Ekkos kritikerpanel har talt

Efter halvanden uge med visninger af de 21 film, som konkurrerer om Guldpalmen i Cannes, er vi nu ved at være ved vejs ende.

Lørdag aften skal Ruben Östlund og de andre filmfolk i juryen uddele den eftertragtede Guldpalme og festivalens andre priser til en flok håbefulde instruktører og skuespillere.

Det er ofte svært at blive enige om, hvem der fortjener at vinde. Men spørger man det internationale kritikerpanel, der i løbet af festivalen løbende har bedømt hovedkonkurrencens 21 film i Ekkos stjernebarometer, er der ikke megen tvivl.

Engelske Jonathan Glazers grusomme og gribende holocaust-drama The Zone of Interest skabte stor begejstring, da den tysksprogede film fik verdenspremiere på festivalens fjerde dag.

Den får topkarakteren fire stjerner af hele seks ud af de syv kritikere i panelet. De peger alle på filmen som deres Guldpalme-favorit, så selv om The Zone of Interest får bundkarakteren én stjerne af den sidste kritiker, ender den med et flot karaktergennemsnit på 3,6 (4 er det maksimale).

Herfra er der et stykke vej ned til de nærmeste konkurrenter.

Italienske Alice Rorhwachers poetiske og metafysiske fabel La chimera ligger nummer to med et gennemsnit på 3,2.

Herefter følger franske Justine Triets nervepirrende retssalsdrama Anatomy of a Fall med et gennemsnit på 3,1. Her spiller Sandra Hüller – der også har en hovedrolle i The Zone of Interest – en kvinde, som mistænktes for at have dræbt sin mand.

Fjerdepladsen er delt mellem to film, der begge har et snit på 3,0.

Den finske satiriker Aki Kaurismäki har skabt et dejligt kærlighedsdrama Fallen Leaves, hvor to ensomme mennesker prøver at finde lykken i Helsinki. Og tyrkiske Nuri Bilge Ceylans brillierer med den filosofiske perle About Dry Grasses, der skildrer en mismodig skolelærer i en meget stille landsby.

Dansk på distancen
Det har overordnet været en ganske stærk omgang film, som Cannes-festivalen i år har budt på.

Den eneste rigtige skuffelse kan siges at være italienske Nanni Morettis A Brighter Tomorrow, der er et meta-komediedrama om en instruktørs trængsler.

Filmen indtager stjernebarometerets jumboplacering med et gennemsnit på 1,6.

Man havde også forventet mere af Wes Anderson, hvis stjernespækkede og viltre Asteroid City må nøjes med 2,1 point. Den har virkelig delt vandene og kommer hele vejen rundt om karakterskalaen blandt Ekkos kritikerpanel.

Og så kan man med de rød-hvide briller ærgre sig over, at den danske co-produktion Club Zero – om en spisevægrings-kult – kun rammer et gennemsnit på 1,7. Så er den franske genindspilning af Dronningen, Last Summer, trods sin manglende originalitet faktisk bedre stillet med 2,3 i gennemsnit.

De to er blandt de syv film i årets hovedkonkurrence, der er instrueret af kvinder. Det er historisk højt med en tredjedel kvindelige instruktører i kamp om Guldpalmen, og man kan konstatere, at det øjensynligt ikke har svækket niveauet.

Så meget desto mere bittert er det, at Isabella Eklöfs Kalak ikke var blandt de udvalgte, da Cannes-festivalen afslørede programmet.

Gamle mestre stråler
En af overskrifterne for årets Cannes-festival er, at flere gamle mestre har lavet endnu en god film.

Japanske Hirokazu Kore-eda sparkede det hele i gang ved at vise sit hjerteskærende familiedrama Monster som første film i hovedkonkurrencen. Den er en skarp fortalt og medrivende historie set fra tre menneskers perspektiv.

Siden fulgte tyrkiske Nuri Bilge Ceylan og amerikanske Todd Haynes op med henholdsvis About Dry Grasses og May December, som viser de to auteurs tilbage i topform.

Mere overraskende har tyske Wim Wenders’ lavet sin bedste fiktionsfilm i mange år. Perfect Days skildrer en meget stille og isoleret eksistens, der renser toiletter, læser stor litteratur og hører rockmusik. Men filmen vokser langsomt til en meget stor historie om, ja, livets mening.

Den har fået et snit på 2,8 i Ekkos kritikerpanel.

I år er det den dobbelte Guldpalme-vinder Ken Loach, der lukker ballet i hovedkonkurrencen ved at vise sin nye film, The Old Oak.

Den snart 87-årige britiske instruktør havde egentlig meddelt sin pension efter Sorry We Missed You fra 2019. Men den gamle væddeløbshest kunne ikke holde sig væk.

Og Loach har lavet endnu en fremragende socialrealistisk film, der overbevisende vender fremmedhad til en rørende fortælling om solidaritet mellem britiske arbejdere og syriske flygtninge i nordøst-England.

Den har et snit på 2,7.