Nyhed
08. aug. 2019
Hæderkronet filmselskab kæmper økonomisk
Pigerne Molly (Beanie Feldstein) og Amy (Kaitlyn Dever) kommer i Booksmart på udfordrende eventyr. Produktionsselskabet bag filmen står tilsyneladende også over for udfordringer. Foto | François Duhamel

Hæderkronet filmselskab kæmper økonomisk

Annapurna har produceret filmperler som Booksmart, men er ifølge amerikanske medier i fare for konkurs.

Af Nicki Bruun

Filmselskabet Annapurna har produceret flere små mesterværker i de otte år, siden selskabet i 2011 blev grundlagt.

Senest har ungdomskomedien Booksmart gået sin sejrsgang blandt anmeldere verden over, mens Annapurnas kritikerroste film også tæller perler som The Master, Hende og Spring Breakers.

Men nu er filmselskabet angiveligt i store økonomiske vanskeligheder.

De amerikanske medier The Hollywood Reporter og Deadline skriver på baggrund af adskillige anonyme kilder, at Annapurna kan være på vej mod konkurs, hvis der ikke kommer nye midler til selskabet.

Selskabets grundlægger, Megan Ellison, afviser dog, at det står så galt til. I en mail til sine ansatte efter udgivelsen af artiklerne, skriver hun, at Annapurna har mange spændende sager på vej.

Og i en officiel udtalelse til The Hollywood Reporter og Deadline siger en talsperson for selskabet:

”Ellison-familien er i forhandlinger om at omstrukturere sine aftaler med bankerne. De står stadig støt bag firmaet og er optaget af Annapurnas fremtid.”

Uendelige ressourcer
Når der bliver snakket om Ellison-familien skyldes det, at pengene i Annapurna i høj grad kommer fra Megan Ellisons far, finansmogulen Larry Ellison.

Han har grundlagt it-selskabet Oracle og er på den måde blevet verdens angiveligt syvende rigeste person med en formue på næsten 500 milliarder kroner.

Der er altså noget nær uendelige ressourcer at trække på, hvis Larry Ellison er engageret i at holde sin datters selskab i live.

Et hårdt slag
De amerikanske medier skriver, at en konkurs for Annapurna vil være et hårdt slag for independence-branchen i landet.

Megan Ellisons selskab har været en af de få spillere, som har turdet tage chancer med mellemstore dramaer i en tid, hvor enorme blockbusters har slugt det meste af markedet.

Men det er også netop selskabets problem.

Ifølge medier har dårligt billetsalg til velanmeldte film som Vice og The Sisters Brothers gjort livet økonomisk svært for Annapurna.

Selskabets næste film er Richard Linklaters Where’d You Go, Bernadette, der er baseret på et bogforlæg og har Cate Blanchett i hovedrollen.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
19. juni 2019
Booksmart

Booksmart

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!