Oscar 2017
21. feb. 2017
Ekkos Oscar-panel spår vinderne
Ryan Gosling og Emma Stone danser sig helt op blandt stjernerne til årets Oscar-uddeling, hvis det står til Ekkos panel. Foto | Linus Sandgren

Ekkos Oscar-panel spår vinderne

Syv ud af otte filmeksperter tror, at La La Land vinder for bedste film, mens kun nominerede Aske Bang gætter på sejr til Under sandet.

Af Nicki Bruun

Natten mellem søndag og mandag bliver det afgjort, hvor mange Oscar-statuetter, der tilfalder Damien Chazelles danseglade musical La La Land.

Her løber det 89. Oscar-show af stablen i Hollywood, og som optakt har vi bedt om bud på vinderne fra otte filmskabere og -kritikere: Oscar-ekspert Ann Lind Andersen fra TV 2, Politikens filmredaktør Kim Skotte, Maria Månson fra Filmselskabet på DRK, Oscar-nominerede Aske Bang, Ekko Shortlist-vinderen Milad Avaz, der laver film i Hollywood, instruktør Charlotte Sieling, formand for Danske Biografer Kim Pedersen og Ekkos kritiker Casper Hindse.

Og tendensen er klar: La La Land kommer til at skovle priser ind – se skemaet her!

Syv ud af otte tror på, at musicalen vinder prisen for bedste film, som den også har gjort ved Golden Globes og adskillige andre uddelinger. Den sidste, Charlotte Sieling, har valgt at se bort fra favoritværdighed og peger med hjertet på Kenneth Lonergans tragiske og morsomme Manchester by the Sea.

På samme måde tror de fleste, at Damien Chazelle hjemtager prisen for bedste instruktør. Men her melder Kim Skotte sig under ”håber”-fanen, da både han og Sieling satser på en sejr til Barry Jenkins for hans smukke drama om seksualitet og race, Moonlight.

De danske medvirkende
Det store spørgsmål set med danske øjne er, om Martin Zandvliets Under sandet vinder for bedste ikke-engelsksprogede film.

Maren Ades tyske Min far Toni Erdmann har længe været favorit, men tre i panelet tror, at iranske Asghar Farhadi med Sælgeren slår Ade på målstregen – godt hjulpet af Trumps indrejseforbud.

Den eneste, som gætter på en sejr til Danmark, er Aske Bang, der selv er nomineret for bedste kortfilm med Silent Nights.

Til gengæld gætter Bang ikke på sin egen film som vinder. Det har halvdelen af panelet dog gjort, heriblandt Ann Lind Andersen og kortfilm-kollegaen Milad Avaz, mens de resterende har gættet på to andre film.

Det hele eller halve
Ellers er der bred enighed om, at La La Land vinder mange priser, mens antallet dog varierer lidt.

Maria Månson har fra sin barsel skudt på, at musicalen ”kun” vinder i halvdelen af de fjorten kategorier, den er nomineret i. Kim Pedersen, der har været knivskarp i sine forudsigelser de senere år, tror på mere til filmen og har den til at vinde ti statuetter.

De mindre profilerede kategorier som bedste korte dokumentarfilm, animerede kortfilm og lydklipning kan gå hen og blive udslagsgivende i gættekonkurrencen. Her gætter panelet på tre-fire forskellige film, hvor der jo kun kan være én vinder.

Efter uddelingen tæller vi på mandag op og ser, hvem der kan kalde sig den bedste Oscar-gætter indtil næste års show.

Se et skema med buddene i samtlige kategorier her.

Oscar-uddelingen

Første Oscar-show blev afholdt i 1929, og prisuddelingen er verdens ældste inden for filmbranchen.

Priserne uddeles af Academy of Motion Picture Arts and Sciences, hvis omkring 6.600 medlemmer er aktive personligheder i filmindustrien.

Der bliver i år givet priser i 24 kategorier, heriblandt for bedste film, instruktør og skuespilpræstationer.

Årets uddeling bliver afholdt 26. februar i Dolby Theatre i Hollywood.

Aske Bang – kongen af Ekko Shortlist

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!