Biograf hylder verdens dårligste film

Den første fredag i hver måned er det The Room-tid i Magstræde i Husets Biograf, København. Biografsalen er fyldt, og filmpublikummet sidder med skeer, puder og øl i hånden.

Filmen er i gang.

Vi følger en blondine i en bolig. Blondinen taler konstant i telefon og har sex med sit langhårede dyr af en mand. Den meget lange sexscene i dobbeltsengen bliver genbrugt, som filmen skrider frem.

Umiddelbart er de lykkeligt forlovede, men snart finder vi ud af, at blondinen også boller med hendes kærestes bedste ven. Melodramaet er i gang. Scenen skifter.

”Meanwhile in San Francisco,” synger publikum.

Regulær pudekamp
Blondinen har nu fået besøg af sin mor. Hun fortæller moren, at hun ikke forstår, hvad der sker med hendes følelser.

”Because you are a woman,” råber publikum.

Scenen skifter. Nu står nogle af filmens personer og kaster bold til hinanden.

”One, two, three, four,” råber publikum for hver gang, én griber. Nu begynder de at kaste med skeer mod lærredet, og snart er der regulær pudekamp i salen.

Filmen skifter scene, og der kommer ro på gemytterne.

”Meanwhile in San Francisco,” synger publikum, og sådan fortsætter det.

De dårlige films Citizen Kane
The Room bliver ofte omtalt som verdens dårligste film, og Entertainment Weekly har kaldt den ”de dårlige films Citizen Kane”.

Filmen er i hvert fald så ringe, at den efter premieren i 2003 fik kultstatus i Californien. Siden spredte rygtet om den filmiske katastrofe sig over internettet, og The Room nåede efterhånden et publikum i store dele af verden.

Ikke meget giver mening i handlingen. Vi er vidne til et trekantsdrama, men vi kender ikke baggrunden for dramaet. Personer, vi slet ikke et blevet introduceret for, vader ind og ud af scenerne. Og på et tidspunkt er der tale om en baby.

”What baby,” råber publikum.

Naboens dreng, der tilsyneladende er som en søn for det forlovede par, bliver pludselig involveret i narko og skyderi. Og så hører vi ikke mere om det.

Fuck finkulturen
Husets Biograf i Magstræde begyndte at vise filmen i januar 2011, og siden da har der været fuldt hus den første fredag i hver måned til begge visninger.

Biografens bestyrer, Jack Stevenson, fortæller, at det fede ved at se den i biografen er den energiudladning, som kommer.

”Vi uddeler puder, fordi der er mange pudescener i filmen. Det er ren morskab. Og hvorfor skal film ikke være sjove?” spørger Jack Stevenson, og man kommer uværgeligt til at tænke på kultdyrkelsen af musicalkomedien The Rocky Horror Picture Show (1975), hvor publikum – udstyret med vandpistoler og konfetti – også interagerer aktivt med begivenhederne på lærredet.

”Filmkulturen har en tendens til at være meget elitær med alle sine filmfestivaler og filmpriser og filmkritikere, der fortæller os, hvad vi skal kunne lide. The Room nedbryder hele den kultur og giver magten tilbage til folket,” siger Stevenson, der har tænkt sig at vise filmen, så længe der er publikum.

”Meanwhile in San Francisco,” lyder det inde fra salen.

Undskylder sig med sort humor
Da filmen er slut, vises et interview med instruktøren Tommy Wiseau. Han roser sin egen film, fordi den giver publikum mulighed for at grine og græde. Og han takker sine fans.

Tommy Wiseau har ikke bare instrueret, produceret og skrevet manuskriptet. Han spiller også hovedrollen som den utro kvindes forlovede.

Han er født engang i 1960’ernes Østeuropa, har arbejdet som opvasker i Frankrig og siden emigreret til Californien, hvor han blev filmmager.

Efter premieren har han kaldt den for sort humor, men ingen tror på, at filmen nogensinde var lavet som en komedie. Det var bare dårligt filmhåndværk, mener folk, hvad flere af filmens skuespillere også har bekræftet.

Til sidst elsker man uden ironi
Uden for biografsalen står folk og snakker. Nogle er debutanter, andre har været her mange gange.

”Når man har set interviewet, får man lyst til at se filmen igen,” fortæller en ung kvinde.

”Den mand er jo bindegal.”

En ung gut fortæller mig, at han har været her atten-nitten-tyve gange. I starten grinte han, fordi filmen gjorde alting forkert, fortæller Erik Lindstrøm Jensen.

”Men siden lærer man at elske filmen uden ironi. Som man elsker en hund, der jagter sin egen hale.”