oscar 2021
26. apr. 2021
Historisk Oscar-aften for dansk film
Thomas Vinterbergs Druk vinder en Oscar for bedste internationale film, mens Mikkel E.G. Nielsen får en statuette for sin klipning af den amerikanske Sound of Metal. Foto | The Oscars

Historisk Oscar-aften for dansk film

Med to statuetter og den første til en dansk klipper nogensinde vil nattens Oscar-fest gå over i dansk filmhistorie.

Af Claus Christensen

For 23 år siden blev to danske film udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes: Lars von Triers Idioterne og Thomas Vinterbergs Festen. Det var en sensation og blev startskuddet til det, som er blevet kaldt dansk films guldalder.

Nattens Oscar-show er en ny milepæl for dansk film.

Aldrig tidligere har to danskere – Thomas Vinterberg og Mikkel E.G. Nielsen – fået en Oscar-statuette det samme år med forskellige film, og aldrig tidligere er en dansk klipper belønnet med en Oscar.

Mikkel E.G. Nielsen er herhjemme kendt for sit arbejde på Nikolaj Arcel-film som En kongelig affære og Kongekabale.

Han har i de senere år forfulgt en international karriere. Det har nu givet pote med klipningen af Sound of Metal, der takket være montagen og lyden bringer os helt ind i hovedet på en trommeslager, som er ved at blive døv.

Den 47-årige klipper holdt en stærk Oscar-tale.

Han fremhævede Den Danske Filmskole, hvor han selv er uddannet, og det danske filmsystem, der med en solid offentlig støtte gør det muligt at tage chancer frem for at gå efter det velkendte.

Hjertet i Danmark
Aftenens anden danske Oscar-vinder, Thomas Vinterberg, er også uddannet på Den Danske Filmskole.

Han har udtalt, at hans vinderfilm Druk aldrig ville være blevet produceret i Hollywood. Et så originalt og kontroversielt projekt – fire midaldrende mænd, som beslutter sig for at drikke i arbejdstiden – er simpelthen for økonomisk risikabelt.

Ligesom Mikkel E.G. Nielsen har Vinterberg lavet internationale film. Men han har fremhævet, at de danske film, som han har lavet, er mere personlige og ligger tættere på hans hjerte.

Jo mere specifikt dansk en historie er, jo mere universelt har den mulighed for at ramme, lyder Thomas Vinterbergs erfaring.

Så selv om tilbuddene efter Oscar-triumfen utvivlsomt vil strømme ind, vil instruktøren uden tvivl forsøge at holde fast i også fremover at lave danske produktioner.

Det samme gælder Mikkel E.G. Nielsen og en række andre danske filmfolk, som foretrækker at veksle mellem udenlandske og danske produktioner. Tænk bare på Mads Mikkelsen, der med sin hovedrollepræstation i Druk har en stor andel i Oscar-statuetten.

Zentropa tilbage
Dansk film viste sig frem på flotteste vis for hele verden i nat. Og det vil have en positiv effekt på lysten til at støtte og investere i danske filmprojekter i de kommende år.

Endelig er prisen til Druk vigtig for Zentropa. Filmselskabet var bærende i guldalderen i 90’erne og 00’erne, men det har haft nogle økonomisk svære år og været nødt til at spille mere sikkert med for eksempel Jussi Adler-Olsen-filmatiseringer.

Zentropa vandt dog en Oscar i 2011 med Susanne Biers Hævnen, og nu ti år senere er selskabet tilbage på Oscar-tronen igen.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!