Cannes: Gosling på dybt vand

Man må lade Ryan Gosling, at han er en modig mand. Han er ikke bange for at sætte sit talent på spil og kaste sig over andre kunstarter med ambitionen om at skabe noget, man ikke har set eller hørt før.

Han har enorm succes som skuespiller (The Believer, Half Nelson), men tog i 2008 en dristig afstikker til musikken. Dead Man’s Bone bød på et dusin sinister, men fængende sange, som han fremførte sammen med et børnekor, der var iført Halloween-kostumer.

Projektet er gået hen over hovedet på de fleste, men er faktisk overraskende vellykket.

Nu prøver Gosling en ny metier: filminstruktion – uheldigvis med det stik modsatte resultat. Debutfilmen Lost River har fået maksimum eksponering på Cannes, hvor den er blevet en af festivalens mest eklatante fiaskoer.

Folklore med spooky undertone
Filmen er meget svær at finde hoved og hale i, selv om man ikke skulle mene, at den spinkle handling stiller store fordringer.

Billy (Christina Hendricks) bor med sine to sønner i et forfaldent hus i en stort set forladt by (Lost River). Hun har svært ved at betale huslejen og er tvunget til at tage arbejde i en lokal kabaret, hvor hun skal stå til rådighed for gæsterne, blandt andet hendes klamme bankmand, Dave (Ben Mendolsohn).

Yngste søn ser man stort set kun i indledningssekvensen, hvor han til gengæld stjæler billedet. Den ældste (Ian De Caestecker) flakker omkring. Han kan godt lide pigen Rat (ja, hun har en rotte) og forsøger at undgå en knægt, der hedder Bully, fordi han er en bølle.

I starten får man uvægerlig associationer til The Tree of Life af Terrence Malick, som da også takkes i rulleteksterne sammen med adskillige andre kunstnere. Miljøet og stemningen minder dog mere om Hushpuppy eller Alma Har’els dokumentar Bombay Beach, der begge foregår i undergangstruede udkantsområder.

Det er amerikansk folklore med en spooky undertone, men snart trækker filmen i helt andre retninger – fra Lynch-surrealisme over mere energiske Drive-scener til Tarkovskij-agtige erindringsbrudstykker.

Rodebunke af indfald
Den mest originale ide er et oversvømmet område, hvor lygtepælene rager op af vandet. Takket være fotografen Benoit Debie (Spring Breakers) byder filmen på en del imponerende billeder, men de forenes aldrig til et sammenhængende udtryk.

Det gælder også musikken, der fremstår som en rodebunke af stilarter, genrer og tider. Drive-komponisten Johnny Jewel bidrager med sin fascinerende noir-electro, men den virker malplaceret og øger rådvildheden.

Replikkerne er ofte pinlige (”Anybody who ever touched your rabbit?”), og når en skuespiller-instruktør end ikke formår at få kollegerne til at spille godt, er der noget fundamentalt galt.

”Hvis Terrence Malick og David Lynch på en eller anden måde havde undfanget et kunstnerisk kærlighedsbarn sammen, bare for at se det blive kidnappet, stranguleret og gentagne gange sparket i ansigtet af Nicolas Winding Refn,” skriver det amerikanske brancheblad Variety om filmen, der gerne vil være original, men stjæler med arme og ben fra forbillederne.

Andre boller på suppen
Det er al ære værd, at Ryan Gosling ikke behagesygt lægger sig i den filmiske hovedstrøm (det har vi rigelig af). Det er spændende, at han forsøger at skabe en drømmeagtig fortælling eller en lyrisk fabel, der går planken ud.

Men fordi noget ikke er mainstream, er det ikke nødvendigvis kunst. Kunst forudsætter en vision, som Ryan Gosling i alarmerende grad mangler.

Nogle vil sige ”skomager, bliv ved din læst”, men det ligger os fjernt. Adskillige skuespillere er blevet dygtige, hvis ikke ligefrem ypperlige instruktører – tænk bare på Charles Laughton, der i 1955 brød alle regler og lavede det lyriske mesterværk The Night of the Hunter.

Gosling har lignende ambitioner, men der skal helt andre boller på suppen, hvis han skal få succes bag kameraet. Han vil altid have en plads i danske filmfans hjerte, fordi han hyrede Nicolas Winding Refn til at instruere Drive. Nu kan han bare håbe på, at God Forgives – og så begynde på en frisk.