Nyhed
21. mar. 2014
DR2-redaktør: Dansk Oscar-film er uetisk
”Jeg står ved min beslutning,” siger DR2-redaktør Mette Hoffmann Meyer om sit afslag til The Act of Killing, hvor indonesiske bødler iscenesætter situationer fra deres ugerninger i 1960’erne. Foto | Final Cut for Real

DR2-redaktør: Dansk Oscar-film er uetisk

Den Oscar-nominerede The Act of Killing fik ikke produktionsstøtte af DR2, fordi kanalen betragtede filmen som uetisk.

Af Daniel Pilgaard

Mange kritikere har fremhævet The Act of Killing som en af de vigtigste dokumentarfilm i nyere tid. Den danskproducerede film er blandt de mest prisbelønnede nogensinde, og den er medproduceret af to af verdens mest anerkendte dokumentarister, Errol Morris og Werner Herzog.

Men ikke alle deler begejstringen for Joshua Oppenheimers originale dokumentar.

I filmen lader han indonesiske bødler iscenesætte situationer fra deres folkemord på en halv million kommunister i 1960’erne. Hensigten er, at bødlerne, som aldrig er blevet straffet, kommer til en erkendelse af grusomhederne.

Uenig med DR2
DR2 bidrog med udviklingsstøtte til The Act of Killing. Men bagefter opstod der uenighed mellem filmholdet og kanalens dokumentarredaktør, Mette Hoffmann Meyer.

Filmens producer Signe Byrge Sørensen forklarer:

”Det kunne være farligt for ofrene at medvirke i en film sammen med bødlerne, og for os gav det mere mening at skildre deres historier i hver deres film. Men det syntes DR2 ikke var en god ide.”

”Det betød, at den usikkerhedsperiode, der altid er frem til, at en films finansiering kan lukkes endeligt, blev forlænget,” siger Signe Byrge Sørensen om The Act of Killing, der var adskillige år undervejs.

”Men det havde ikke nogen betydning for filmens færdiggørelsesproces,” tilføjer hun.

Bør behandles med respekt
Mette Hoffmann Meyer, der står bag DR2-flagskibet Dokumania, ønsker ikke at gå ind i en større debat om en film, hun endte med at takke nej til.

”Jeg står ved min beslutning,” siger hun til Ekko og forklarer, at der var etiske grunde til, at hun i sin tid fik kolde fødder.

”Vi støttede projektet i udviklingsfasen med 150.000 kroner, hvilket er et stort beløb for en udenlandsk historie med en udenlandsk instruktør. Men etisk kunne jeg efterfølgende ikke stå inde for indholdet, som hverken inkluderede vidneberetninger eller arkivoptagelser,” siger hun og tilføjer:

”Jeg mener, at mennesker i den tredje verden skal behandles med samme respekt, som var det en film om mennesker i Hobro.”

Advarsel mod ”dødsporno”
Også pendanten til Dokumania på BBC i England, Storyville, gav afslag til The Act of Killing.

Men ikke nok med det.

I dagene op til Oscar-showet tog redaktøren af programmet det usædvanlige skridt direkte at advare akademi-medlemmerne mod at Oscar-belønne filmen.

”Giv ikke en Oscar til denne snuff-film”, skrev redaktør Nick Fraser med en henvisning til en bestemt type film – såkaldt dødsporno – der skildrer virkelige mord alene for at underholde og tjene penge.

”Ville det ikke være bedre, hvis vi havde fået noget at vide om menneskerne, hvis liv de (bødlerne, red.) tog?” spørger Fraser og fortsætter:

”Jeg ville have det på samme måde, hvis filmskaberne i 1950’erne var taget til landdistrikterne i Argentina, havde fundet en flok gamle nazister og fået dem til at lave en film med titlen ’We Love Killing Jews’.”

DRK kommer til undsætning
I modsætning til Mette Hoffmann Meyer og Nick Fraser, der har arbejdet tæt sammen på flere dokumentarprojekter, ville DRK gerne vise The Act of Killing.

Og selv om den noget mindre kanal kun støttede med et beløb på 40.000 kroner, var det af afgørende betydning. Flere andre støttetilsagn var nemlig betinget af en aftale med en tv-station.

Dokumania lover på sin Facebook-side at give seerne ”verdens bedste dokumentarfilm" hver tirsdag klokken 21. Alligevel har Mette Hoffmann Meyer det fint med, at det blev DRK, som viste The Act of Killing aftenen før Oscar-showet, hvor filmen var nomineret.

”På produktionsstøtte-tidspunktet stod vi i DR over for kanalstrategiske ændringer, og det er klart, at filmen kom til at passe bedst til DRK’s redaktionelle profil. Det er dér, kunst og historiske film hører til – også den mere kreative dokumentar,” siger redaktøren.

DRK har også støttet Joshua Oppenheimers kommende The Look of Silence, der handler om de indonesiske ofre. Filmen er planlagt til premiere senere i år.

Relevante artikler

Interview
16. feb. 2014
Indonesiens killing fields

Indonesiens killing fields

Biografanmeldelse
07. nov. 2012
The Act of Killing

The Act of Killing

Nyhed
04. nov. 2011
DR lægger pres på bibliotek

DR lægger pres på bibliotek

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!