Dag 7: Jennifer Connelly var dagens lyspunkt

Jeg begynder så småt at se frem til festivalens ende. Jeg havde forsvoret, jeg nogensinde skulle sige det, men jeg er ved at være træt af at se film!

Mine drømme er blevet invaderet af brudstykker af de foregående dages mange film.

Havet ved stranden i Praia do Futuro, krig og eksplosioner fra ´71 og Inbetween Worlds – og så Bill Murray midt i det hele, der plagierer Shia LaBeoufs plagieringer.

Noget er forkert
Nyt brænde til de næste dages drømme er dagens første konkurrencefilm.

The Third Side of the River fra Argentina er ”presented by Martin Scorsese”, som der står i forteksterne. Han har fungeret som mentor for instruktøren Celina Murga, men det får én til at spile øjnene lidt mere op, hvilket er tiltrængt klokken 9 om morgenen.

Filmen starter med en tilsyneladende rolig familiestund. Fire børn sidder i haven og leger, mens det ældre ægtepar har en romantisk stund.

Men noget er alligevel forkert. Faren forsvinder efter at have stukket lidt pengesedler rundt omkring, og så tager han den næstmindste dreng med sig og går.

Mand med to familier
Det går op for én, at faren Jorge har to familier – og hans ældste søn, Nicolás, er sammen med sin søster, lillebror og mor den mindst favoriserede, økonomisk såvel som tidsmæssigt.

Faren er doktor og vellidt af det lille bysamfund, og hans dobbeltliv bliver stiltiende accepteret – også af de to kvinder, som Jorge har familier med.

Nicolás er en forknyt fyr med store, uudgrundelige øjne. Det daglige trummerum kører, og han er sød mod sin halvlillebror, som han beskytter mod mobning i deres fælles skole.

Men noget ulmer.

Nicolás trækker sig mere og mere fra omverdenen. Som tilskuer forventer man en eksplosion, men den sker ikke i det forventede klimaks med søsterens overdådige fødselsdagsfest. Det er godt fintet af instruktøren i en film, der generelt er underspillet.

Stribevis af gode film
Det er længe siden, der har været en rigtig god film (længe som i ”et par dage”), og jeg har gået og sat min lid til Aloft, alene fordi Jennifer Connelly er med i den.

Hende ville jeg være, da jeg som barn elskede eventyrfilmen Labyrinth med David Bowie (elsker den faktisk stadig). Den tillid har hun levet op til med en stribevis af gode film (Requim for a Dream, House of Sand and Fog og Et smukt sind).

Og hun leverer varen igen!

Svigter sine egne børn
I Aloft er hun mor til to små drenge, hvoraf den yngste er syg. Så dødssyg, at lægerne har opgivet ham. Derfor opsøger hun den alternative healer Arkitekten, selv om hun ikke rigtig tror på hans evner.

Filmen veksler mellem drengenes barndom og storebroren som voksen, der spilles af Cillian Murphy. Han bliver kontaktet af en journalist, og sammen drager de ud for at finde moren Nana, der bor ved kanten af en frossen sø.

Hun forlod sin ældste søn, da hun selv blev indlemmet som healer i kulten.

Filmen er desværre ikke helt så fantastisk som skuespillet, men den byder på et smukt billedsprog med knagende is-tildækkede søer og trænede falke, der flyver hen over himlen.

Talende bygninger
Cathedrals of Culture er seks halvtimers film, der leger med ideen: Hvis bygninger kunne tale, hvad ville de sige?

Det tages (desværre) meget bogstaveligt i fem af filmene. Bygninger som Berliner Filharmonien, Ruslands Nationalbibliotek og Halden Fængslet i Norge fortæller om dem selv!

Instruktørerne bag er Wim Wenders, Michael Glawogger, danske Michael Madsen, Robert Redford, Margreth Olin og Karim Aïnouz, hvis film Praia do Futuro blev vist i går.

De seks film er en del af Berlinale Special og blev vist i en lidt særegen bygning, nemlig Haus der Berliner Festspiele, hvis ydre er dækket af lyse strandsten på størrelse med hønseæg.

Filmserien var noget af et tilløbsstykke, og jeg havde da også valgt den til fordel for en kinesisk konkurrencefilm, som jeg så håber, jeg får set i morgen. Det er lidt af en satsning.

Dansk indslag bedst
Med frygt for at lyde patriotisk så var det Michael Madsens film om det lukkede fængsel Halden, kendt som verdens mest humane fængsel, der fængede mest.

Indsigt i de indsattes vilkår, og fortællingen om fængslet som et lille samfund i sig selv, var mest interessant. Smukt akkompagneret af Karsten Fundals musik.

Berliner Filmharmonien, der ligger lige ved siden af Postdamer Platz og Berlinale-centrum, er en af mine yndlingsbygninger i Berlin, og jeg har tilbragt mange dejlige aftener i den smukke bygning, da jeg boede i Berlin og jævnligt gik til koncerter.

Derfor var det fedt at få lidt historisk baggrund for det gule, teltlignende bygningsværk, der var filmet, mens Tiergarten, den store park ved siden af, stod i matchende efterårsfarvet flor. Instruktør Wim Wenders tog sig dog nogle lidt særprægede friheder, blandt andet ved at gøre en statue af husets arkitekt levende.

En tand for meget
Robert Redford lavede måske den smukkeste film, men den var både for pompøs og forvirrende, da den som den eneste fravalgte ”jeg”-stemmen og i stedet brugte meget arkiv og nutidige interviewpersoner i portrættet af Salk-instituttet i Californien.

Når der i ramme alvor tales om, at bygningen – og ikke de videnskabsmænd, som arbejder der – kan ændre verden, så tænker man alligevel: Mon dog?

Og nok hedder filmserien ”Kulturens katedraler”, men at sammenligne instituttet med Europas ældste og smukkeste katedraler er lige en tand for meget. Den elektroniske musik af pompøse Moby hjalp bestemt ikke på at underdrive betydningen.

Seks kreative og smukke film, men lidt voldsomt at bruge tre stive timer på bygningerne. Filmene vil sikkert blive delt op i mindre bidder, når de efter planen sendes på den tyske kulturkanal ARTE. 

Dansk tv: Se og lær!