Nyhed
09. dec. 2019
Ekko Shortlist runder en milepæl
Video | Lasse Cordsen

Ekko Shortlist runder en milepæl

Med mere end 1000 film er onlinehitlisten nu den største danske streamingtjeneste for kortfilm og har 40.000 unikke brugere om måneden.

Af Claus Christensen

Den 15. april 2013 gik Ekko Shortlist i luften.

Seks år og otte måneder efter runder onlinehitlisten i dag 1000 film. Det giver et gennemsnit på tre nye film om ugen. Dermed er Ekko Shortlist den største streamingtjeneste for kortfilm i Danmark.

Tjenesten består af en ugentlig Top 10 og et arkiv kaldet All Time Shortlist, hvor filmene lever videre, når de ryger ud af Top 10.

Titlerne tæller alle genrer – fiktion, dokumentar, animation, musikvideo, reklame – og må højst vare 45 minutter. De rangeres løbende efter, hvor meget de bliver set, og hvor mange stjerner brugerne giver dem.

Ekko Shortlist er den eneste af sin art i verden og har 40.000 unikke brugere om måneden. Hvert år belønnes de bedste tilkomne film ved Ekko Shortlist Awards, der ligesom tjenesten er støttet af Det Danske Filminstitut og Det Obelske Familiefond.

Opdag nye talenter
Siden starten har Ekko Shortlist været et dansk samlingspunkt for unge talenter, garvede filmfolk og publikummer, som elsker det korte format.

Formatet fungerer som en blanding af træningsbane og eksperimentarium, hvor kunstnerne ofte kan tage flere chancer end i mere kommercielle spillefilm.

På Ekko Shortlist har brugerne kunnet opdage nye talenter, som vil tegne dansk film i fremtiden.

May el-Toukhy, Ali Abbasi, Fenar Ahmad, Hlynur Pálmason, Ulaa Salim, Gustav Möller, Isabella Eklöf, Annika Berg, Thomas Daneskov, Marie Grahtø og Ask Hasselbalch er nogle af de mange instruktører, der enten har debuteret på Ekko Shortlist eller er kommet på tjenesten inden gennembruddet.

Blandt perlerne er Marijana Jankovic’ immigrationsdrama Maja, swinger-dukkekomedien Venus, Michael Strunge-filmen Verdenssøn Magnus Millangs Kein Problem og dokumentaren Weltschmerz, hvor en anderledes teatertrup udforsker hjertesorg.

Ekko Shortlist banede vejen for et bevægende comeback for Rudi Køhnke, der i 2016 vandt Ekko Shortlist Awards for bedste mandlige skuespiller i Ødeland.

Vi fejrer milepælen med et sammenklip af højdepunkter fra et lille udvalg af de 1000 film (se øverst). Musikken er af Jóhann Jóhannsson (1969-2018), hvis toner kunne høres på Ekko Shortlist, før han brød stort igennem i Hollywood med Oscar-nomineret musik i Teorien om alting og Sicario.

Gys og jalousi
Det er Filmmagasinet Ekkos redaktion, der udvælger titler til tjenesten, men alle er velkomne til at indsende film. For at markere dagen har redaktionen udvalgt tre særlige film af instruktører, som er velkendte på Ekko Shortlist.

Film nummer 1000 er Cecilie McNairs hudløse drama lille a, hvor Danica Curcic spiller en kvinde, som har svært ved at skjule sin jalousi over for en gravid veninde.

McNair fik overvægtsdramaet Patienten på Ekko Shortlist bare to uger efter starten i 2013, og hun arbejder nu på sin første spillefilm.

Jonas Risvigs Sort som Iris, der får verdenspremiere på Ekko Shortlist, bliver film nummer 1001.

Den blot 23-årige instruktør vandt Publikum Prisen med Ingen siger farvel, men alle forsvinder ved Ekko Shortlist Awards, og han gik umiddelbart efter i klipperummet for at færdiggøre sin originale blanding af kunstfilm og musikvideo.

Som nummer 1002 er valgt gyserfilmen I Dare You af 41-årige Casper Balslev, der har hele syv film på Ekko Shortlist.

Igennem årene har man kunnet følge instruktørens udvikling fra raffinerede reklamefilm over den berømte Alt-J-musikvideo In Cold Blood til flugtdramaet For enden af regnbuen, der indbragte Jonathan Harboe prisen for bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2019.

Ekko Shortlist

En onlinehitliste med de bedste danske kortfilm.

Startede i april 2013 og rummer i dag over 1000 film.

Hver uge kommer nye film på Top 10, og efterfølgende kan de ses i arkivet All Time Shortlist.

Byder på film af instruktører som May el-Toukhy, Fenar Ahmad og Hlynur Pálmason.

Støttes af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!