig usynlig, Stewart overraskelse, når han åbner endnu en elefantøl i sin gavekalender, og Stewarts stikord "som papa altid sagde", der fremkalder et s/h-flashback til Stewart som barn, der med en ny, forkvaklet formaning får prygl af sin far med et nyt, grusomt prygleinstrument.

Først og fremmest manglen på penge lægger hindringer i vejen for julen: Stewarts pølsevogn er blevet saboteret, Randi kræver penge til hendes og Dannys barn, kommunen repræsenteret af Arne kræver en stabil økonomi for at holde Danny ude af fængslet, Greta kræver husleje. Desuden får seerne en stadig stærkere fornemmelse af, at Kefirs "reparation" af pølsevognen nede i kælderen repræsenterer en ulmende trussel.
     
Hvad der først og fremmest gør Jul på Vesterbro til noget særligt, er den parodisk-subversive omgang med genre-formaterne. Stewart-klanen og Vesterbro-universet henviser til forbryder- og arbejderklasse- og københavner-klichéerne i spillefilmserien om Olsen-banden og tv-serien om Huset på Christianshavn, begge signeret Erik Balling, hvor der i godt humør føres djærv tale og drikkes pilsnere.

Det ukuelige humør er det samme i Jul på Vesterbro, men universet er helt anderledes råt og sort: Alkoholisme og narkomani og prostitution og simpel vold og tyveri florerer, samtidig med at kliché-mekanikken med tv-julekalenderens gentagelsestvang er kørt helt op på turbo, som en socialrealistisk Tom & Jerry-film. Der er desuden ingen grænser for de eder og forbandelser og sjofelheder, der kommer ud af munden på personerne. Hele denne tabuoverskridelses-energi og -praksis har sin rod i to nutidige subkulturformer, begge importeret fra USA, nemlig stand-up-comedy (og i det hele taget Ny Ung Humor) og rap, som seriens ophavsmænd er danske foregangsmænd inden for: Manuskriptforfatterne Thomas Hartmann og Anders Matthesen og instruktøren Morten Lorentzen er stand-up-komikere, mens manuskriptforfatteren og sangskriveren Nikolaj Peyk var manden bag pioner-rapgruppen MC Einar. På den led er Jul på Vesterbro simpelthen stand-up'ens og rappens vellykkede kidnapning af den danske folkekomedie.
     
Figuren Arne henviser til den tradition, som tv-julekalender-genren udgår fra, nemlig 70'ernes danske B&U-tv, eller i det mindste den kedelige, overpædagogiske side af B&U, fordi det jo er tydeligt nok, at den gode, anarkistiske side af B&U, eksempelvis Kaj og Andrea og de første dukke-julekalendere, danner positivt forlæg for også Jul på Vesterbro, frem for alt i form af et humoristisk stiliseret typegalleri.
     
Endelig er Jul på Vesterbro også en virtuos tour-de-force af Anders Matthesen, der spiller samtlige roller i hver deres sprogmaskering. Vi må føje en sprogmaskerings-energi til tabuoverskridelses-energien for at forklare den forrygende effekt. For sprogmaskerings-energien gælder den paradoksale formel, at jo mere stiliseret og gentagelses-genereret maskeringen er, jo vildere og viltrere bliver dynamikken. Med genial monotoni går et maskebal mekanisk amok! Her kan vi pludselig sammenligne med et af de store samtidsroman-forbilleder, Charles Dickens, der gerne og helst opererede med sprogmaskerede typer, som han jo ligesom Anders Matthesen alle sammen måtte spille selv og ikke bare på papiret, men også når han leverede sine legendariske oplæsnings-shows.
     
Jul på Vesterbro er Den Store Danske Samtidsroman, fordi den handler om underklasse og muslimer og terrorisme. Og fordi den lader den ene ærkevelfærdsdanske genre, nemlig tv-julekalenderen, kannibalisere den anden, nemlig folkekomedien, hvilket vender vrangen ud på dem begge. Og fordi to unge subkulturformer, rap og stand-up, her kommer til romanskabende skelsår og alder ikke på trods, men i kraft af deres umodenhed. Og fordi personerne med stor og animerende underholdningseffekt siger og gør det samme dag efter dag. Og fordi personerne bliver levende danskerklichéer ligesom os ude i virkeligheden. Og fordi hele lortet springer i luften juleaften.