Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Det var en bevæget Jafar Panahi, der lørdag aften indtog scenen i Grand Théâtre Lumière, efter at en jury anført af Juliette Binoche belønnede hans It Was Just an Accident med Guldpalmen.

Filmen er et eskalerende moraldrama inspireret af, men ikke direkte baseret på, instruktørens eget fængselsophold i Teheran, efter at han sad fængslet i syv måneder i 2022.

En mekaniker kidnapper og vil dræbe den fangevogter, der torturerede ham. Men da han havde bind for øjnene under torturen, beder han en ven fra fængslet om at hjælpe med at identificere den bedøvede mand.

Og så én til. Og én til. Forviklingerne hober sig op på absurd-komisk vis, mens en broget skare af torturofre kører rundt i Teheran og gør op med sig selv, om de bør eller overhovedet kan hævne sig.

Ingen i Ekkos internationale kritikerpanel pegede på It Was Just an Accident som deres foretrukne Guldpalme-vinder, men filmen havde det højeste karaktergennemsnit på 3,4 ud af 4 sammen med to andre titler.

På scenen talte Jafar Panahi for forbrødring:

”Jeg vil gerne bede alle iranere lægge deres forskelle og problemer fra sig. Det vigtigste må være vores land og vores lands frihed.”

Triumf for distributør
Festivalens andenplads, Grand Prix, gik til norske Joachim Trier for familiedramaet Sentimental Value, der har Renate Reinsve, Stellan Skarsgård og Elle Fanning i hovedrollerne. Filmen blev hurtigt en favorit blandt publikum onsdag aften, mens nogle kritikere var lidt mere skeptiske.

Filmen handler om en kunstnerfamilie, hvis nedarvede og ubehandlede traumer dukker op til overfladen, da instruktørfaren vil lave en film med sin succesrige datter i hovedrollen, men i stedet ender med at caste en Hollywood-stjerne.

Sentimental Value blev anset som en frontløber til Guldpalmen af de førende branchemedier Variety og Indiewire, der hæftede sig ved, at den amerikanske distributør Neon under festivalen købte rettighederne til at distribuere filmen i Nordamerika.

Det uafhængige selskab, der blev stiftet for kun otte år siden, har ry for en foreløbigt ufejlbarlig næse for Guldpalmer efter at have distribueret de senere års vindere: Parasite, Titane, Triangle of Sadness, Anatomy of a Fall og Anora.

Den tradition fortsætter i år, da selskabet forud for ceremonien havde helgarderet sig ved også at købe rettighederne til It Was Just an Accident.

Pris til dommedagsdrama
Prisceremonien markerede et trodsigt punktum for festivalen, der tidligere samme dag var ramt af sabotage og en flere timers lang strømafbrydelse, der lammede ikke bare Cannes, men også de omkringliggende byer på den franske riviera.

Det var også en ceremoni uden de store overraskelser, hvor priserne for det meste gik til kritikernes forhåndsfavoritter.

I sin spådomsartikel forud for prisuddelingen pegede Ekkos chefredaktør Claus Christensen på fire film, der fortjente hæder: ItWas Just an Accident, Sentimental Value, den tyske generationsfortælling Sound of Falling og den brasilianske thriller The Secret Agent.

Juliette Binoches jury var rørende enig.

The Secret Agent, en thriller om et komplot i 1970’ernes Brasilien, blev aftenens eneste dobbeltbelønnede film med en instruktørpris til Kleber Mendonça Filho og en skuespilpris til hovedrolleindehaver Wagner Moura.

Claus Christensen udnævnte Sound of Falling, der skildrer tysk kvindeliv på landet gennem fire generationer, som sin Guldpalme-favorit.

Filmen blev hædret med Juryens Pris, om end æren måtte deles med Oliver Laxes technodrevne og eksistentialistiske dommedagsdrama Sirat. Også Sirat var blandt chefredaktørens absolutte favoritter og hans bud på vinderen af instruktørprisen.

Palæstinensere belønnes
Festivalens måske vildeste eksperimentalfilm, Bi Gans kinesiske Resurrection, blev belønnet med en specialpris. Den var også på Claus Christensens prisvinderliste.

De to eneste film, som han ikke spåede til priser, var Dardenne-brødrenes The Young Mother’s Home og den franske coming of age-film The Little Sister, som fik henholdsvis prisen for bedste manuskript og bedste kvindelige skuespiller.

Aftenen forinden blev priserne i sidekonkurrencen Un Certain Regard uddelt, hvor den chilenske The Mysterious Gaze of the Flamingo, der tackler aids-krisen, blev hædret med hovedprisen.

I et støvet ørkenlandskab anno 1952 søger hårdt prøvede minearbejdere lindring og nærhed på en bar drevet af transvestitter. Men da en uforklarlig sygdom begynder at tage livet af de lokale, forvandler omgivelsernes skæve fristed sig til en trykkoger af mistro og fordomme.

Instruktør Diego Céspedes udfolder sin historie med poesi, komik og sans for de udfordringer, som queersamfundet dengang og i dag må tackle.

Den både morsomme og rørende Pillion, hvor Alexander Skarsgaard spiller en seksuelt dominerende motorcykelrytter over for en forsagt mand, fik prisen for bedste manuskript.

Tvillingerne Tarzan og Arab Nasser modtog instruktørprisen for Once Upon a Time in Gaza og høstede aftenens mest begejstrede applaus, da de dedikerede den til alle palæstinensere.

En gestus, der satte en markant streg under et af de mest politiske år i Cannes’ nyere historie.

”Jeg kom igennem sidste sæson af Tæt På Sandheden, men var ikke tilfreds med min egen indsats og havde troet, at sommeren kunne bringe ro og give fornyet energi, men det er desværre ikke sket. Derfor har jeg set mig nødsaget til at udskyde sæson 14 indtil videre.”

Grønlandsk shitstorm
Tæt på sandheden er en slags dansk pendant til den amerikanske satireudsendelse The Daily Show. Og hvor programmer funderet i politisk satire længe har haft det svært i Danmark, har Tæt på sandheden kørt i foreløbigt hele otte år med stor succes.

I den seneste sæson, hvor Jonatan Spang vendte tilbage efter sin pause, mødte programmet hård kritik i forbindelse med skandalen om DR’s dokumentar Grønlands hvide guld.

Efter massivt pres fra blandt andre politikere, inklusive kulturministeren, blev dokumentaren afpubliceret på grund af misvisende oplysninger om historisk dansk indtjening på grønlandsk kryolit.

Jonatan Spang og Tæt på sandheden valgte at parodiere hovedpersonen i dokumentaren, forskeren Naja Dyrendom Graugaard, med sketchen Grønlands brune is, hvor en dansk skuespiller er iført inuit-tatoveringer.

Det udløste en shitstorm med politianmeldelser for racisme, en demonstration i Nuuk og en kommentar i Ekko, hvor den færøske instruktør Andrias Høgenni kigger tilbage på sin egen oplevelse med at se sit folk latterliggjort af danskere.