Nyhed
19. juni 2015
Imponerende trailer til narko-thriller
Emily Blunt spiller den hårdtslående hovedrolle som FBI-agenten Kate Macer, der kastes ud i brutal kriminalitetsbekæmpelse på den mexicanske grænse i Denis Villeneuves Sicario. Foto | Richard Foreman Jr.

Sicario: Imponerende trailer til narko-thriller

Den første trailer til Denis Villeneuves Cannes-hit Sicario er lige så eksplosiv som mørk. Filmen giver indblik i de illegale metoder, som USA bruger i narkokrigen.

Af Nicki Bruun

Sicario blev aldeles positivt modtaget på årets Cannes-festival, og det forstår man faktisk godt, hvis filmen er lige så god, som traileren giver indtryk af.

Emily Blunt spiller FBI-agenten Kate Macer, der bekæmper organiseret narkokriminalitet på den amerikansk-mexicanske grænse. Det er ikke noget fredeligt forehavende, og traileren byder på højoktan action i form af skudsalver og eksplosioner i rigelige mængder.

Særligt flot virker en scene, hvor Kate er fanget i en bil midt i tung trafik, mens bilen bliver angrebet fra alle sider. Med hende i bilen er den professionelle lejemorder Alejandro – sicario betyder ”lejemorder” i Mexico, som traileren pointerer – i skikkelse af altid medrivende Benicio Del Toro.

Han fremstår som en dyster og kynisk mand, men han er langt fra filmens eneste. I en anden hovedrolle ses nemlig Josh Brolin som Kates overordnede, der øjensynligt har alt andet end kriminalitetsbekæmpelse for øje. Og filmen giver indblik i de illegale metoder, som USA bruger i narkokrigen.

Det hele er smukt orkestreret af instruktør Denis Villeneuve, der veksler mellem totaler af det barske ørkenlandskab og nærbilleder af martrede ansigter. Sammen med lydsiden skaber det thrillerens spænding, og Sicario ligner en værdig arvtager for Steven Soderberghs Traffic (2000), der ligeledes har Del Toro i en hovedrolle.

Canadiske Villeneuve instruerede sin første spillefilm i 1998, men er først de seneste år for alvor brudt igennem. Han blev Oscar-nomineret for Nawals hemmelighed (2010), mens hans seneste to film – Prisoners og Enemy – begge har Jake Gyllenhaal i topform i hovedrollen.

Han filmer lige nu sit næste projekt, sci-fi-filmen Story of Your Life, hvor Amy Adams og Jeremy Renner spiller hovedrollerne. Og så er han blevet udvalgt som manden, der skal instruere den kommende Blade Runner-film, hvor Harrison Ford gentager sin rolle som Rick Deckard, og Ryan Gosling ifølge rygter spiller hovedrollen.

Sicario har planlagt dansk premiere 3. december.

Trailer: Sicario

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!