I Sverige er kærligheden ensom

Den svensk-italienske Erik Gandini er lidt af en samfundsrevser.

I Surplus: Terrorized Into Being Consumers gjaldt det forbrugerkulturen og i medieportrættet Videocracy havde han riven ude efter Berlusconis propaganda-imperium.

Nu er det så svenskerne, der står for skud. The Swedish Theory of Love er en essayistisk dokumentar, der på tirsdag 10. november får verdenspremiere i Grand Teatret med Ekko som vært.

Og lad os straks slå fast, at The Swedish Theory of Love ikke er noget med at dele hede sommerkys og smultron på strå i skærgårdsnatten.

Filmen handler derimod om, hvordan man rationaliserer romancen ihjel med pragmatiske diskussioner om frigjorte familieforhold i det moderne samfund, hvor ensomhed er ved at blive normen.

Total frigørelse
”Ifølge den svenske romantik kan autentisk kærlighed kun opstå, når to mennesker er uafhængige af hinanden,” forklarer Erik Gandini over en Skype-forbindelse.

”Man har fjernet forestillingen om, at kærlighed handler om at overgive sig komplet til en anden person. Det er tørt, meget tørt.”

Tanken udsprang fra 1970’ernes socialdemokratiske guldalder, hvor man gennem social ingeniørkunst ville skabe et frigjort samfund. Kvinderne skulle frigøres mændene, de ældre fra deres børn og teenagere fra deres forældre. Staten overtog forsørgerpligten for at spare borgerne alle uønskede sociale relationer.

”Hele den sociale velfærdsstruktur er bygget på mareridtet om at skulle have at gøre med folk, du ikke bryder dig om. Såsom din familie.”

– Det virker som et samfund bygget på indelukkethed!

”Præcis! Det er godt, det citat stjæler jeg!”

Å ena sidan, å andra sidan
Filmen går fra den ene historie til den næste i frit associerende stafetklipning. Det er snart bizart underholdende, snart dybt deprimerende.

Som da vi er med socialarbejdere på en tur rundt i lejligheder, hvis afdøde beboere først bliver fundet, da naboerne klager over lugten.

Vi introduceres til den danske direktør for en sædbank, der udsender sæd pr. postordre og drømmer om en fremtid, hvor kvinder vælger partner online med virtual reality-briller og duft-simulering.

Den fragmentariske struktur er for Gandini en vigtig præmis for filmen.

”Jeg forsøger jo at portrættere et samfund af selvstændige individer og stille spørgsmål til fremtiden. Bliver det selvinseminering, hvor kvinden ligger derhjemme med en sprøjte, mens manden river den af et andet sted?”

Instruktøren måtte – sammen sin faste samarbejdspartner Johan Söderberg – pille filmen fra hinanden mange gange, før den fik sin endelige form.

”Vi arbejdede hårdt på at samle det hele i klipperummet, og vi ændrede strukturen mange gange, fordi vi fandt det svært at starte og slutte filmen. Men jeg elsker den uforudsigelighed. Jeg håber, det giver fortællingen en lidt akavet åbenhed, der er svær at lure,” siger Erik Gandini og fortsætter:

”Enkeltdelene skal tilsammen udgøre et billede. Det er ikke et komplet billede, men det er mit billede og fuldkommen subjektivt. Sådan mener jeg, dokumentarfilm bør fungere.”

”Og så kan alle hævde, at der er masser af folk i Sverige, der ikke er ensomme, men du kan ikke lave en film, hvis du prøver at være sådan. På svensk har vi udtrykket ’Å ena sidan, å andra sidan’, men sådan kan man efter min mening ikke arbejde.”

Krammekampagne
Et genkommende billede viser en svensk samfundsforsker, der præsenterer en graf over modernitet og individualitet. Sverige er placeret langt over alle andre. Det er et individcentreret samfund in extremis.

Skyggesiden af den udvikling er, at det er svært at opretholde balancegangen mellem retten til at være alene og frygten for at blive ensom. Instruktøren, der selv flyttede til Sverige som nittenårig, oplevede på egen krop, hvordan individualismen kunne virke ekskluderende.

”Det tog mig et stykke tid at forstå samfundets koder og forstå, hvorfor folk talte om samvær som noget krævende. Jeg har også brug for plads til mig selv, jeg vil ikke invaderes, men samtidig er jeg hunderæd for at dø alene i en lejlighed, glemt i to år,” fortæller Erik Gandini.

En del af inspirationen til filmen kom fra Røde Kors, der iværksatte en ”krammekampagne” for at gøre noget ved den svenske socialangst.

”De tager sig jo normalt af krig og sultepidemier og den slags kriser, men i Sverige var de virkelig optaget af ensomhed.”

”Jeg bor tæt ved Røde Kors’ hovedkvarter i Stockholm, og de har opstillet en bænk i parken foran deres bygning ved Mariatorget. Den er malet rød, og så er der malet i hvidt: ’Her kan du møde andre.’”

Drømmen om Sverige
Den skandinaviske velfærdsmodel bliver med jævne mellemrum hevet frem som et attråværdigt eksempel på vestlig velstand og social sikkerhed – en fremstilling, Gandini genkender.

”Da jeg lavede min film i Italien, opdagede jeg en hjemmeside, der hedder Svedesidentro, hvilket betyder ’Sverige indeni’. Hjemmesiden er lavet af unge italienere, der drømmer om Sverige som en art forjættet land, hvor korruption og andre af Italiens problemer ikke findes. Mange af dem er siden flyttet til Sverige.”

– Det gjorde du også!

”Ja, jeg var omkring nitten-tyve, da jeg kom til Sverige, og jeg blev her på grund af studietilskuddene. Det var fantastisk. Når du er tyve, er det det bedste sted i verden. Mine venner i Italien sad fast derhjemme, indtil de var 35.”

”Vi taler om progressive, moderne samfund. Danmark, Sverige og Norge er virkelig moderne sammenlignet med resten af verden. Hvis du kombinerer det med den materielle velstand, er det klart, at flygtninge bare vil nordpå.”

Bliver aldrig tilfreds
Sammenlignet med Erik Gandinis tidligere film er fremstillingen af Sverige noget mindre polemisk. Der er ikke nogen fjendebilleder at kaste sig over, og der er ingen forkromede løsninger i vente.

Den tilgang var en udfordring for instruktøren.

”Jeg har ikke løsningen. Hvis man vil skabe det perfekte samfund, så bliver man aldrig tilfreds, men det mener jeg faktisk også er en sund indstilling.”

”Det værste er, når du tror, du er fri. Når du føler, at du er fuldkommen fri, og i det selvbedrag følger du bare med strømmen. Du gør ligesom alle andre.”