Nyhed
10. apr. 2018
Instruktører frygter for dansk films fremtid
TV 2 er de seneste år begyndt at satse ekstra meget på egenproducerede serier som Perfekte steder, og med regeringens medieudspil tyder det på, at den udvikling fortsætter. Foto | TV 2

Instruktører frygter for dansk films fremtid

Regeringens medieudspil bliver mødt med forsigtig optimisme mange steder i filmbranchen, men instruktører frygter at drukne i en flodbølge af udenlandsk indhold.

Af Nicki Bruun

Medie-Danmark dækker i disse dage heftigt en sag, der har stor betydning for aktørernes fortsatte overlevelse på markedet. 

Regeringen præsenterede torsdag et seks sider langt medieudspil med en række forslag, som kommer til at danne grobund for forhandlingerne, der starter i denne uge. 

Forslagene vil betyde store forandringer for landets medier, hvis de bliver implementeret. 

Der bliver foreslået at skære Radio24syv med en tredjedel, og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti vil flytte radiokanalen til Jylland, mens udspillet også kalder på en reducering af DR og en delvis privatisering af TV 2. 

Skattelettelser
Det har også vakt panderynker i mediebranchen, at de omkring 700 millioner kroner, som skal fratages DR, ikke alle bliver inden for medie- og kulturområdet. 

”Provenuet fra reduktionen anvendes til lempelser for borgerne, forbedring af vilkårene for pensionister samt andre medieformål,” lyder det i regeringens medieudspil, hvilket blandt andet betyder skattelettelser. 

For filmbranchen er det især værd at bemærke, at regeringen i sit udspil ønsker at ophæve DR og TV 2’s nuværende forpligtelse til at købe dansk film. Til gengæld vil man øge den øvrige filmstøtte med 120 millioner kroner om året samt seksdoble Public Service Puljen fra 35 millioner til 220 millioner i 2023. 

Fokus på tv-serier
”En nyskabelse,” kalder Liberal Alliances kulturminister Mette Bock udspillet, der er blevet mødt med både ris og ros i mediebranchen. 

Den nuværende filmforpligtelse betyder, at DR og TV 2 hver skal støtte dansk film med 65 millioner kroner årligt. TV 2 har tidligere ytret modstand over for ordningen og ser udspillet som en mulighed for at bruge midlerne anderledes. 

Fokus vil i fremtiden være mere på tv-serier, siger administrerende direktør for TV 2, Merete Eldrup, ifølge Mediawatch. 

Mange af de danske tv-serier, som TV 2 allerede viser på deres kanaler, har fået støtte fra Public Service Puljen. Den administreres af Det Danske Filminstitut og skal ifølge udspillet altså have en markant økonomisk saltvandsindsprøjtning. 

Det kan komme til at gavne landets produktionsselskaber, vurderer formanden for interesseorganisationen Producentforeningen, Klaus Hansen. 

”Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at man får præciseret, hvordan de 220 millioner skal bruges. Jeg har den holdning, at noget af det, der skaber den store sammenhængskraft i samfundet, er danske tv-serier. Det er både de stærke dokumentarserier og de stærke fiktionsserier. Derfor vil jeg arbejde for, at de fleste af pengene kommer derover,” udtaler Klaus Hansen til branchebladet Journalisten. 

Truslen fra udlandet
I februar offentliggjorde Det Danske Filminstitut et oplæg til den kommende filmaftale, der er en af posterne i medieforliget. 

Her skrev Filminstituttet, at der er brug for 250 millioner kroner, hvis dansk films udfordringer i et medielandskab i forandring skal kunne håndteres. Et af forslagene var netop at omlægge tv-stationernes filmforpligtelse på 130 millioner kroner. 

”Forpligtelsen har betydet, at eksempelvis TV3, Netflix og andre er blevet holdt ude fra at investere i dansk film,” siger Filminstituttets administrerende direktør Claus Ladegaard til Mediawatch. 

Han er dog afventende i forhold til, hvordan den øvrige øgede filmstøtte på 120 millioner kroner skal forvaltes. 

”Hvis vi får en situation, hvor de penge lander i 30 film i stedet for tyve film, så har vi problemer, for vi har ikke offentlig finansieringsvolumen til meget mere end de tyve film, vi støtter i dag.” 

Hos instruktørernes fagforening, Danske Filminstruktører, er man endnu mere nervøs for, at der i fremtiden ikke bliver sat nok penge af til danskproduceret indhold. Det er især truslen fra udenlandske producenter som Netflix, der skaber bekymring. 

”Hvis ikke man fra politisk hold prioriterer dansksproget indhold og dansk kultur, så drukner vi i den flodbølge af udenlandsk indhold, som allerede er begyndt at skylle ind over os,” siger formand for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, til Mediawatch. 

Medieforliget træder i kraft fra 1. januar 2019, hvor det nuværende udløber.

Relevante artikler

Serieanmeldelse
10. okt. 2017
Perfekte steder

Perfekte steder

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!