Herzogs huler er billedskøn harmoni

De plejer at harmonere horribelt i tyske Werner Herzogs værker, men i den excentriske instruktørs nye film smelter kulturen og naturen sammen.

I Cave of Forgotten Dreams filmer den 69-årige tysker verdens ældste hulemalerier, som har over 30.000 år på bagen.

De findes i Chauvet-grotten i Frankrig, der siden dens opdagelse i 1994 har været hermetisk lukket for offentligheden — indtil nysgerrige Herzog fik eksklusiv adgang til hulerne.

Operahus i junglen
Mennesket versus naturen har altid fascineret Werner Herzog.

Det gør det i fiktionsfilm som Fitzcarraldo, hvor en monoman entreprenør forsøger at slæbe sin floddamper over et bakkedrag, så han kan bygge et operahus midt ude i den peruvianske jungle. Og i dokumentarer som Grizzly Man, hvor bjørneelskeren Timothy Treadwells kærlighed til de store, behårede bæster bliver hans blodige endeligt.

I Cave of Forgotten Dreams spiller natur og menneske for en gangs skyld på samme hold — i hvert fald indtil filmens sidste scene.

3D kommer til sin ret
Werner Herzog tager os tilbage til en 30.000 år gammel virkelighed, hvor mennesket og naturen eksisterede i smuk samhørighed.

Hulemalerierne danser på de krumspringende klipper, og de mange dyremotiver af heste, næsehorn og bjørne kan ikke undgå at gøre indtryk.

Hulekunstnernes fortidige øje for detaljer og dynamik har været overraskende skarpt og gør ens fordomme til skamme, hvis man havde forventet primitiv kunst med tændstikmænd.

Cave of Forgotten Dreams er optaget i 3D, og brugen af den udskældte teknologi giver god mening.

Hulemalerierne er jo ikke blevet til på lodrette lærreder, og den ekstra dimension øger følelsen af at opleve værkerne, som hulemændenes Picasso og neandertalernes Rembrandt tænkte dem.

Spirituel hjertemassage
Men det er ikke kun teknik og forhistorisk malerkunst, der gør Cave of Forgotten Dreams billetprisen værd. Det er i høj grad også Werner Herzogs filmiske greb og metode.

”Hvis alle tier stille, kan man næsten høre sit eget hjerte slå,” siger en af forskerne i filmen, og den replik indleder filmens bedste sekvens.

Larmen i hulen forstummer, og Herzog maner nærmest hulemalerierne til live med sakral musik og den sagte lyd af et bankende hjerte, der langsomt stiger i volumen og falder i et med publikums hjerterytme.

Det lyder måske pladder-romantisk, men den spirituelle hjertemassage fungerer og lægger sig fint i forlængelse af filmens typiske Herzog-voice-over, der som sædvanlig elegant betræder den hårfine grænse mellem corny og tankevækkende.

Radioaktive albino-krokodiller
Herzogs vækkelsesritual er mageløst, men netop som frugten af naturen og kulturens samarbejde kommer til live, slår han det ihjel i filmens absurde afslutningssekvens.

Herzog prikker hul på tidsboblen og tager os tilbage til nutiden og et dyrecenter tæt på Chauvet-grotten, hvor luften fra et atomkraftværk tilsyneladende har resulteret i radioaktive albino-krokodiller!

Tyskeren maltrakterer den 30.000 år gamle idyl og minder publikum om en virkelighed, hvor mennesket og naturen ikke er i harmoni.

Det kommer imidlertid næppe som en overraskelse for nogen, og krokodillerne — som formentlig er fantasifostre af Herzogs gale fantasi —  bliver en gakket og unødvendig pointe.

Cave of Forgotten Dreams er først og fremmest en æstetisk oplevelse. Svømmende albino-krokodiller er det sidste, øjet ser, men inden da er den harmoniske klippekunst fra en svunden tid blevet banket fast på nethinden med syvtommersøm.