Det stærkeste Sundance i årevis

Efter at have dækket Sundance i fem år er programmet i 2023 det ubetinget stærkeste, jeg endnu har oplevet.

Efter to års corona-timeout var vi mange, der holdt vejret, da festivalen endelig vendte tilbage til visninger for publikum i Park City.

Biografmarkedet for alle andre film end regulære blockbusters er skrumpet så meget under pandemien, at det er blevet mainstream at erklære den seriøse filmkunst på gravens rand.

Men filmkunsten lever i bedste velgående at dømme efter de film, der har haft verdenspremiere i Utahs bjerge siden sidste torsdag, hvor festivalen startede.

Andre år har jeg mere end en gang spejdet med misundelse op mod skiløjperne efter at være kommet ud fra en middelmådig Sundance-film. Men i år har jeg allerede skrevet begejstrede anmeldelser af Fairyland, Fantastic Machine og Twice Colonized. Og jeg kunne gøre det igen med en håndfuld af de andre film i programmet.

Erotisk thriller på Wall Street
Som for eksempel Chloe Domonts sylespidse thriller Fair Play. Her ender et par Wall Street-analytikeres kontorromance på et betændt overdrev, da den ene bliver forfremmet over den anden.

Luke og Emily er unge, smukke, lykkelige og liderlige. Begge tænder på at skjule deres forhold for kollegerne i den benhårde investeringsfond, hvor de begge arbejder.

Da deres chef bliver fyret – og kvitterer med et hysterisk raserianfald, der ikke virker helt uberettiget – mener rygtemøllen at vide, at Luke er selvskrevet til stillingen.

”Hvis jeg skulle vælge mellem dig eller forfremmelsen…” siger han i brusebadet til Emily, som han er forlovet med. Drillende og en smule stolt afbryder ham: ”Så ville du vælge forfremmelsen!”

Men det er hende, der bliver forfremmet. Pludselig står hun i en magtposition, som Luke har svært ved at forlige sig med.

Skrøbeligt mande-ego
Chloe Domont har tidligere instrueret afsnit af de højintense tv-serier Ballers og Billions. Hendes debutfilm er ætsende i sin udlevering af den svære balancegang mellem to store egoer, hvor det ene er mere skrøbeligt end det andet.

Luke foregiver at være støttende, og vil sikkert også gerne være det. Men han kan ikke længere få den op at stå.

Alden Ehrenreich har haft svært ved at finde fodfæste, siden han brød igennem i Coen-brødrenes Hail, Caesar og faldt igennem som Han Solo i Solo: A Star Wars Story. Men han er snigende ubehagelig som Luke, der føler, at noget er stjålet fra ham, og lapper på selvværdet med selvhjælpskurser og passivt aggressive kommentarer.

Og så er Phoebe Dynevor, kendt fra Netflix-serien Bridgerton, et fund i hovedrollen som den rasende intelligente Emily. Hun var lykkelig på hans vegne, da han stod klar til forfremmelsen, men nu er hun nødt til at passe på med at smile for bredt over at have fået glaskontoret med den fede udsigt.

Fair Play er en gribende, klaustrofobisk erotisk thriller, der strammer skruetvingen med en stadig mere drabelig genforhandling af parforholdets kønsroller. Den blev også festivalens første store sællert, da Netflix købte rettighederne for svimlende tyve millioner dollars.

Støtte eller sandhed
Også Nicole Holofceners You Hurt My Feelings handler om uudtalte spændinger i et tilsyneladende solidt parforhold.

Psykiateren Don har rost sin kone Beths første roman i lige så mange år, som hun har skrevet på den, uden at ytre et kvæk om, at der er ting i den, han ikke bryder sig om.

Så det kommer som et chok for hende, da hun overhører ham pille den fuldkommen fra hinanden over for sin svoger. Herfra spreder mistilliden sig som ringe i vandet.

Er Beth helt ærlig over for sin søn, når hun siger, at han er et stort talent som dramatiker? Siger Don sin ærlige mening til sine patienter, når de uge efter uge brokker sig over de samme problemer? Og er de virkelig helt oprigtigt glade for de gaver, de giver hinanden på deres årsdag?

Højlydt grin til hvide løgne
Julia Louis-Dreyfus er for længst kåret til dronningen af tv-komik efter hovedroller i Seinfeld og Veep, men hun bevæger sig kun sjældent ud i filmkomedier. Hendes største biografsucces er den intelligente newyorker-komedie Enough Said, der også er instrueret af Nicole Holofcener.

De klæder hinanden godt.

Begge forstår at udlevere deres karakterer med små detaljer og sigende pauser, og kan overraske med vittigheder, der tager røven på publikum. Halvdelen af filmens punchlines var umulige at høre, fordi publikum allerede grinede højlydt.

Og så bunder humoren i You Hurt My Feelings i et genkendeligt dilemma om langtidsforholdets hvide løgne. Er det bedst at være ærlig eller at være lykkelig?

Spritny instruktørstemme
Celine Songs debutfilm Past Lives kredser også om de ofre, det kan kræve at navigere et voksent kærlighedsliv.

Det er måske den film, der summes mest om i billetkøerne på Sundance-festivalen. Det smertende romantiske kærlighedsdrama om en koreansk kvindes kærlighedsliv over tre årtier er samtidig en genuin overraskelse fra en spritny instruktørstemme.

Celine Song kommer fra teaterverdenen og har kun markeret sig i filmregi som episodeforfatter på Amazons fantasyserie The Wheel of Time.

Men hun har et gribende fortælletalent og et gennemført modent filmsprog, der i sin enkelhed og styrke vækker mindelser om mestre som Yasujirō Ozu og Hirokazu Koreeda.

Date med barndomsven
Past Lives starter i Seoul engang i 90’erne, hvor den lille pige Na Young forsøger at vænne sig til tanken om snart at flytte med sin familie til Toronto. Inden da arrangerer hendes mor en sidste ”date” med barndomsvennen Hae Sung.

”Han plejede at hjælpe mig med at skjule det, hvis jeg tissede i bukserne,” tænker hun tilbage med et smil, da historien springer tolv år frem i tiden. Na Young kalder sig nu Nora og er godt i gang med at gøre karriere i New York, da hun for sjov søger efter sin barndomsven.

Han er i gang med en ingeniøruddannelse og tænker også på hende. De fornyer venskabet over videochat og finder en gnist, der bliver ubærlig, fordi de er så langt fra hinanden. Nora beder om afstand. Inden længe finder de begge kærester.

Efter tolv år mere er hun gift, han nyligt single og på besøg i New York. På jagt efter afklaring, om ikke romantik.

Drømmen om et andet liv
Celine Songs film handler om kærlighedslivets uforløste forbindelser, der lægger sig som en ballast i ens væsen. Og om alle de sider af os selv og hinanden, vi måske ikke helt forstår, men som former os på umærkelige og afgørende måder.

”Når du mumler i søvne, taler du koreansk,” siger Noras mand Arthur. ”Du drømmer på et sprog, jeg ikke forstår.”

Han står uden for Noras livskrise, men levner plads til hende, uden at filmen udarter sig til et trekantsdrama. Nora og Hae-Sungs forhold dirrer af undertrykt tiltrækning og kærlighed, men begge ved også, at det er bygget på drømmen om et liv, der aldrig fandt sted.

Past Lives stikker i hjertet, men knuser det ikke.

Til en Q&A efter filmen fortalte Celine Song, at filmen er tæt bygget på hendes egne oplevelser, og den føles netop som et autentisk levet kærlighedsdrama. Men lur mig, om ikke hun kan fortælle lige så stærkt i sin næste film.

Den vil jeg glæde mig til at se.