Guldpalmefavorit får grinet til at stivne

Frygten for spoilers har dette forår nået et nervepirrende højdepunkt med afslutningen på Game of Thrones og Marvels superhelte-univers i Avengers: Endgame.

Men også i filmkunstens højborg, Cannes-festivalen, er der som noget nyt i år blevet talt en hel del om ikke at afsløre for meget af en film.

Quentin Tarantino bad inden verdenspremieren på Once Upon a Time in Hollywood om, at deltagerne på festivalen ikke skulle ødelægge oplevelsen for senere publikummer. Og i pressematerialet for festivalens bedste film ifølge Ekkos kritikerpanel – sydkoreanske Parasite, der har et imponerende snit på 3,8 ud af 4 – anmoder instruktør Bong Joon-ho om ikke at afsløre store dele af historien.

Bliver det så ikke svært at skrive om hans fremragende film, spørger Ekko instruktøren, da vi mødes på Plage Majestic i Cannes.

”Da jeg skrev det, føltes det lidt underligt, fordi det er mærkeligt at bede folk om at promovere filmen, men afstå fra at skrive visse ting,” svarer Bong Joon-ho.

”Men helt simpelt ville det være forfærdeligt for publikum at gå ind til filmen velvidende, at der kommer til at ske noget bestemt på et tidspunkt. Så jeg vil gerne beskytte publikums ret til at nyde filmen uden at vide noget, selv om det selvfølgelig er et paradoks.”

Det betyder også, at Bong Joon-ho holdt godt øje med, hvordan filmens trailer blev udformet.

”Jeg bad om at få fjernet visse scener. Den franske distributør er en god ven, men han havde lyst til at slå mig ihjel. ’Hvor vover du ikke at lade mig bruge det klip,’ sagde han.”

Måske lidt pervers
Parasite er heldigvis købt hjem af Grand Teatrets distributionsled Camera Film, så et dansk publikum får mulighed for at se filmen om en fattig familie på samfundets bund.

De får muligheden for et bedre liv, da de bliver ansat hos en rig familie. Det skaber en række morsomme situationer, men Parasite er også både uhyggelig og tragisk i skildringen af, hvordan ulighed skaber følelsesmæssig distance mellem mennesker.

”Jeg er ikke pessimistisk hele tiden, men jeg ville være ærlig om den virkelighed, som vi befinder os i,” siger 49-årige Bong Joon-ho.

”Menneskeheden har skabt en fantastisk teknologisk udvikling, men er uligheden mellem rig og fattig blevet mindre de sidste 20-30 år? Ikke rigtigt. Jeg har en søn, og jeg kan ikke se for mig, at det bliver bedre i løbet af hans generation, så der er en masse frygt i mig.”

Det til trods sørger instruktøren for også at have humor med i sine film. Kontrasten får nemlig tragedien til at stå så meget stærkere frem, mener han.

”Jeg er måske lidt pervers, for når publikum griner, vil jeg samtidig få dem til at have dårlig samvittighed over at grine. Min humor er som en skarp kniv bag ryggen.”

Priser kræver held
Sidste år var det også en sydkoreansk film, der fik kritikerne i Cannes til at klappe og råbe mesterværk.

Men hvor Lee Chang-dongs Burning med mystik skildrer den menneskelige eksistens, er Bong Joon-ho en mere ligefrem fortæller, der med stolthed i stemmen under interviewet kalder sig en genreinstruktør.

Han lavede sin første spillefilm Barking Dogs Never Bite i 2000 og blev for alvor kendt op gennem 00’erne med genrefilmene Memories of Murder, The Host og Mother. De gav ham muligheden for at lave film i USA, hvor han formåede at fastholde sin særlige stil i sci-fi-fortællingerne Snowpiercer og Okja.

Med Parasite er han vendt tilbage til hjemlandet og har lavet sin bedste film, der er Ekkos chefredaktør og mange andres favorit til at vinde Guldpalmen. Det tager instruktøren dog ganske roligt.

”Jeg har siddet i juryen på festivalerne i San Sebastián, Sundance og Berlin, så jeg ved, hvor mærkelig den proces er,” siger Bong Joon-ho med et smil.

”Det er et svært job, og man skal tænke over mange ting. Men jeg har oplevet, at vi 30 minutter inden ceremonien ændrede det hele. Det aner filmskaberne jo ingenting om, men held betyder altså meget, når det handler om at vinde priser.”

Træt af supergrisen
Bong Joon-ho blev fanget i et stormvejr på Cannes-festivalen i 2017, hvor hans Netflix-film Okja blev et stridspunkt mellem streamingtjenesten og festivalen.

Selv har han ikke noget problem med streaming og vil gerne arbejde med Netflix igen. Men han er glad for at have skiftet den animerede supergris fra Okja ud med rigtige mennesker.

”Hvor mange billeder af grisen tror I, der er i Okja?” spørger instruktøren og kigger på journalisterne rundt om bordet, før han kommer med svaret.

”Der er omkring 320, og det kræver et kæmpe budget, så man bruger meget energi på alle de effekter. Jeg har været glad for denne gang at kunne bruge mine kræfter på de finere nuancer i mennesker.”

Langt fra Champs-Élysées
Den sociale ulighed i Parasite er ifølge Bong Joon-ho også global. Instruktøren vil gerne udvide publikums syn på verden gennem sine film.

”Da jeg første gang så La Haine i 1995, blev jeg meget overrasket over, at der fandtes den slags områder i Paris. Jeg vidste ikke engang, at banlieues eksisterede – jeg forestillede mig Champs-Élysées, hvor alle drak vin og lyttede til akkordion-musik. Det var det samme med Sean Bakers The Florida Project. Jeg forbandt Florida med solskin og glade mennesker, men der er også en mørkere side,” siger Bong Joon-ho.

”Det er det samme i Sydkorea, som er et rigt og veludviklet land. Men netop derfor er skellet mellem rig og fattig blevet større.”

”Det er ikke halvdelen, som er ramt af fattigdom, men det fylder stadig meget i vores samfund. Går man ind i gyderne i Seoul, finder man mange af de samme fattige hjem som i filmen, og gennem vinduerne kan man se ind til familierne, der bor i de små lejligheder.”