Nyhed
11. okt. 2019
John Travolta hædres for ”årets værste film”
I rollen som den psykisk forstyrrede mand Moose sjosker John Travolta i The Fanatic rundt på gaden, indtil han begynder at forfølge en filmstjerne. Foto | Brian Douglas

John Travolta hædres for ”årets værste film”

På trods af drøje hug for sin rolle i The Fanatic får John Travolta en hæderfuld pris på filmfestival i Rom.

Af Nicki Bruun

Der er en pris til enhver film, siger skeptikere om den urskov af filmfestivaler, der er spredt ud over hele verden.

Nu kan man tilføje: Og en pris til enhver præstation, uanset hvor elendig den er.

John Travoltas stjerne er falmet gevaldigt i de senere år. Men ifølge mange anmeldere har han sat en ny bundrekord i år med hovedrollen som psykisk forstyrret mand i den amerikanske thriller The Fanatic.

Filmen, der er instrueret af Limp Bizkit-forsangeren Fred Durst, har en horribel dårlig vurdering på atten procent hos anmelderne på Rotten Tomatoes.

Men ikke desto mindre hædres John Travolta med en pris for rollen på Rome Film Fest, der finder sted fra den 17. til 27. oktober.

”Det er en oprivende og overraskende præstation, der viser, hvordan drømme ofte bliver til mareridt i Hollywood,” lyder det fra festivalens direktør, Antonio Monda.

Internettrold
Det er der nok ikke mange anmeldere, som vil give ham ret i. Flere steder bliver The Fanatic kaldt en af årets absolut værste film.

”En film kan være dræbende kedelig eller udueligt lavet – og denne film er bestemt begge dele – men det rammer et helt andet niveau, når man opdager, at den er en filmisk udgave af en internettrold,” skriver Brian Tallerico på kritikersiden RogerEbert.com.

Her bliver The Fanatic bedømt som så dårlig, at den ikke får stjerner, men en nedadvendt tommelfinger.

Verdens førende brancheblad Variety gør endnu kortere proces.

”Razzies, gør jer klar,” skriver branchemagasinets anmelder om Travoltas præstation med henvisning til uddelingen, som giver priser til filmårets værste indspark.

God general
Rome Film Fest har eksisteret siden 2006 og regnes for at være en ganske seriøs festival. I årets program vises film som Martin Scorseses storroste gangsterdrama The Irishman og Edward Nortons Motherless Brooklyn.

Derfor kan det undre, at festivalen vælger at hylde John Travolta for en præstation, der er konsensus om at hade.

Forklaringen kan være den simple, at enhver festival gerne vil have lidt stjernestøv på den røde løber. Og selv om Travolta nok befinder sig i karrierens efterår, er han trods alt blevet Oscar-nomineret for Saturday Night Fever og Pulp Fiction, som i 1994 sparkede gang i karrieren efter en længere nedtur.

Det er måske også værd at nævne, at alle John Travoltas seneste film er produceret af italienske Oscar Generale, der er nævnt i toppen af pressemeddelelsen fra festivalen.

Det kunne tænkes, at produceren som en god general er gået forrest for at få stjernen – som også er gudfar til Oscar Generales datter – til endnu engang at genopstå fra de døde.

The Fanatic har ikke fået dansk premiere, og prisen på festivalen i Rom kommer næppe til at ændre på det.

Trailer: The Fanatic

Relevante artikler

10. mar. 2019
Stop dyrkelsen af bad boys!

Stop dyrkelsen af bad boys!

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!