Cannes 2019
27. maj 2019
Cannes-vinder bekymret for sit hjemland
Det ender blodigt, når Udo Kier som tysk forretningsmand med speciale i mord går på jagt efter brasilianere i Bacurau. Foto | Globo Films

Cannes-vinder bekymret for sit hjemland

Kleber Mendonça Filhos ultravoldelige Bacurau er en slet skjult kritik af Brasiliens regering, men instruktøren har også en sjov anekdote om Trier-skuespilleren Udo Kier.

Af Nicki Bruun

Den netop afsluttede Cannes-festival blev en stor succes for brasiliansk film.

I den næstbedste konkurrence, Un Certain Regard, blev vinderen en brasiliansk film om undertrykkelse af kvinder i 1950’erne. Og ved den afsluttende ceremoni for hovedkonkurrencens film gik juryens pris til det brasilianske fremtidsdrama Bacurau, som Kleber Mendonça Filho og Juliano Dornelles har instrueret.

Den foregår i en nær fremtid, hvor den lille by Bacuraus indbyggere bliver angrebet af skydelystne amerikanere, som betaler penge til det korrupte styre i Brasilien for blodsudgydelserne.

Inden deres sejr, som filmskaberne delte med franske Ladj Ly og hans ligeledes rebelske drama Les misérables, snakkede Ekko med de to brasilianere. De lagde ikke skjul på, at filmen er en reaktion på den politiske højredrejning i hele verden og særligt deres hjemland, hvor den nye præsident efter afsatte Dilma Roussef, Jair Bolsonaro, anklages for at være i gang med at skabe et nyt diktatur.

”Historien gentager sig på den værst tænkelige måde. Filmens nationale og regionale problemer viser et system, der er fuldstændigt ødelagt. Med den nuværende politiske situation føles det som at være i en dystopi, for folk har faktisk nostalgiske følelser i forhold til 60’erne, hvor vi havde et diktatur,” fortæller Kleber Mendonça Filho.

”Mange mennesker er vrede over situationen, og forhåbentlig kan Bacurau være med til at skabe en reaktion. Det er absurd, hvad der sker i Brasilien lige nu,” tilføjer Juliano Dornelles og fortsætter:

”De fjernede Dilma Roussef fra magten uden noget bevis på kriminalitet. Det var et statskup, og alle ved det. Men de nye ledere lover at ordne økonomien, så alle har penge og arbejde, men det er kun blevet værre.”

Lukker dampen ud
Kleber Mendonça Filho er ikke som de fleste instruktører i Cannes. Før han begyndte at lave film, var han nemlig med i flokken af journalister, der hvert år farer rundt på festivaler for at høre mere om det seneste i filmens verden.

”For mig er filmkritik som en person, jeg elskede engang, men slog op med. Jeg er glad for, at vi slog op, for selv om jeg elsker hende og hun mig, så fungerede vi ikke som et par. Det er mærkeligt at gå ind i presserummet, for det har jeg nok gjort 200 gange som journalist, men nu er det som instruktør, og det føles meget underligt,” fortæller Kleber Mendonça Filho.

Han lavede kort- og dokumentarfilm, før han i 2012 debuterede som spillefilminstruktør med Neightboring Sounds. Derfor er han også opmærksom på, hvad og hvordan der bliver skrevet om Bacurau, og han vil gerne have kontekst og nuancering med i billedet.

”Det irriterer mig, at dele af pressen her i Cannes forsøger at skabe konflikt mellem os og regeringen. Der var en artikel om, at filmskaberne bag Bacurau sendte en advarsel til Bolsonaros regering, men det har vi aldrig gjort. Vi har bare lavet en film,” siger instruktøren.

Ekko besøgte Kleber Mendonça Filho i 2017, hvor han fortalte om de politiske problemer, den forrige film Aquarius skabte. Han vil gerne fremprovokere reaktioner, men han mener, at oprøret skal komme fra folket.

”En brasiliansk journalist i Cannes skrev faktisk en artikel om Bacurau, der har skabt en masse diskussion i landet. Hun skrev det som en borger, der er rasende og skræmt over situation, og hun brugte filmen til at lukke al dampen ud. Det er smukt skrevet og dejligt for os, at filmen var katarsisk for hende. Det gav også en fornemmelse af, hvad der sker, når filmen får premiere om nogle måneder,” siger instruktøren og smiler lidt.

Han har overvejet muligheden for at lave film andre steder i verden, hvis det bliver nødvendigt.

”Jeg ville gerne lave en film uden for Brasilien, men jeg elsker også mit hjem og vil blive i Brasilien. Vi må se, hvad der sker i landet, for lige nu går det hele alt for hurtigt,” fortæller Kleber Mendonça Filho og bakkes op af Juliano Dornelles:

”For nogle måneder siden var jeg virkelig bange og tænkte på at forlade landet, men nu venter jeg og ser. Jeg kan ikke rigtig gøre andet.”

Fassbinders elsker
Selv om situationen ifølge instruktørerne er alvorlig i Brasilien, var der også plads til humor, mens de var i Cannes.

Kleber Mendonça Filho kunne nemlig ikke lade være med at fortælle historien om, hvordan han mødte tyske Udo Kier, der i Danmark er bedst kendt som dæmoniske Lillebror i Lars von Triers Riget.

I Bacurau spiller Kier den tysk-amerikanske mand, som driver en forretning, hvor amerikanerne får tilbud om at komme til Brasilien og dræbe de lokale på bestialsk vis.

”Jeg forestillede mig personen som en 60-årig amerikaner, men så mødte jeg Udo i Palm Springs,” fortæller Kleber Mendonça Filho.

”Jeg snakkede med en kvinde, som spurgte, om jeg ville møde Udo. Det ville jeg selvfølgelig, og han stod med ryggen til mig i et lilla jakkesæt. Kvinden sagde: ’Udo, du skal møde den her brasilianske instruktør.’ Så vendte han sig om og sagde som det første: ’Jeg har aldrig været Fassbinders elsker!’”

Allerede dér vidste instruktøren, at Udo Kiers skæve facon passede perfekt til han og Juliano Dornelles’ vilde genrefilm.

”Han er anarkistisk, men samtidig sød. Det er en sjælden blanding. Anarkisterne kan være besværlige, men de søde kan også blive kedelige – Udo ligger lige i midten. Efter ti timers optagelser i 37 grader kunne vi komme tilbage til hotellet, og fem minutter senere bankede han på min dør: ’Lad os tage en drink!’”

Kleber Mendonça Filho

Født 1968 i Recife, Brasilien.

Uddannet journalist fra universitetet i Recife.

Arbejdede i en årrække som journalist og filmkritiker for brasilianske kultursites og sit eget medie, CinemaScópio.

Debuterede i 2012 med spillefilmen Neighboring Sounds og kom til Cannes med opfølgeren Aquarius fra 2016.

Juliano Dornelles

Født 1980 i Recife, Brasilien.

Startede som producer og production designer på en række kortfilm.

Spillefilmebuterede som instruktør og manuskriptforfatter med O Ateliê da Rua do Brum fra 2016.

Har sammen med Kleber Mendonça Filho instrueret Bacurau, der vandt juryens pris på årets Cannes-festival.

Trailer: Bacurau

Relevante artikler

Interview
17. dec. 2017
Oscar-håb forvandlet til politisk kampplads

Oscar-håb forvandlet til politisk kampplads

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!