Er ungdomsfilmen død?
Ungdomsfilmen før og nu
Det var især USA, der i 1950’erne pludselig fik øje på ungdommen som et særligt tema og et særligt marked. Film, der både var advarende og pirrende, præsenterede utilpasset ungdom og problembørn, der var blevet store, sammenfattet i unge James Dean.
Han gjorde oprør uden egentlig grund, en rebel without a cause, men sådan er det nu at være ung. I Danmark oplevede vi en snes år senere en sand guldalder for ungdomsfilm, der blev et stolt brand for den nye statsstøttede filmkunst.
Det var her, Søren Kragh-Jacobsen, Morten Arnfred, Bille August og Nils Malmros kom med film, der står som klassikere i dag – fra Vil du se min smukke navle? til Kundskabens træ.
Det var nænsomme og solidariske skildringer af ungdomslivets håb og smerte, som blev legemliggjort af autodidakte skuespillere som Allan Olsen og, i slutningen af perioden, Stine Bierlich.
Og på tv havde Poul Nesgaards Ungdomsredaktionen allerede præsenteret en noget mere kras polemisk ungdommelighed, en slags satirisk flower power-tv, der var ren tidsånd.
I dag laves der stadig ungdomsfilm, blandt andet i kraft af en positiv særbehandling i filmloven, der afsætter 25 % af midlerne til børne- og ungdomsfilm. Ungdomsfilmen er stadig et felt, hvor mange gode kræfter og mange ambitioner samles, men den rammer ikke længere med samme overbevisning som i 70’erne.
Det unge publikum er mindre interesseret i film, der er lavet direkte til deres egen målgruppe. De vil hellere se voksenfilm.
Det harmonerer meget godt med, at en stor del af mainstreamfilmene – de store blockbusters – helt åbenbart er lavet til glæde for et ungt publikum, som også gerne hygger sig med vampyrer, horror og torture porn.
Når man én gang har smagt voksenfilmens forbudne frugter, er det ikke altid nok at se den smukke navle.
Spørgsmålet er, om ungdomsfilmen er en anakronistisk genre, der holdes kunstigt i live, eller om en ny generation af filmskabere kan revitalisere den?
