Nyhed
09. juli 2013
Filmfolk blander sig i aflytningsskandale
Oliver Stone er kendt for sine skarpladte venstreorienterede synspunkter – og nu tager han whistlebloweren Edward Snowden i forsvar. Foto | Paramount Pictures

Filmfolk blander sig i aflytningsskandale

Oliver Stone og andre amerikanske filmfolk forsvarer Edward Snowden, mens den første film om whistlebloweren allerede er lavet.

Af Jacob Ludvigsen

Sagen om Edward Snowden og den amerikanske efterretningstjenestes aflytning af borgere over hele verden har delt USA i to: Der er dem, der mener, at Snowden er en helt på grund af sit læk af personlige oplysninger – og dem, der mener, at han er en forræder.

Også i Hollywood har flere filmfolk meldt sig ind i kampen. Og den kontroversielle instruktør Oliver Stone hører ikke overraskende til dem, der har markeret sig skarpest.

”For mig er Snowden en helt, fordi han afslørede hemmeligheder, vi alle sammen burde kende til, nemlig at USA gentagende gange har overtrådt the fourth amendment (der beskytter folks retsikkerhed mod unødige ransagninger og beslaglæggelser, red.),” sagde Stone ifølge The Guardian til publikum ved den tjekkiske festival Karlovy Vary.

”Det er en skandale, at Obama er mere optaget af at fange Snowden end af at gøre noget ved de her George Bush-agtige aflytningsmetoder,” fastlog han.

Stjerner skriver under for Snowden
Oliver Stone har tidligere forsvaret WikiLeaks-grundlægger Julian Assange, som han har besøgt på dennes tilflugtssted hos Ecuadors ambassade i London.

Og over for The Hollywood Reporter slår Stone fast, at han ville ønske, at Snowden fik asyl.

”Hvis jeg var et land, ville jeg give ham asyl,” siger han og tilføjer, at han er skuffet over, at Europa ikke har reageret stærkere, selvom aflytningen også har ramt de europæiske lande.

Instruktøren, som tidligere har lavet film om Fidel Castro og netop har instrueret en dokumentarserie om USA’s historie set fra et venstrefløjsperspektiv, er også blandt de filmfolk, der har skrevet under på en stor underskriftindsamling.

Snowden har ansøgt om opholdstilladelse i Ecuador, men er stadig strandet i en lufthavn i Moskva. Underskriverne appellerer Ecuadors præsident om give Edward Snowden politisk asyl.

Også Hollywood-stjerner som John Cusack, Danny Glover, Shia LaBeouf og Roseanne Barr har skrevet under på teksten, der blandt andet argumenterer for, at den amerikanske regerings jagt på Snowden er politisk forfølgelse.

I det hele taget viser filmfolk, at de ikke bare vil se til, mens den opsigtsvækkende skandale udspiller sig.

Første film lavet på en uge
I Hong Kong har en gruppe vestlige filmskabere således allerede lavet en fem minutters fiktionsfilm om Edward Snowdens ophold på et hotel i Hong Kong for få uger siden.

Filmen, Verax, er instrueret af multimedie-journalisten Edwin Lee og blev lavet for 3.500 kroner på under en uge, skriver sitet The Huffington Post (se filmen nederst!).

Og i Hollywood florerer de første spekulationer om en film baseret på Snowdens liv.

En film uden slutning
Instruktør Phillip Noyce (The Rabbit Proof Fence, The Bone Collector, Patrioternes spil) har fortalt til NBC News, at han gerne vil filmatisere affæren.

”Det er en film, der udspiller sig for vores øjne, selvom vi ikke rigtigt kan se noget klart endnu. Som i min sidste store film, Salt, er man ikke helt sikker på, om man har at gøre med en helt eller en skurk,” siger han.

”Vi ved endnu ikke, hvordan det vil ende, og slutningen kommer måske først om 50 år. Vi er ikke engang færdige med første akt endnu,” fortsætter Phillip Noyce, der allerede har udset sig skuespilleren Liam Hemsworth til rollen som Edward Snowden.

Den 23-årige australier er et upcoming-navn, der foreløbig er mest kendt for sin rolle i The Hunger Games, som han gentager i de næste tre film i serien. Han er lillebror til den endnu mere profilerede skuespiller Chris Hemsworth, som har slået igennem med film som Thor, The Avengers og The Cabin in the Woods.

Verax

Relevante artikler

Nyhed
30. sep. 2010
Provokatøren, der blev blød

Provokatøren, der blev blød

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!