Gud sælger i biffen

Som en vaskeægte ørkenprofet toner Moses frem, møgbeskidt og med vildmandsskæg i traileren til den kommende Exodus. Den dirrer af gammeltestamentlig retskaffenhed, så man næsten kan høre omkvædet i baggrunden: Let my people go!

Og det er ikke en smal bibelfortælling.

Det er amerikansk mainstream fra øverste blockbuster-skuffe, som det kun kan være, når det er Ridley Scott, der sidder i instruktørstolen, og hovedrollen spilles af Christian Bale.

Exodus har premiere i de danske biografer 25. december og er seneste skud på stammen i en amerikansk bølge af episke storfilm, der satser på et kristent publikum.

Og Ridley Scotts Mosesfilm indeholder da også alle de plager, brændende buske og stentavler, man kunne ønske sig, foruden ”sværd og sandal”-showdowns og CGI-forstørret krigskaos.

Gud på lavbudget
Andre kendte eksempler er Darren Aronofskys semi-revisionistiske portræt af Noa som miljøforkæmper, mens Timur Bekmambetov er på vej med endnu en filmatisering af Ben-Hur – en roman så kristelig, at paven har velsignet den.

Men ud over de mange amerikanske blockbusters er der en underskov af bibelske film uden for Hollywoods mure, vi i Danmark aldrig kommer til at se.

Det er uafhængigt producerede, religiøse film med beskedne budgetter, som ikke desto mindre har vist sig at være gode forretninger.

To film med de deklamatoriske titler, God’s Not Dead og Heaven Is for Real, indtjente henholdsvis 360 og 540 millioner kroner i USA.

Jesus-filmen Son of God høstede næsten 360 millioner kroner, selvom den bare bestod af udklip fra en miniserie.

Det kristne marked
At der er et marked for religiøse film i USA, burde ikke komme som en overraskelse. 39 procent af amerikanerne går i kirke ugentligt mod blot tre procent af danskerne. 92 procent af amerikanerne tror på Gud, hvilket kun gælder for 42 procent herhjemme.

Det udnytter selskaber som Believe Pictures, Pure Flix og Fox Faith, der satser på konservative kristne film med titler som Holyman Undercover, Apocalypse II: Revelation og Sunday School Musical.

Cinevangelisme kaldes det i folkemunde: film, man kan se uden at tabe sin sjæl.

Den kristne filmindustri har udviklet sig mere eller mindre uafhængigt af Hollywood, foranlediget først og fremmest af Mel Gibsons kæmpesucces, The Passion of the Christ, fra 2004. Det hypervoldelige portræt af Jesus’ sidste timer indtjente 2,2 milliarder i USA og er stadig den bedst sælgende, ikke-engelsksprogede film i verden.

De fleste af industriens producenter er dog mindre ambitiøse. De behøver ikke kæmpesucceser. Markedet er mættet med otte til ti film om året, og budgetterne holdes så lave, at de normalt kan tjenes hjem på tv-visninger – biografdistribution er en sjældenhed og deciderede hits næsten uhørt.

Fra prædiken til propaganda
Det har formentlig noget med kvaliteten at gøre. Cinevangelisme er berygtet for forfærdeligt skuespil, tåkrummende replikker og et propaganderende manuskript.

Om The Ultimate Gift skrev the New York Times:

”Måske er den bedste måde at lokke et kristent publikum i biografen ikke at fornærme deres kunstneriske sensibilitet.”

Det er film produceret og markedsført til Bibelbæltet, og enkelte er frelste, at de krydser grænsen fra prædiken til propaganda: God’s Not Dead viser, at kristne er fromme og kærlige, mens muslimer misbruger deres døtre, og ateister er kalkulerende psykopater.

Fornægter man Jesus, får man kræft og bliver dræbt i biluheld, hvorfor filmen slutter med at opfordre publikum til at konvertere deres hedenske venner med kæde-sms’er.

Filmenes succes ligger i kirkelig promovering: De religiøse organisationer, der finansierer filmene, markedsfører dem efterfølgende for deres medlemmer.

Mel Gibson indførte filmtrailere i kirkerne, og siden da har industrien brugt kapitalist-kristne prædikanter til at sælge budskabet: Er du kristen, skal du se denne film!