Nyhed
03. feb. 2020
”Han var som Dr. Jekyll og Mr. Hyde”
Harvey Weinstein var i en årrække en af de mest magtfulde mennesker i den amerikanske filmbranche, men nu risikerer producenten at sidde i fængsel resten af sit liv. Foto | uoplyst

”Han var som Dr. Jekyll og Mr. Hyde”

Flere kvinder anklager den førhen så feterede filmproducent Harvey Weinstein for grove voldtægter i retssagen, som er i gang i New York.

Af Nicki Bruun

I disse dage er en rigsretssag mod præsident Donald Trump i fuld gang. Men samtidig er en anden retssag mod en af USA’s mest magtfulde filmmænd også ved at blive udrullet med voldsomme anklager til følge.

Harvey Weinstein var den første og største af de mange kendte personligheder, som blev væltet af overgrebsanklager, da #MeToo-bevægelsen i slutningen af 2017 ramte særligt underholdningsindustrien i hele verdenen.

Siden har han forsøgt at forsvare sig mod adskillige anklager fra en række kvinder. Den 6. januar begyndte en retssag mod ham i New York, hvor der først skulle udpeges en jury. Siden 22. januar har han siddet på anklagebænken, hvor han bliver beskyldt for flere voldtægter og overgreb, som kan sende den 67-årige producent i fængsel på livstid.

Det er heller ikke småting, de angivelige ofre har beskyldt ham for i vidneskranken.

Mimi Haley, en tidligere produktionsassistent i Weinsteins selskab, anklager sin forhenværende arbejdsgiver for i 2006 at have inviteret hende hjem til sin bolig. Her skal han have revet hendes tampon ud og udført cunnilingus mod hendes vilje.

”Hver gang jeg prøvede at komme ud af sengen, skubbede han mig tilbage og holdt mig nede,” fortalte hun i retten.

”Dér forstod jeg, hvad der foregik. Jeg blev voldtaget!”

Ny retssag truer
Harvey Weinstein er i retten i New York under anklage for fem punkter, deriblandt voldtægt. Tre af dem er især bundet op på et vidneudsagn af skuespilleren Jessica Mann, skriver amerikanske CNN.

Hun fortalte i sidste uge, at hun havde mødt Weinstein til en fest i 2012 eller 2013, da hun var 25 år gammel. De to havde angiveligt indledt et forhold, der startede professionelt, men snart udviklede sig til et fysisk forhold.

Jessica Mann forklarede, at hun ved flere lejligheder havde haft frivillig sex med producenten – senest i 2016. Men allerede i 2013 havde han voldtaget hende over to omgange.

”Jeg kunne ikke trække vejret, fordi han var så tung oven på mig. Jeg husker kun, at jeg stirrede på fjernsynet,” erindrede hun i vidneskranken og fortsatte:

”Bag lukkede døre afhang hans opførsel af, om jeg gav ham det, han ville have. Han var som Dr. Jekyll og Mr. Hyde.”

Jessica Mann fortsætter sit vidneudsagn i dag mandag amerikansk tid, hvor Weinsteins forsvarere vil krydsforhøre hende om, hvorfor hun fortsatte med at omgås producenten efter de angivelige overgreb.

Retssagen mod Harvey Weinstein er sat til at blive afsluttet i starten af marts, hvor dommen mod den tidligere så feterede producent falder. Han nægter sig skyldig i samtlige anklagepunkter, men står efterfølgende til at møde op ved en ny retssag i Los Angeles.

Relevante artikler

Nyhed
20. juni 2018
Harvey Weinsteins tabte film

Harvey Weinsteins tabte film

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!