Intim filmkunst på stort budget

Lukas Moodysson er en hvid elefant i den skandinaviske filmbranche.

Den svenske instruktør er noget så særegent som en stærk politisk stemme, der ikke kvæler sine historier eller karakterer i politisk korrekthed, men kærligt omfavner dem med medlidenhed og melankolsk forståelse.

Mammut med Gael Garcia Bernal i hovedrollen er et foreløbigt godt bud på en prisvinder i Berlin, selvom den ikke er i klasse med Lukas Moodyssons allerbedste, ungdomsfilmen Fucking Åmål og kollektivdramaet Tilsammans, og heller ikke ejer den samme rå gennemslagskraft som Et hul i mit hjerte og Lilja 4ever.

Men det siger mere om Moodyssons ekstremt høje niveau, end det gør om Mammut.

Da den engelsksprogede film i dag blev vist i hovedkonkurrencen, stod det igen klart, at Moodysson kerer sig om verden og empatisk forsøger at forstå de stakkels mennesker i den. Og nok så vigtigt: Han formår at lave intim filmkunst af det, selv når budgetterne bliver store, som er tilfældet i Mammut.

Pinefulde opkald
Gael Garcia Bernal og Michelle Williams spiller et rigt new yorker-par, der har alting, men hverken kan finde ro i sig selv eller tid til hinanden.

Bernal laver computerspil og er så god til det, at han skal skrive millionkontrakt med et selskab i Bangkok og må udtrykke sin kærlighed over telefonen – nogle gange på telefonsvareren. Michelle Williams er lægen, der med liv og sjæl forsøger at redde liv på hospitalet, men ikke kan finde en kontakt med sin otteårige datter, Jackie.

Jackie bliver passet af den filippinske barnepige Gloria, som omsorgsfuldt tager sig af de riges børn for at skaffe penge til sine to sønner på Filippinerne. Gloria får pinefulde opkald fra sønnerne, der savner deres mor og er villige til at gøre alt for at tjene penge, så mor kan komme hjem.

Nænsom feminist
Hvor Tilsammans handlede om ungdomsoprørets menneskelige konsekvenser, er Mammut en kommentar til sin egen tid: Hvordan vi i vores jagt på penge og status fremmedgøres over for os selv og hinanden, og hvordan vi i vores fragmenterede liv pludselig kan blive konfronteret med vores urinstinker: behovet for kærlighed.

Kærligheden kommer ud lige meget, om vi vil eller ej, men kærligheden er ikke altid foreneligt med det liv, vi vælger at leve.

Moodysson er også en nænsom feminist. I Lilja 4ever satte han fokus på kvindehandel, og i den nye film omfavner han de kvinder fra den fattige del af verden, som i håbet om at skaffe penge til et bedre liv rejser til Vesten for at rense toiletter eller sprede ben.

Normalt toneleje
Mammut vil muligvis skuffe dedikerede Moodysson-fans, fordi den rækker ud og forsøger at komme i dialog.

Mens Et hul i mit hjerte skreg publikum i hovedet, og Container nærmest hviskede, møder Moodysson denne gang sit publikum i et normalt toneleje.

Håbet er tydeligvis at få historien ud til et bredere publikum.

Det ser ud til at lykkes. Melankolsk og kærligt viser Moodysson skellene mellem den 1. og den 3. verden – ikke med fordømmelse, men med en kritisk udstilling af strukturerne og samtidig en forståelse for de stakkels mennesker.

Det er filmkunst, der skal ses, føles og tænkes over.