Nekrolog
07. aug. 2021
Filmprofessor Søren Birkvad er død
Søren Birkvad var en af landets bedste filmforskere og formidlere, hvilket han forenede i sine bøger og artikler i Ekko. Foto | Universitetet i Lillehammer

Filmprofessor Søren Birkvad er død

Den danske filmprofessor og skribent for Filmmagasinet Ekko er død af hjertestop i en alder af 66 år.

Af Claus Christensen

Begavet og vidende, engageret og generøs.

Det er fire ord, der indfanger Søren Birkvads virke som filmprofessor og forfatter. Nu er han gået bort i en alder af 66 år.

Han døde natten til fredag i norske Lillehammer, hvor han boede og arbejdede. Han faldt pludselig om og døde af et hjertestop.

Søren Birkvad blev uddannet i dansk og filmvidenskab fra Københavns Universitet i 1985.

Derefter flyttede han til Norge, hvor han blev ansat på universitetet. Han fik i 2009 en doktorgrad i filmvidenskab fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim.

Da han døde, havde han stillingen som professor på Inland Norway University of Applied Sciences i Lillehammer.

Centrale bøger
Søren Birkvad var en skarp analytiker med et stort film- og kulturhistorisk overblik. Samtidig havde han sans for at formidle sin viden.

Han brændte for forskning og formidling, og han forenede på fornemste vis de to discipliner i sine bøger på Syddansk Universitetsforlag.

I 1992 markerede han sig med Verden er leth, hvor han kyndigt analyserer Jørgen Leths film og forfatterskab.

Det er også værd at fremhæve Den klassiske dokumentarfilm, hvor Birkvad beskæftiger sig med offervilje og offermentalitet i genrens hovedværker i perioden 1930-1960.

Sidste år udgav han Da dyden gik amok – et enestående murstensværk, hvor han over 782 sider undersøger seksualitet, køn og kærlighed i dansk film fra 1910 til 1980.

”En gedigen guldgrube af viden, som vil berige både fagperson og glad amatør,” skrev sexologiprofessor Christian Graugaard i sin Ekko-anmeldelse.

Avisklummer og Ekko
Søren Birkvad svor til de meget lange formater, men han formåede også at fatte sig i korthed.

Han var fast skribent for den norske ugeavis Morgenbladet, hvor han skrev veloplagte kommentarer og essays om kunst og kultur, samfund og historie.

Filmmagasinet Ekko nød også godt af Birkvads levende pen.

Han skrev således om den norske gangsterserie Lillehammer i Ekko #64, om genier på film i #67 og seksualiteten i dansk film i #83.

Han kastede sig også ud i at lave en kunstnerisk samtale mellem instruktørerne Jørgen Leth og Simon Staho i #66, hvor vi udgav Stahos fem kunstfilm om førstnævnte.

I det aktuelle sommermagasin #88 har han leveret essayet Erotisk besættelse. Med en række filmeksempler viser han, hvordan frihedskampen i 40’erne affødte en frivolitet og et vildt frisind, der ikke stod tilbage fra ungdomsoprøret i 1960’erne.

Søren Birkvad efterlader sig en kæreste og to voksne børn.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!