Italienske tilstande: Lejemorderen blev filmstjerne

Forbrydelse betaler sig som regel ikke, men Italien ligner en undtagelse. I støvlelandet har Berlusconi i hvert fald sat kursen, og den nu detroniserede statsmand ligner – tilsigtet eller ej – en slags foregangsmand for den nyeste trend i italiensk film: Giv hovedrollen til forbryderen.

Matteo Garrones mafiafilm Gomorra – med ægte skurke foran kameraet – modtog juryens Grand Prix i Cannes, men har siden bragt instruktøren i miskredit i visse lejre.

Sidste forår kom det nemlig frem, at instruktøren angivelig skulle have betalt beskyttelsespenge til mafiaen for at kunne optage sin film i det berygtede Scampia-kvarter i Napoli. I mellemtiden har Garrone taget skridtet fuldt ud og haft international premiere på den groteske drama-komedie Reality, hvor han har castet livstidsfangen Aniello Arena i den absolutte hovedrolle.

Også Reality hentede en pris på festivalen i Cannes, men det skete uden tilstedeværelse af Aniello Arena, der er tidligere lejemorder for den napolitanske mafia, Camorra. Instruktøren havde ganske vist i dagtimerne under optagelserne til filmen disponeret over sin ”skuespiller”, men palme-kandidat eller ej: Arena fik ikke bevilget udgang fra fængslet, da filmen skulle præsenteres for verdenspressen i det sydfranske.

Matteo Garrone mødte Arena i fængslet i Volterra, hvor man prøver at hjælpe fangerne på vej ved teateropførsler for og med de indsatte. Samme program kører i det berygtede Rebibbia-fængsel i Rom, hvor Taviani-brødrene ikke kun har hentet sine aktører til Berlin-vinderen Cæsar skal dø (som vi omtalte i Ekko #59), men også optaget filmen – med afsæt i Shakespeares Julius Cæsar.

Det er da resocialisering, der er til at tage og føle på, og indtil videre synes eksperimentet at virke. Det modsatte var tilfældet, da Lars Norén i sin tid instruerede stykket 7:3, hvor en af de medvirkende stak af, begik bankrøveri og dræbte to betjente.

Men det er ikke kun kunsten, som imiterer livet. Livet imiterer også kunsten i Italien, hvor mafiabosserne ikke mindst dyrker Brian De Palmas Scarface og Al Pacinos figur i filmen, den cubanske narkokonge Tony Montana. I 90’erne hyrede Walter Schiavone fra Camorraens Casalesi-klan en arkitekt til at tegne en tro kopi af Tony Montanas neo-klassiske palæ – inklusive den trappe, hvor Tony Montana så spektakulært tager afsked med denne verden.

Da Walter Schiavone blev fængslet for drab, valgte myndighederne at konfiskere hans imposante hjem og tage det i brug som fysioterapi-klinik for handicappede for på den måde at pille glansen af et af mafiaens magtsymboler.

Men Pacino styrer stadig. Så sent som i marts 2012 blev kokainhandleren Carlo Padovani – ligeledes fra den napolitanske Camorra – arresteret, og under ransagningen af hans hjem beslaglagde politiet blandt andet en statue af Pacino/Montana i menneskestørrelse.

En anden højtstående gangster, Pasquale Manfredi fra den frygtede ’Ndrangheta i Calabrien, lød (og nød) kælenavnet Scarface, som han huserede under, indtil de italienske myndigheder sidste år sporede ham via hans Facebook-konto. På hans side optrådte Al Pacinos kontrafej selvfølgelig.

Ifølge Roberto Saviano, der forfattede bogen bag Gomorra, henter mafiaens håndgangne mænd og kvinder (modsat Sicilien er mafiaen ikke kun en mandlig affære i Napoli og omegn) stadig inspiration fra Hollywood. I bogen beskriver han, hvordan kvindelige bodyguards arbejder i kropsnære, gule heldragter inspireret af Uma Thurman i Kill Bill, ligesom mafiaens lejemordere er blevet rigtig dårlige til at ramme deres ofre, fordi de holder deres håndvåben på samme uhensigtsmæssige, men sikkert vildt fotogene facon som figurerne i en Quentin Tarantino-film.