Nyhed
18. maj 2012
DFI: Jyder vil ikke se indvandrer-film
Forsiden på bogen MGP Missionen Foto | Politikens forlag

DFI: Jyder vil ikke se indvandrer-film

Børnefilmen MGP missionen fik afslag på støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI) på grund af for mange indvandrere.

Af Jesper Bo Petersen

Gider folk i provinsen ikke se film om danskere af anden etnisk herkomst? Spørger man Det Danske Filminstitut, er svaret øjensynligt ”nej”.

”For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag.”

Sådan lyder det i begrundelsen for det afslag på støtte til filmen MGP missionen, som Information bringer et uddrag fra.

Produktionsselskabet ASA Film og instruktør Martin Miehe-Renard søgte om støtte på den kommercielle markedsordning, der støtter projekter med ”et betydeligt publikumspotentiale i forhold til sin målgruppe”.

Den fem mand store redaktion, der vurderer projekterne, fandt ganske vist filmen både ”velmenende og sympatisk”, men fastslog samtidig, ”at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen”.

Ingen konsekvenser
Den påstand mener Filminstituttets områdedirektør for produktion og udvikling Claus Ladegaard ikke, at der er belæg for, og han beklager formuleringen.

”Det er ikke en legitim begrundelse, jeg synes heller ikke, det er en rigtig begrundelse, og jeg er ked af, at den overhovedet optræder i et afslagsbrev,” sagde Claus Ladegaard til Information.

Over for Politiken i dag beklager han endnu engang påstanden, men understreger også, at sagen ikke vil få konsekvenser for måden, man tildeler støtte via markedsordningen.

På Christiansborg er ikke alle enige i den vurdering.

Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen vil ifølge Politiken bede kulturminister Uffe Elbæk om en redegørelse fra Filminstituttet.

For snævert grundlag
MGP missionen er baseret på Gitte Løkkegaards bog om den tolvårige Carl, der flytter med sin mor fra Hvide Sande i Vestjylland til Nørrebro, hvor han møder den jævnaldrende muslimske pige Swansee, hvis far ikke vil lade hende deltage i børnenes Melodi Grand Prix i Jylland.

Martin Miehe-Renards film er altså noget så sjældent som en dansk børnefilm, der foregår i et indvandrermiljø. Sidst det skete var i 2007, hvor Natasha Arthys Fighter solgte 53.138 billetter.

”Der bliver lavet utrolig få film med indvandrere i de centrale roller, og selv om film som Fighter og Gå med fred Jamil ikke gik fantastisk godt, er det statistiske grundlag for snævert til, at man overhovedet kan komme med en sådan påstand,” vurderer Ekkos chefredaktør Claus Christensen, der samtidig mener, at Filminstituttet har et samfundsansvar til at sikre, at hele den danske virkelighed kan spores i de film, der støttes.

Selvopfyldende profeti
”Det bliver jo en selvopfyldende profeti, når Filminstituttet, der sidder på pengekassen i dansk film, kommer med en så bombastisk udmelding,” siger Claus Christensen og fortsætter:

”Det er ikke alene skuespillerne, der afgør, om en film sælger billetter i Danmark. Folk vil først og fremmest se gode film, og originale, overraskende ideer vil altid have potentialet til at blive en succes.”

”Hvem havde for eksempel troet, at en fransk stumfilm, The Artist, skulle gå hen og blive den film, som var på alle filmfans' læber sidste år og endte med at vinde den største Oscar?”

ASA Film er nu gået sammen med FilmFyn, DR og SF Film om at finansiere MGP missionen uden om Filminstituttet, og man forventer at begynde optagelserne til efteråret.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!