Debat: John Dillermand er god mod børn

Man skal høre sandheden fra fulde folk og børn, siger man. Og en sandhed blev præsenteret for mig, da mine niecer på fire og otte år forleden grinende trak mig med hen foran fjernsynet. 

Jeg skulle se deres nye yndlings-Ramasjang-program: John Dillermand. 

Serien handler om en mand ved navn John, der hele tiden kommer i problemer på grund af sin lange diller, der har sin egen vilje. 

Hurtigt dumpede pigernes mor og far ned i sofaen. Hele familien fra høj til lav lo, så tårerne trillede, mens John Dillermands diller hældte tændvæske på grillen eller luftede hunde. 

Men så var freden også snart forbi. 

Midt i #MeToo
Hurtigt spredte nyheden om John med den lange, stribede diller sig til resten af Danmark. 

Dillermanden viste sig at være noget så sjældent som et kulturprodukt, der kunne samle både den fjollede højrefløj og det mindst lige så fjollede woke-segment. 

Næ, kunne man svare ham. 

”Er det virkelig det budskab, vi ønsker at sende til børn, mens vi står midt i en enorm #Metoo-bølge?” skriver forfatter Anne Lise Marstrand i en klumme i Berlingske. 

Mest grotekst bliver det, når tissemandsforsker Christian Groes på RUC’sk vis i The Guardian påstår, at John Dillermand ”foreviger ét af det patriarkalske samfunds standard-idéer og normaliserer omklædningsrums-snak (…), der er blevet brugt til at undskylde mænds dårlige opførsel.” 

Diller på (barne)hjernen
Danske debattører og meningsdannere bruger med andre ord John Dillermand som et spejl for obskure holdninger til det mandlige kønsorgan og den mandlige identitet. 

Men dilleren i serien har en helt anden funktion, end hvad Morten Messerschmidt, RUC-tænkeren og feministen påstår. 

Dilleren er et barn. Den er som min otteårige niece, der satte ild til spisebordet, fordi hun legede med lighteren og julekransen. 

At lave et børneprogram, som handler om børns impulser, er godt. Det kan lære børn at tackle de udfordringer, der følger med dem. 

Tre personligheder
John er delt i tre. 

Dillermanden, der gør lige, hvad den har lyst til. Kujon-John, som ikke tager ansvar, og en slags super-John, der altid har modet til at gøre det rigtige til sidst. 

Alle tre personligheder findes i den samme John, men også i min niece. 

John Dillermands skaber Jacob Ley vil det samme som Astrid Lindgren, børnefortællingernes store mester: At opdrage børn til at være modige og gøre det rigtige. For tør man ikke dét, er man bare en lille lort. 

Og det er John Dillermand i hvert fald ikke.