Nyhed
12. aug. 2014
Filmskolespire på A-festival
De syv potentielle redningsmænd i Seven Boats lader bare stå til, mens en mand lider druknedøden ud for Islands kyst. Foto | Maria von Hausswolff

Filmskolespire på A-festival

Hlynur Pálmason forlod Filmskolen sidste år og har redet på succesen siden afgangsfilmen En maler. Nu er han udtaget til Toronto-festivalen med en ny film.

Af Martin Schantz Faurholt

En af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler, den canadiske Toronto International Film Festival, har netop udtaget filmskoletalentet Hlynur Pálmasons nye kortfilm, Seven Boats.

Den islandske instruktør færdiggjorde sin uddannelse på Den Danske Filmskole i 2013. Afgangsfilmen En maler, der skildrer forholdet mellem en kunstner og hans forsømte teenagesøn, har høstet anerkendelse for sin skævt poetiske stil.

Hlynur Pálmason er også blevet fremhævet af Filmmagasinet Ekko, der i 2013 udgav hans intime midtvejs-skolefilm A Day or Two på den nordiske talent-dvd Directors to Watch.

Filmfestival giver levetid
Den bare ti minutter lange Seven Boats – en af Pálmasons korteste – er en blanding af fiktion og en overleveret, islandsk historie fra starten af 1900-tallet, hvor syv mulige redningsfolk til en person i havsnød svigter på fatal vis.

”Jeg ved ikke helt, hvad det betyder for mig endnu. Men kortfilm har en chance for et længere liv ved at komme ind på en A-festival,” fortæller islandske Hlynur Pálmason om dagens udtagelse.

Island gennemsyrer i det hele taget kortfilminstruktørens stærkt personlige filmografi.

Det gælder kortfilmen Joel (2010), hvor en ung mand forsøger at blive en del af et lokalt motorcykelmiljø. I Seven Boats behandler han imidlertid landets isolerede folkesjæl.

”Island er et meget isoleret land, og det afspejler filmen nok. Den foregår dér, hvor jeg er opvokset. Det er en mavefilm, den kom ligesom til mig,” siger den 29-årige instruktør.

Større ting på vej
Interessen fra Toronto International Film Festival kan med sikkerhed hjælpe instruktør-spiren videre i filmverdenen.

For der er nemlig flere projekter i støbeskeen, fortæller den unge filmmand, der dog er bange for at røbe for meget.

”Jeg arbejder samtidig med forskellige ting. Nogle er korte film, der ingenting koster, og nogle er spillefilm, som vi prøver at få finansieret. Men jeg bor i København og bliver i København,” fastslår Hlynur Pálmason.

Fruergaard til Toronto
Også en anden Ekko-kending er blevet udtaget til Toronto-festivalens internationale kortfilmprogram.

Det er Tor Fruergaard, som har lavet Ekko Shortlist-megahittet Venus, der p.t. ligger nummer to på All Time Shortlist.

Vokseværk handler om en sekstenårig dreng, der forvandles til varulv, når han bliver liderlig. Ligesom Venus er Vokseværk en modellervoksfilm.

Tor Fruergaard blev for fire år siden uddannet på Den Danske Filmskoles animationslinje.

Hlynur Pálmason

Født 1984 i Island.

Har i Island lavet kortfilmene Post-It (2008) samt Joel (2010) om en ung fyr, der prøver at blive en del af en lokal motorcykelbande.

Flyttede til Danmark i 2009, hvor han kom ind på Filmskolens instruktørlinje.

Har høstet kritikerros for sin afgangsfilm, En maler fra 2013.

Har netop fået udtaget sin seneste kortfilm, Seven Boats, til Toronto International Film Festival.

Relevante artikler

Nyhed
18. nov. 2013
Her er fremtidens filmskabere!

Her er fremtidens filmskabere!

Nyhed
27. aug. 2013
Swingere vilde med Venus

Shortlist: Swingere vilde med Venus

Interview
25. juni 2013
Hvorfor er islændinge så mærkelige?

Hvorfor er islændinge så mærkelige?

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!