Idealistisk dokumentarist er død

Dansk film har mistet en af de mest dedikerede og eftertænksomme dokumentarfilminstruktører, som lavede film til det sidste.

I mandags gik Jens Pedersen bort i en alder af 63 efter at have kæmpet med kræft over flere omgange.

Jens var drevet af at skildre mennesker og med ønske om at ville forstå verden. Han havde en evne og lyst til at gå ind i fremmede menneskers liv og skildre deres udfordringer og livsvilkår.

Han var et privat og ydmygt menneske, der hellere ville rejse til Bangladesh og filme fremmede mennesker end at stå til reception hos Det Danske Filminstitut.

Igennem 35 år producerede og instruerede han en lang række film fra verdens fjerne egne: Nicaragua, Afghanistan, Indien, Malawi, Kina etc. Hans film fik et stort publikum på danske tv-stationer og i udlandet.

Tæt på afghanske børn
Jens Pedersen trådte for alvor i karakter som filmmager, da han rettede sit fokus mod børn.

I 2013 instruerede han fem små film fra det kaotiske og krigshærgede Afghanistan.

Han skildrede blandt andre elleveårige Faridullah, som arbejdede på et teglværk for at hjælpe sin far ud af en gældsfælde. Og tolvårige Machgan, der havde mistet sin far i krigen og boede på et børnehjem.

Det lykkes Jens at finde ind til de stærkeste sider af børnene, så man bliver efterladt med en følelse af håb. Portrætterne er en filmisk kraftpræstation – intet mindre.

En enkelt film kom ikke ud over rampen.

Jens havde fået til opgave at lave en informationsfilm om unge og alkohol for Sundhedsstyrelsen. Han fik den idé, at man kunne invitere en større gruppe skoleelever til bowling. Halvdelen drak sodavand og den anden halvdel drak øl.

Jens havde sikret sig, at det hele gik rigtigt til med hjælp af et par politibetjente. Desværre for Sundhedsstyrelsen viste det sig, at fulde skoleelever bowler bedre end de ædru, og styrelsen fandt derfor ikke filmen egnet til at blive vist i skolen.

Dengang video var nyt
Jens Pedersen blev født i 1959 og voksede op med to forældre, der var advokater. Det var ikke en vej for Jens, han gik sin egen vej.

Jens Pedersen var uddannet som cand.comm. fra RUC dengang, hvor det var nyt og spændende at arbejde med ”video”.

Efter endt uddannelse startede han produktionsselskabet Den lille Prins med nogle medstuderende.

Senere tog han et supplerende studie på San Francisco State University, ligesom han gennem hele karrieren holdt sig åben og nysgerrig ved at tage adskillige kurser. Heriblandt det velrenommeret EAVE, hvor han kunne dele sin glæde ved at tænke og snakke med 80 andre internationale producere.

Før han startede sit eget firma, arbejdede han som producer fra 1997 til 2005 i Agenda Film og Lynx Media og producerede både tv-projekter, kommercielle film og undervisningsfilm.

God til at lytte
Jens Pedersen var en del af den generation, som var med til at banke hele fundamentet op for den stolte danske dokumentarfilmbranche. Ikke alene instruerede han, men han var også med til at producere dokumentarfilm og -serier.

Han elskede rejserne med sit kamera og i særdeleshed tætte samarbejder med lokale partnere. Han elskede at få den fornemme adgang til folks liv med stor respekt, nærværende og lyttende på en måde, som kun han kunne.

Han var passioneret og optaget af mennesker, der lever under andre vilkår – menneskelivet i alle dets afskygninger.

Mange af Jens’ film kan stadigvæk ses.

Senest stod han bag serien Børnene på Silkevejen, som vakte international opmærksomhed. Han blev opfordret til at udvide serien til femten afsnit med tre andre af landets dygtige dokumentarister, men nåede desværre ikke at opleve, at projektet blev afsluttet.

Jens Pedersen efterlader sig sin kone Karen og to voksne børn, Carl og Nina.