Hvad blev der af #OscarsSoWhite?

Jeg var en af dem, der i 2016 blev hevet i tv og radio for at tale om Oscar-akademiet.

Der var nemlig ikke en eneste af de nominerede i de tunge kategorier ved Oscar-uddelingen, som ikke var det, der på amerikansk kaldes ”hvid”.

Det førte til et verdensomspændende hashtag på de sociale medier, #OscarsSoWhite, hvor Akademiet kom under beskydning fra meningsdannere, journalister og branchefolk.

I DR2 Dagen blev jeg spurgt, om der var en racistisk slagside i Oscar-akademiet.

Mit svar var, at det mere var en systemfejl. At Hollywood måtte gribe i egen silikonebarm og lave film om mennesker, som de så ud i USA. Ikke som filmbranchen troede, at folk drømte om at se ud. Når først branchen laver filmene, vil de også blive nomineret og præmieret, lød min pointe.

I dag er jeg mere i tvivl.

Slaven er nomineret
Det er overraskende, der er stort set ingen debat har været om, at Oscar-nomineringerne er så skinnende blege i 2020.

Det er druknet i diskussioner om, at der er mangel på kvinder i flere af kategorierne. Det er rigtigt, men hvorfor skal det skygge for, at Oscar-akademiet i et år, hvor etnicitets-diversiteten er større end nogensinde, nærmest udelukkende har valgt de kridhvide film?

For i år byder filmene på mange forskellige virkeligheder. Akademiet skulle bare nominere dem. Det er ikke sket, og derfor vil 2020 blive husket som året, hvor Oscar vendte ryggen til diversiteten.

At kun én nominering i de store kategorier var afroamerikansk, vækker undren. At denne kvinde – Cynthia Erivo – spiller slave i Harriet, gør det nærmest ufrivilligt komisk.

Stærkt diversitetsår
For i modsætning til 2016 – og i øvrigt også 2015 – er der i den grad præstationer, som er værd at fremhæve i Oscar-sammenhæng i filmåret 2019.

Især i skuespilkategorierne havde det været oplagt at nominere Jennifer Lopez, der blev nomineret til Golden Globes, SAG (Screen Actor’s Guild) og Critic’s Choice Awards for Hustlers.

Eller hvad med Lupita Nyong’o, der har vundet bunkevis af priser for sin rolle i Us? Eller Awkwafina, som vandt en Golden Globe for sin rolle i The Farewell.

Det er også overraskende, at hverken Eddie Murphy (Dolemite Is My Name) eller Song Kang-ho (Parasite) kunne komme med i det mandlige skuespillerselskab.

Hele castet fra sydkoreanske Parasite vandt ensemble-prisen ved SAG, men ingen af dem var åbenbart Oscar-værdige. I samme ombæring kunne man også nævne, at Lulu Wang kunne have fået en instruktør-nominering for The Farewell, som også snildt kunne være blevet nomineret til bedste film.

Verdenen bliver større
Så hvor blev #OscarsSoWhite-diskussionen af?

Der har været små pip, men hvad med noget, der bare minder om den bølge, som skyllede ind over både medie- og filmbranchen i 2016?

Kvinden bag hashtagget, April Reign, har skrevet en klumme for det amerikanske medie Vox med titlen: Hvad kunne vi ellers have forventet med et overvejende hvidt Akademi?

Ellers har der været stille.

Når man arbejder med at skildre filmverdenen, har man også en idé om, at film kan noget særligt. Set fra mit biografsæde er film vores drømme og minder, som vi giver videre til hinanden.

Film bringer os ind i en verden, der ikke er vores egen. Jeg forstår bedre helvede på jord i kz-lejre takket være Sauls søn, fattigdommens ubehagelige nød via The Florida Project og miljøer med en anden seksualitet, når jeg ser Moonlight eller tv-serien Transparent.

På den måde udvider film vores virkelighed, og derfor er det farligt, hvis Oscar-akademiet kun ser sig selv.

Kuldsejlet i filmhavet
Oscar er verdens største og mest udbredte filmpris, og det burde skabe en ansvarsfølelse hos Akademi-medlemmer. Men vi må konstatere, at udvidelsen af akademiet til næsten 9000 mennesker har slået fejl.

Det er ubegribeligt, at vi her kort inde i et nyt årti stadig skal opleve så ringe forhold for diversiteten i filmbranchen. Hvis film er vores drømme og minder, nytter det ganske enkelt ikke noget, at minderne ikke også afspejler virkeligheden bredt. For hvordan i alverden skal vi så kunne huske, hvem vi er?

Og det handler ikke kun om hudfarve. Det handler også om, at kvinder som Greta Gerwig (Little Women) blev overset, og at queer-fortællinger som Pedro Almodóvars Smerte og ære sagtens kunne have været nomineret til mere end to priser.

Men det må bare ikke skygge for, at al den inklusion – som udvidelsen af Akademiet handlede om, da #OscarsSoWhite fik gjort opmærksom på skævhederne – lader til at være kuldsejlet et sted i filmhavet.