Fra Floyd til Fruitvale Station

Mandag den 25. maj blev en sort mand brutalt anholdt i Minneapolis, Minnesota. 

Med en hvid politimands knæ presset mod sin hals lå han på åben gade og stønnede: ”Jeg kan ikke trække vejret.” To andre politifolk var med til at holde den 46-årige George Floyd, mens en tredje politimand stod ved siden af og overvågede optrinnet. 

Selv om anholdelsen blev filmet på video af vidner, og selv om en kvinde tryglede politiet om at stoppe, fordi der løb blod ud af Floyds næse, blev han holdt fast i otte minutter og 46 sekunder. 

Han var da bevidstløs og havde ikke nogen puls. På hospitalet blev han erklæret for død. 

George Floyd havde mistet sit job som sikkerhedsvagt på grund af coronavirus. Han blev anholdt, fordi en ekspedient i en forretning mente, at Floyd forsøgte at betale en pakke cigaretter med en falsk tyve dollars-seddel. 

Politiet hævder, at han gjorde modstand ved anholdelsen, men det fremgår ikke af nogen af de videooptagelser, der er blevet offentliggjort. 

Obduktionsrapporten viser, at George Floyd sandsynligvis døde af en kombination af den voldsomme anholdelse, hjerteproblemer og rusmidler i kroppen. Og politimanden Derek Michael Chauvin, der pressede Floyd ned mod asfalten, er blevet anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab. 

Det har dog ikke lagt en dæmper på vreden. 

Demonstrationer og optøjer startede i Minneapolis, men de har siden bredt sig til resten af landet. Der har også været mere fredelige støttedemonstrationer i hovedstæder som London, Berlin og København. 

Politiet i Flint, Michigan, har valgt at nedlægge våbnene og marchere sammen med demonstranterne.

Oscar-akademiet, store medieselskaber som Netflix, HBO, Amazon, Hulu og Marvel Entertainment samt det sociale netværk Twitter bakker officielt op om Black Lives Matter.

De tre ord spredes lige nu som en steppebrand rundt i hele verden. Det er ikke første gang, at aktivistbevægelsen, der kæmper mod racisme og vold, er på alles læber. Men noget synes at være anderledes denne gang.

Systemisk racisme
I USA har racisme spillet en rolle siden nationens begyndelse.

Slaveriet, ulovliggørelsen af løsgængeri, der ramte den fattige, arbejdsløse, sorte befolkning efter borgerkrigen, Ku Klux Klan og lynchninger, segregation og adskillelse af sorte og hvide samt rets- og fængselssystemet, som rammer den sorte befolkning hårdere.

Man må stadig konstatere, at hvide og sorte bliver behandlet forskelligt i USA.

Allerede morgenen inden George Floyds død fandt en hændelse sted i Central Park. En hvid kvinde følte sig truet af en mand, fordi han havde en anden hudfarve. Hun truede ham med at ville ringe til politiet og fortælle dem, at han var afrikansk-amerikansk.

Underforstået: Så ville politiet tage situationen alvorligt og støtte den hvide kvinde.

Hændelsen havde gudskelov ikke samme tragiske udfald som overgrebet mod George Floyd, men den er et klart udtryk for, at sort og hvid i USA er to vidt forskellige ting.

Trump søger dækning
USA oplever lige nu den største arbejdsløshed siden Depressionen i 1930’erne, og støtten til præsident Donald Trump, der ofte bliver anklaget for racisme, er faldet på det seneste.

Han har ikke været i stand til at samle nationen og standse plyndringer og ildspåsættelser som reaktion på George Floyds død, på trods af at politi og militær har brugt både tåregas, lysgranater og gummikugler mod demonstranterne.

Det forlyder sågar, at Trump på et tidspunkt har måttet søge beskyttelse i en bunker under Det Hvide Hus, som er afspærret for at forhindre vrede mennesker i at trænge ind på grunden.

Spørgsmålet er, om George Floyds død kan blive dråben, der får et flertal i den amerikanske befolkning til at forlange forandring og vippe Trump af præsidentpinden ved det forestående valg.

Skudt i ryggen
Georg Floyds skæbne vækker mindelser om cigaretsælgeren Eric Garners død i 2014.

Også han var sort og ubevæbnet, da han tilsvarende hensynsløst blev anholdt på gaden i New York, og også han sagde gentagne gange ”jeg kan ikke få vejret”, før han døde.

Garners død har givet inspiration til filmdramaet Monsters and Men (2018), som ikke har fået dansk premiere. Hovedrolleindehaveren John David Washington brød samme år igennem i Spike Lees BlacKkKlansman, der går humoristisk i clinch med Ku Klux Klan.

Men også Ryan Cooglers gribende Fruitvale Station fra 2013 beretter om en virkelig hændelse, der har ligheder med Floyds død. 

Nytårsaften 2009 tager den sorte familiefar Oscar Grant (sympatiske Michael B. Jordan) ud for at feste. Aftenen ender ikke med fejring og fyrværkeri, men i stedet bliver han på Fruitvale Station i Oakland, USA, skudt i ryggen af politimand.

Oscar er ingen helgen. Han er uansvarlig, temperamentsfuld og uærlig. Men han er i bund og grund en god fyr. Og så elsker han sin datter overalt på jorden.

Selv om filmen forsøger at forholde sig nøgternt til begivenheden, peger den på, at ansvaret ligger hos den hårdhændede og åbenlyst racistiske politimand, der stod for anholdelsen.

Dødsfaldet førte til demonstrationer i Oakland. Den virkelige politimand hævdede, at han troede, han skød Grant med en strømpistol. Han fik to år i fængsel, men afsonede kun elleve måneder.

Racismens ansigt
Hvor Fruitvale Station bygger på en konkret hændelse, går dokumentaren I Am Not Your Negro, som handler om forfatteren James Baldwin, mere generelt til værks. 

”Historien om de sorte i Amerika er historien om Amerika. Og den er ikke køn,” lyder det opgivende fra forfatteren.

Filmen er baseret på Baldwins ufærdige manuskript Remember This House, hvor han satte sig for at undersøge racismen i efterkrigstidens USA via sine personlige relationer til ikoniske sorte skikkelser som Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King – som alle blev brutalt myrdet.

Baldwin havde som mange sorte amerikanere svært ved at leve og trække vejret i USA. Men efter en eksilperiode i Paris vendte han i 1957 tilbage til moderlandet for aktivt at bekæmpe racismen.

Raoul Pecks film er et portræt af Baldwin lige så meget, som den er en skildring af racismen. Samuel L. Jackson læser op fra det gamle manuskript, men det er arkivmaterialet med Baldwins smertefulde og dog bestemte ansigtsudtryk, der er nerven i dokumentaren.

Med Floyds død må man håbe, at nye vinde vil blæse ind over det amerikanske land. Måske de sorte også engang vil få lov til at trække vejret. Make America Great!