Tema: Det stærke køn

At være filminstruktør handler i høj grad om at få lov. I den ældre filmhistorie var det et særsyn, at kvinder fik lov. De måtte naturligvis arbejde som skuespillere, men helst kun, så længe de var unge og smukke.

De måtte også være manuskriptforfattere, klippere og scriptgirls, som det hed dengang. Men den mandligt kontrollerede filmindustri var ikke meget for at lade kvinder instruere, og i filmens første halve århundrede var det kun få kvindelige instruktører, der fik mulighed for afgørende at bidrage til den centrale filmkunst.

Sådan er det ikke længere. I 60’erne og især 70’erne begynder et oprør, hvor kvindelige instruktører i stigende grad bryder igennem.

Hollywood er dog stadig klart mandsdomineret trods undtagelser, der bekræfter reglen: Kathryn Bigelow vandt en Oscar for The Hurt Locker, typisk nok en rigtig mandfolkefilm, og Lena Dunham har markeret sig både som instruktør, stjerne og hovedkraft på tv-serien Girls, der afgørende bryder med flinkepige-stilen.

Dansk film har lange traditioner for kvindelige instruktører, men det betyder ikke, at der er lige mange spillefilm instrueret af kvinder som af mænd. Kvinder er tæt på at udgøre halvdelen blandt producere og er klart dominerende i professioner som kostumier, sminkør og caster. Men når det kommer til instruktørjobbet, er der langtfra ligelig repræsentation.

Der er ikke noget, der tyder på, at for eksempel Lone Scherfig eller Susanne Bier har en lavere status på vores kulturelle parnas end deres mandlige kolleger.

Men generelt kommer vi ikke udenom, at der er påfaldende færre danske spillefilm lavet af kvinder end af mænd. Spørgsmålet er, om det skyldes forskelsbehandling, eller om det har andre årsager. Bliver kvinderne diskrimineret, eller er de bare ikke gode nok?

Det er også meget sjældnere, at kvinder har hovedroller i filmene. Og det passer med en amerikansk undersøgelse, der viser, at mænd tegner sig for størstedelen af dialogen. Mænd siger mere i filmene, og de har mere at sige. Det er som i Storm P’s gamle belæring om, at ”kvinderne skal gå i forvejen og i det hele taget holde sig i baggrunden”.

I Sverige og Norge har man valgt at sikre kvinders adgang til støttemidler med en kvoteordning. Fifty-fifty. En sådan positiv særbehandling er klart i kvindernes interesse, men er den også i filmkunstens interesse, kunne man spørge. Men også det afhænger af øjnene, der ser. Og af hvem, der får lov at definere, hvad der er god filmkunst. Det er her, det stærke køn kommer på banen.