højskolesagen
13. apr. 2021
Ellen Riis er ude, Klaus Hansen træder til
En elev på European Film College i Ebeltoft forsøger at holde balancen, og det samme gør skolens bestyrelsen. For fjorten dage siden bakkede man helhjertet #MeToo-kritiseret forstander op, men nu har man ansat en midlertidig forstander. Foto | uoplyst

Ellen Riis er ude, Klaus Hansen træder til

FilmFyns direktør Klaus Hansen er ansat som midlertidig forstander på European Film College, selv om Ellen Riis skulle være blevet på posten indtil skoleårets afslutning.

Af Frederik Hoff

”Vi er nu i arbejdstøjet,” lød det i går fra bestyrelsen på European Film College, og et døgn senere står det klart, hvad man mente.

Bestyrelsen har valgt at ansætte Klaus Hansen, direktør for den regionale filmfond FilmFyn, som midlertidig forstander. Manuskriptforfatteren Simon Weil, der selv sidder i bestyrelsen, bliver foreløbig viceforstander.

”Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde lyst til at påtage mig den vigtige opgave som midlertidig forstander. Med opbakning fra FilmFyns medarbejdere og bestyrelse kunne jeg heldigvis meget hurtigt sige ja, og tak,” skriver Klaus Hansen i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen er ifølge samme meddelelse ”overbevist om, at Klaus Hansen sammen med Simon Weil er et godt team, der kan føre skolen videre i den kommende periode, med stærk faglighed og lydhørhed”.

Forbigår forstander i tavshed
Ellen Riis meddelte den 26. marts, at hun ville træde tilbage den 6. juni, når højskoleåret slutter.

Det skete, efter at en række elever og den tidligere lærer Pia Bovin i Filmmagasinet Ekko havde kritiseret Ellen Riis for hendes håndtering af en #MeToo-sag, hvor en lærer på skolen gennem flere år krænkede adskillige elever.

En ekspert karakteriserede sagen som et skoleeksempel på dårlig ledelse, og det kunne dokumenteres, at Ellen Riis i Ekko talte usandt om sin samtale med en krænket elev.

Alligevel gav højskolens bestyrelse med formand Ole Christian Madsen sin helhjertede støtte til Riis, som man kaldte ”en vellidt, kompetent, engageret og fagligt dygtig leder”. Bestyrelsen angreb også Ekko for at have skrevet ”urimeligt personforfølgende” artikler, mens man var tavs om de krænkede elever.

I den nye pressemeddelelse bliver Ellen Riis slet ikke nævnt, og det har ikke været muligt mandag aften at få svar på, hvorfor hun pludselig er væk.

Ole Christian Madsen har som formand hidtil udtalt sig på bestyrelsens vegne, men heller ikke hans navn optræder i pressemeddelelsen.

Rystet over forholdene
I går fortalte en anonym højskoleelev, at Ole Christian Madsen og Christina Rosendahl har besøgt European Film College i den forløbne uge.

Det forlyder, at bestyrelsesmedlemmerne gav en elev ret i, at hendes krænkelsessag var blevet forkert håndteret af Ellen Riis.

Rosendahl er også forkvinde for Danske Filminstruktører, der har et særligt fokus på at komme grænseoverskridende adfærd i filmbranchen til livs.

Hun blev ligesom Ole Christian Madsen i februar 2020 gjort opmærksom på de kritisable forhold på skolen af Pia Bovin. Men begge mente, at problemerne var løst med afskedigelsen af den krænkende lærer, og kort tid efter fik Bovin selv en fyreseddel.

I den nye pressemeddelelse erkender bestyrelsen, at den snart 30 år gamle højskole har store udfordringer, som den nye ledelse skal forsøge at tackle.

Man vil etablere en ordning med en anonym ”go to”-person og igangsætte udarbejdelse af et adfærdskodeks sammen med elever, lærere og ansatte. Endelig vil man lave en anonym spørgeskemaundersøgelse om arbejdsmiljøet på filmhøjskolen.

Det sidste er nyt i forhold til den hidtidige kritik, der har fokuseret på #MeToo-sagerne.

Højskolesagen

2016, august
”Diego” bliver ansat som lærer på European Film College.

2016, efteråret
Elever oplever Diegos grænseoverskridende adfærd.

2017-2018
En elev fanger Diego i at have sex med kvindelig elev i et skolelokale. Diegos forhold til eleven ”Eva” er kendt på skolen.

2018, februar
Ellen Riis ansættes som forstander.

2018, august
Eva flytter ind i Diegos højskolelejlighed. Det drøftes blandt lærerne, men accepteres af Riis.

2018, august
Læreren Pia Bovin fortæller angiveligt Riis om problemer med Diego, hvilket Riis i dag bestrider.

2020, 17. februar
”Nadine” skriver klagemail om Diego til Riis.

2020, 19. februar
Eleven Nadine kaldes til samtale med Riis og sendes til psykolog, hvor hun føler sig evalueret.

2020, 28. februar
Fem elever skriver til skolens ledelse med lignende historier om Diego.

2020, 2. marts
På et fællesmøde for hele skolen fortæller Riis, at Diego forlader skolen, men uden at oplyse årsagen.

2020, 7. april
Pia Bovin afskediges af forstanderen.

2021, 18. februar
Ekko #87 udkommer med stor artikel og interview med Ellen Riis.

2021, 16. marts
Ekko offentliggør uddrag af lydoptagelse, hvor Riis henviser krænket elev til psykolog for at få en professionel evaluering.

2021, 26. marts
Ellen Riis meddeler, at hun fratræder til sommer som følge af kritikken.

2021, 30. marts
Bestyrelsen giver Ellen Riis sin fulde opbakning og kalder Ekkos artikler ”urimeligt personforfølgende”.

2021, 12. april
Bestyrelsen ansætter Klaus Hansen og Simon Weil som henholdsvis midlertidig forstander og viceforstander. 

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!