Debat
04. dec. 2014
”Jeg skred ikke, jeg blev syg”
Ryszard Lenczewski måtte stoppe som fotograf på den polske Oscar-favorit Ida. Han nåede dog at tage en lang række smukke billeder i sin research, som ligger åbent tilgængeligt på hans hjemmeside. Foto | Ryszard Lenczewski

Fotograf:  ”Jeg skred ikke, jeg blev syg”

Instruktøren Pawel Pawlikowski har kritiseret sin faste fotograf Ryszard Lenczewski, som forlod optagelserne til succesfilmen Ida. Nu fortæller fotografen sin version.

Af Freya Bjørnlund

Den polske Ida nævnes af mange medier som en af årets store Oscar-favoritter. Og roserne går ofte på den unikke sort-hvide billedside i det kvadratiske Academy-format.

Men billederne blev til under en højst kaotisk proces.

I et interview til Ekko fortæller instruktøren Pawel Pawlikowski, hvordan han udviklede filmens visuelle side sammen med sin faste fotograf gennem femten år og tre spillefilm, Ryszard Lenczewski.

Men under optagelserne opstod en konflikt, som fik Ryszard Lenczewski til at forlade settet og filmprojektet. Han blev erstattet af den unge og uprøvede kameraoperatør Lukasz Zal, der gennemførte optagelserne som cheffotograf.

Ifølge instruktøren var Ryszard Lenczewski imod filmens statiske billedside, han kaldte hovedrolleskuespilleren kedelig og fandt hele produktionen besværlig at gennemføre.

”Hvis det var op til mig, skulle han ikke krediteres. Og jeg skal ikke arbejde med ham igen,” udtaler Pawel Pawlikowski.

Frygtede slagtilfælde
Vi har kontaktet Ryszard Lenczewski for at give ham mulighed for at svare på kritikken, som Pawlikowski er blevet citeret for i adskillige medier.

”Tak, I er de første i verden, der giver mig denne mulighed,” skriver fotografen i en mail og fortsætter:

”Jeg forlod filmen af helbredsmæssige årsager. Jeg havde to seriøse blødninger under optagelserne. Og efter den tredje gav jeg op. Jeg var på optagelser i samlet set to uger.”

”Jeg havde en meget ustabil krop, som truede mig med et slagtilfælde.”

Et halvt år på filmen
I mailen fortæller Ryszard Lenczewski, at han planlagde filmen sammen med instruktøren måneder før optagelserne ved hjælp af en lang række fotografier, som kan ses på hans hjemmeside.

”Jeg har givet filmen et halvt år af mit liv,” skriver han og afviser, at han var imod brugen af statisk kamera.

”I vores samtaler om manuskriptet foreslog jeg, at kameraet kunne bevæge sig få gange. Mest for at forstærke indtrykket af en statisk historie. I den første kortfilm, jeg lavede med Pawlikowski, Twockers, var kameraet fuldstændigt statisk. Som det kan ses, kan jeg godt arbejde med denne stil.”

Nonne med Nietzsche under armen
Han afviser også, at han har kaldt skuespilleren Agata Trzbuchowska kedelig. Men han har diskuteret hende med instruktøren.

”Pawel har i vores mangeårige samarbejde altid ønsket, at jeg skulle udtrykke mine holdninger, og han har givet mig retten til at kritisere. Derfor talte jeg med ham om vores skuespiller.”

”Jeg er opdraget i en jødisk og kristen kultur. Samtidig er jeg stor fan af Stanislavskij-metoden, hvor skuespilleren identificerer sig med sin karakter.”

”Derfor udtrykte jeg min bekymring til instruktøren, da skuespilleren mødte op på settet i nonnekostume med en bog af Nietzsche, mens hun havde problemer med den simpleste procedure under bøn. Jeg var bekymret for følelsernes sandhed.”

Ryszard Lenczewski afslutter sin mail med kommentaren:

”Jeg var meget følelsesmæssigt involveret i denne film, og måske resulterede det i, at min krop ikke ville adlyde.”

Ryszard Lenczewski

Født 1948 i Milków, Polen.

Uddannet fotograf i 1975 fra Polish National Film School, hvor han siden 2006 har undervist.

Har fotograferet over 100 film i 32 forskellige lande.

Vandt i 2004 en Bafta-award for Charles II: The Power of Passion.

Hans datter er gift med en dansk filminstruktør og bor i Viborg.

Se Lenczewskis hjemmeside.

Relevante artikler

Interview
02. dec. 2014
”Du skal ikke kalde min film perfekt”

”Du skal ikke kalde min film perfekt”

Biografanmeldelse
28. okt. 2014
Ida

Ida

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!